Pigen fra landet

Dagene og ugerne flyver afsted i et tempo jeg ikke har mødt længe, synes jeg. Det er ikke fordi jeg er overbebyrdet med arbejdsopgaver, men med 6 timer mindre om ugen på hjemmefronten, og dertil skal faktisk lægges et par timer mere, fordi det nu igen er tiden hvor der skal bruges timer på den 3. arbejdsplads. Jeg lever mit liv, som jeg altid har gjort, i en god blanding af alt det jeg gerne vil, og er faktisk ganske tilfreds med indholdet.

Jeg føler mig oveni købet også rigtig heldig, fordi jeg er gift med en mand, der har nået pensionsalderen, så han kan befri mig for nogle af de tidsrøvende ting. Nogle af den nyder han endda at beskæftige sig med, som f.eks. mit strejkende kamera. Vi var ikke i tvivl om, at det ikke kunne betale sig at reparere det gamle, men for en sikkerheds skyld blev de sagkyndige selvfølgelig spurgt. Det ville meget hurtigt løbe op i 1.500,- kr. eller mere. Så da jeg kom hjem fra arbejde i løbet af ugen, fandt jeg mit nye kamera, Lumix TZ 60 på skrivebordet, opladet og klar til brug. Jeg måtte selvfølgelig straks afsted og prøve det.

Den tyverisag Mads blev udsat for, har ikke fået sin afslutning. Selvom vi alle forventede at tyven ikke havde noget at betale med, har ‘vi’ alligevel, på politiets anmodning, sendt et erstatningskrav. Derved er vi blevet oplyst om, at det er en rigtig bandit, og at det nok er meget tvivlsomt om der nogensinde kommer penge ud af det. Tyven har ikke noget fast opholdssted, og har efterfølgende lavet utallige biltyverier, og er også snuppet i en stor hashhandel. Tyven går i politiets kreds under navnet ‘X’ hans fornavn efterfulgt af Lort.

Hos Ellen kunne man forleden læse om udflugten til Gedser, som jeg også har skrevet om. Jeg kan forstå, at flere tror at både Lolland og Falster er ganske flade. Jeg kan kun sige at I tager meget fejl. Faktisk findes disse høje skrænter nærmest hele vejen rundt om Guldborgsund. Hvis man tager ud på Sundruten finder man dem spredt hele vejen rundt. Billedet nederst i højre hjørne er taget oppe fra skrænten, og man kan ikke se er er flere meter ned, men man har en skøn udsigt.

Her i vores lille smørhul er vi omringet af skrænter uanset hvilken retning vi begiver os ud i, men det kræver at man stiller bilen og begiver sig ud til fods langs kysten eller tager en tur i skoven ad de små stier. Det findes også høje skrænter på Falsters østkyst bl.a. ved Pomlenakke og Hesnæs.

I morges, da jeg åbenbart var færdig med at sove, stod jeg op, kogte min havregrød med jordbær fra fryseren, og begav mig ud på en tidlig frisk morgentur, i det område jeg render mine næsten daglige ture, og også tager mange billeder fra, med eller uden skrænter. Den anden dag var det så højvandet, at jeg måtte gå oppe i skoven, hvad jeg også for det meste gør, fordi terrænet trods alt er mere jævnt, og det er deroppe man har den smukke udsigt. Vandreturen langs vandet i det gode vejr, måtte jeg droppe fordi det var højvandet, og man kun kunne komme forbi i vaders. I dag kunne mine vandrestøvler lige nøjagtigt bunde, så jeg kunne komme udenom de træer vinteren og Bodil har fjernet fra skoven. Mens jeg gik der og nød fuglenes fløjten med disen hængende over horisonten og solen skinnede i det stille, blanke vand, kunne jeg ikke lade være at synge sangen der netop handler om vores landsdel. Guldborgsundvalsen er så smuk så smuk og så sandfærdig. Efter en times vandring gik jeg hjem og drak min morgenkaffe.

Vi har jævnligt været på Stevns Klint, men det er altid det sædvanlige sted ved Højerup Kirke. Vi har aldrig set Holtug Kridtbrud, så der gik turen hen lørdag eftermiddag. Man kan gå hele turen på 22 km og retur igen hvis man vil tilbage til sin bil, ved at benytte Trampestien. Man kan også støde til forskellige steder og bare tage en lille bid af ruten. Vi havde nok forventet at det var på højde med Faxe Kalkbrud, og blev ret skuffet, men lidt vand og lidt grønt ville helt sikkert have pyntet på landskabet. Kridtbruddet var nemlig helt tørlagt. Holtug Kridtbrug og Stevns Klint

Vi startede med at gå en tur ned i Holtug Kalkbrud. Det er ikke en tur for dårligt bentøj, og det er heller ikke en tur man skal tage i regnvejr. Vi gik helt ned til vandet og en tur om langs kysten. Nede ved vandet blæste det koldt og sikke en larm fra vandet og blæsten. Tilbage i bilen og en tur ud til Mandehoved, Stevns Naturcenter hvor vi også gik lidt rundt. Der kunne man komme indendørs og se på plancher. Vi gik en tur op i fugletårnet, som er blevet et meget eftertragtet sted for ornitologer, efter hvad jeg læste. Vi så vejrstationen, som ses i billedets nederste venstre hjørne, og læste lidt om den, inden vi igen satte os i bilen og kørte ud til Stevns Fyr.

På vejen derud, så vi dette hus, dekoreret med julenisser. Sådan ser det sikkert ud hele året. Vi nåede frem og drak den medbragte kaffe og gik rundt på dette område også. Man kan komme en tur op i tårnene og se fyrmesteren arbejde. Man kan også se andre ting, men vi kom desværre udenfor åbningstid. Snart starter højsæsonen og åbningstiden er udvidet. Vi mangler stadig at udforske lidt mere af Stevns. Allan vil gerne se Stevnsfortet, men det alene kræver mange timer, siger han. Boesdal Kalkbrud skulle også være et besøg værd, så der er basis for flere udflugter ud i naturen, når det hele er blevet lidt mere grønt og lunere i vejret.

Det har været en farverig weekend fyldt med alt hvad hjertet begærer.

Vi skulle lige til at gå i gang med morgenkaffen lørdag, da da Mads bankede på døren. Allan havde et ærinde i Kbh. og havde derfor lovet at køre forbi Camilla og klare en lille opgave for hende. Det havde Mads hørt, og han havde en lille overraskelse til Camilla, som han gerne ville have afleveret. Camilla var kun hjemme ½ time mellem to aftaler, så det skulle times godt. Hun nåede at smutte inden Allan var færdig, men S. nåede at komme hjem og afløse, så det lykkedes alt sammen.

Da Mads kørte, gik jeg ud i det gode vejr, og kastede mig over havearbejdet lige til Allan kom hjem kl. 16 og gerne ville have en tår kaffe inden vi skulle i bad og ud ad døren.
P1000168

Min mor har havde kun en søster, og hele min barndom og ungdom har vi faktisk altid været sammen med min moster, onkel og deres 2 børn. Jeg har gået i klasse sammen med min kusine, vi har arbejdet sammen på mange områder. Vi har været kollegaer og selv vores 4 børn har leget med hinanden. De senere år, efter ingen af os serverer mere og min moster er død, er kontakten blevet minimeret til ‘store’ fester. Hver gang er vi alle eninge om, at vi altså snart må ses, og så sker der bare ikke rigtigt mere.
For flere måneder siden sendte søster 1 en invitation ud. I aftes var alle 13 samlet. Vi er alle 6 blevet opflasket med ekstrem overtro, for både min mormor, morfar, moster og mor var/er frygtelig overtroiske. Det har prellet fuldstændig af på os alle, men mor var jo med, så hun fik Ludvig den 14. til bords, sådan som det altid har været. Snakken gik lystigt hele aftenen og først kl 3 i nat traskede vi hjem. Alle var enige om at dette skal fortsætte, så datoen er allerede sat til næste år.

På havnen i Stubbekøbing har der hver weekend i marts måned været tilbud på friske fisk fra kutter. Jeg ville bl.a. gerne have torskerogn og det var sidste frist i dag. Desværre var der ingen torskerogn, selvom vi var dagens første kunde, men torske- og issingfilleter fik vi med hjem. Jeg ville bare have haft en pose af hver, men der var en klækkelig rabat at hente, hvis jeg købte 3 poser efter eget valg. Et kilo kostede 120,- kr. men 3 kg kostede kun 300,- Jeg ville gerne spare 60,- kr. så det sidste kg torsk kostede kun 40,- kr. Da jeg kom hjem og vejede det hele var der næsten 3,5 kg fisk, så vi er bestemt ikke blevet snydt. I frugt- og grøntsagsboden på modsatte side blev der indkøbt en pose danske æbler samt nye danske tomater. Mums.

Hjemme igen gik vi en lille tur i skoven. Jeg nussede lidt rundt i haven inden vi fik lidt frokost og jeg begav mig ud på endnu en skovtur, kun i selskab med mit kamera og naturen. Der blev stoppe op nogle gange undervejs for at prøve at fange spætten, egernet, sommerfuglene og andre levende dyrearter. Blomsterne er noget nemmere at have med at gøre. Både den hvide og den gule anemone som jeg altid ser var der, men søreme om ikke også den blå anemone lyste op i skovbunden, mange steder. Jeg brugte meget tid på at lege med kameraet. Så meget, at jeg løb tør for batteri inden jeg var nået hjem. Da der ikke var mere batteri på, kunne jeg lige så godt sætte det lange ben foran og se at komme hjemad. Dagens eftermiddagstur blev på 10 km.

Det ville være synd at gå glip af det gode vejr søndagen bød på, så selvom jeg langt fra er færdig med haven, blev solsengen hevet ud af vinterhiet da jeg nåede hjem. Jeg satte mig og nød solens tråler, mens jeg skrev kladden til dette indlæg. Det blev tid til at gå i køkkenet, hvor menuen skulle stå på torsk med spinat i ovn. Hurtigt, let og sundt.
Det er første gang i år, at jeg har fået så meget frisk luft på en weekend. Jeg har nydt min weekend og har gjort nøjagtigt det jeg havde lyst til og ikke en pind andet.

For mere end to måneder siden skrev Susanne om et par af sine ringe. Det gav mig inspirationen til at fortælle om mine egne ringes historie.

På højre hånd bærer jeg min forlovelses- og vielsesring. Til sommer har den siddet på min hånd i 40 år. Ringen er af rødguld med en fast støbt kant af almindeligt guld på begge sider. Ringen kan hverken laves større eller mindre. Vi har forhørt os for nogle år siden, da Allans er lige lovlig stram, men det betyder den skal smeltes om. Minderne vælter frem, når jeg ser på ringen. Først og fremmest historien om selve indkøbet, men også vores forlovelse, som skete på vores første fælles ferie.
Da vi blev gift, valgte vi at få en dato mere i, fordi jeg stadig var helt vild med de ringe, og syntes det var fjollet at købe nye. Ringen på langfingeren fik jeg til min 40 års fødselsdag på Kreta.

På venstre hånd havde jeg engang en kæmpe guldring med en enorm stor sten. På sin vis var den stadig flot, men den skreg til alt og alle, at den nærmest var fra det 17. århundrede. Derfor besluttede jeg mig for at få den smeltet om, og fik lavet en ring med Mads’ første mælketand. Ringen blev tegnet af guldsmeden, mens jeg stod og så på, så vi var helt enige om hvordan den skulle se ud, inden han lavede mesterværket til mig.
På langfingeren bærer jeg en ring med en ægte perle. En gave fra Allan. Det er den eneste ring der kommer af mig, når jeg er i haven, slasker med vand eller andre ting, der er hård ved perlen. Selvom man passer på ~~ringen~~ perlen, er det ikke unormalt at man får sat en ny i hvert andet år, sagde guldsmeden. Det blev jeg lidt fortørnet over, for jeg gider ikke have smykker der ligger og gemmer sig i en æske. Svoger har spurgt om jeg ikke har noget smykkeskrin, siden jeg har så mange ringe på, men jeg går med de smykker jeg har. De hænger på mig døgnet rundt. Heldigvis er guldsmedens spådom ikke gået i opfyldelse. Det er stadig den samme perle der sidder i, siden Allan forærede mig den for mange år siden, vist nok til min 50 års fødselsdag, som bare var en ganske almindelig dag, hvor jeg gik på arbejde.Der blev heller ikke holdt fest. Ringen må finde sig i helt almindelig brug, som inkluderer håndvask og den slags, selvom det blev frarådet.

Mens jeg lørdag morgen ventede på butikkerne åbnede, så jeg kunne komme afsted og købe fødselsdagsgave til Allan til på onsdag, talte vi lidt om hvad vi skulle foretage os, når jeg kom hjem igen. Det regnede jo, så det var ikke rigtigt vejr til de oprindelige planer med udendørsarbejde på huset for Allans vedkommende og havearbejde for mig.

Jeg har, som tidligere nævnt, for vane at klippe ting ud af avisen, hvis det kunne have min interesse at se det, så siden i sommers, har der hængt et udklip om Mikadospillet i Rødby. Da jeg viser Allan det, mente han det måtte ligge tæt på vores grund derude, så det skulle være let nok at finde.

Jeg ringede til mor, og spurgte om hun ville med på en lille udflugt, når jeg kom hjem fra Nykøbing. Det ville hun selvfølgelig vældig gerne. Man får aldrig et nej, så man skal ikke spørge, hvis man ikke vil have hende med. Vi kørte de små veje i Rødbyhavn tyndt, og kan konstatere at de graver her, der og alle vegne. Arkærologerne har sat sig på enorme områder, i spredt fægtning. Kloak- vej- og byggefirmaer er i fuld gang overalt. Den kommende forbindelse over Femern Bælt fylder rigtigt meget i landskabet derude, men ikke om vi kunne finde det, vi søgte. Vi kørte ud på grunden, for at forvisse os om at vi ikke behøvede at have dårlig samvittighed over hvordan der så ud. Vi var ganske tilfredse med synet. Vi skal dog afsted og have fjernet en masse nedfaldne grene, inden græsset skal slås, ganske som vi plejer. Vi kørte ud til diget, og mor spørger om vi skal ned til vandet. Vil du gerne det, siger jeg. Ja, jeg har nemlig længe gået og savnet lugten af strand og saltvand.

Selv med den medbragte kikkert, var det ikke muligt at finde det vi søgte. Vi gik over klitterne og en lille tur langs stranden. Det var hundekoldt og småregnede, men mor skulle få sin strandlugt. Vi har alt for mange gange måtte springe, i vores øjne, ret korte gåture over, når hun var med, men efter hun fik den firedobbelte baypass i oktober, taber hun ikke mere pusten efter ganske få skridt. Hun skal slet ikke have pause mere, så det er en fornøjelse at gå sammen med hende igen, og hun render rimeligt stærkt. Vi kørte længere ud og gik endnu en tur over klitterne og ned til stranden. Vi bliver altså nød til at finde nogle mennesker et eller andet sted, og spørge hvor vi finder det meget omtalte bygningsværk, siger jeg, for nu vil jeg altså se det, når vi er kørt helt herud. Vi kørte op i byen og Allan spurgte vej i Brugsen. Da han kommer ind i bilen, siger han, at vi er kørt lige forbi. Hmmm, så er vi altså nogle stykker her i bilen, der skal have nye briller, siger jeg. Det viser sig at vi er drejet af i stedet for at køre lige ud, nogle ganske få meter.

Vi fandt det men det tissede ned, så vi blev siddende i bilen og indtog den medbragte kaffe og kage. Det var ikke bare regn, det var også ganske diset, så selvom vi var oppe i tårnet, kunne vi ikke se ret meget. Vi kunne lige ane Danmarks største vindmøllepark i 1998 Syltholm i baggrunden på billedet nederst til højre, hvor vi også lå og kørte rundt.
Når de for alvor går i gang med at bygge, vil man fra tårnet kunne se byggeaktiviteten ude på vandet. Når den 18 km lange tunnel står færdig, er der kun 10 min. kørsel i bil fra Rødby til Tyskland og 7 min. med tog. Du kan læse meget mere på hjemmesiden.

Da der ikke var noget videre at se fra tårnet, kørte vi en tur i Lalandia, bare for at se hvordan der så ud nu. Det har jo haft vokseværk, siden vi var der sidst for 22 år siden, da ungerne var små, og der kun var badeland. Nu kan man løbe på skøjter, stå på ski, lege bjergbestiger på klatrevæggen, bowle, få tyrkisk bad og meget, meget andet. Fristelser er der i hvert fald nok af, og det er et sandt, men også dyrt, eldorado for børn og barnlige sjæle. Vi nøjedes med at gå rundt og se lidt på det hele. Gratis glæder findes nemlig også. Bl.a. forskellige udsmykninger se allerøverste billede. Indtil man kommer lidt tættere på, tror man, at døren er en gammel en med smedejernsbeslag. Det viser sig, at både træværket, søm og beslag er malet på. Træværket er åremaling, som jeg har skrevet om her. Sådan forsvandt lørdagen ud i det blå og søndagen er gået med at samle op på de gøremål, jeg skulkede fra i går.

I disse tider, hvor det nærmest er umuligt at finde sig et lønnet arbejde, falder tanken på de gode gamle dage. For mere end et par år siden, skrev jeg lidt om de ting, jeg har beskæftiget mig, og at de ting der gav penge på bankbogen inden voksenlivet, måtte komme en anden gang. Det er så nu, krydret med lidt billeder fra haven, som den tager sig ud nu.

Vi var vant til at skulle hjælpe til derhjemme med at hente brænde, koks og briketter. Samle risbrænde, plukke solbær, ribs og ærter, som skulle ribbes og bælges. Skrabe kartofler. Bære mælkespanden ind til nabogården hver dag, og hente den igen senere. Løbe efter småindkøb hos købmanden og den slags, men intet af det gav penge, og det var bestemt ikke det hele, der var lige morsomt.

Vi tre tøser var ikke ret gamle, søster var kun 4 år, da vi begyndte at luge roer. Bonden var noget skeptisk, så han gik og vogtede over os mens vi arbejdede, men vi havde fået formaninger af mor. Bonden erklærede os alle egnede. Vi fik penge for hver række vi havde luget. Det var nogle frygtelige lange rækker, hvor man ikke kunne se ned til den anden ende. Det hændte, at vi nåede et sted på rækken, hvor enten mormor, morfar eller mor havde luget et lille stykke, og vi kunne løbe frem i rækken og følges med de voksne igen. Forpløjningerne var det sjoveste. Det var næsten altid korte rækker, fordi man kun skulle luge ud for eget afsatte familiestykke.
Selvom klapjagter ikke var for piger, fik jeg foden indenfor. Sådan en dag gav rigtig mange penge i den brune lønningspose. Jeg har pillet solbær, ærter og jordbær på akkord. Ikke den sjoveste beskæftigelse, set med mine øjne, men hellere få lidt penge for det, end bare at blive sat på samme opgave i barndomshjemmet uden løn. P1000379a

Jeg tjente penge på at være barnep ige af alle byens unger, oftest aften og nat. Var det hverdagsaftener, cyklede jeg i skole direkte fra disse børns hjem. P1140815

Mit allerførste helt faste arbejde hver dag efter skoletid, fik jeg efter min konfirmation i den lokale Brugs i Kalø. Det var et meget alsidigt arbejde. Jeg skulle blandt andet, en dag om ugen cykle en del kilometer for at hente brugsbøgerne, hvor kunderne havde skrevet deres bestillinger til ugens varetur. Disse varekasser skulle så pakkes, og priserne skrives ind i bogen og tælles sammen. Jeg stod også ved kassen og ekspederede. Det var før regnemaskinen var fast inventar i butikken, og kasseapparatet var heller ikke til nogen hjælp. Sammentællingerne foregik i hovedet eller på et stykke papir. Det samme gjaldt, når der blev indleveret tipskuponer. De almindelige rækker var lette og simple nok at modtage betaling for. Det var straks noget sværere at udregne, hvad der skulle opkræves for de forskellige avancerede systemtipninger.

At tanke benzin på kundernes biler, og fylde knallertbenzin i dunke, var også en del af jobbet. Ligesom at fylde knallertstanderen igen i de rigtige blandingsforhold, når den var tom. Mit arbejdet bestod selvfølgelig også i rengøring og opfyldning af varer. Altid de ældste varer forrest, og der måtte aldrig være støv på varerne, så jeg har tørt tusindvis af dåser, flasker og alskens varer af. Var der ikke kunder ved disken, var der altid en støveklud eller en ledig kost og spand, husker jeg tydeligt, der blev sagt inden jeg overhovedet var startet i jobbet.

Jeg havde en lille tjans hos nabokonen med at rulle hendes hår op på hårspoler. Hun betroede mig også at sætte hendes hår, når de skulle noget. Jeg husker, jeg følte mig som en rigtig frisør over den tjans. Efter konfirmationsalderen begyndte jeg så småt at hjælpe til ved servering i de små private hjem. Mest på gårdene, fordi det var dem, der havde pladsen til de store fester i storstuen, men også hos folk, der havde plads til et stort telt i haven. Serveringsarbejdet kom til at høre til blandt mine ‘faste’ bijob i rigtigt mange år. Selvom jeg synes, jeg er godt rustet til meget forskelligt, og er villig til at kaste mig ud i noget helt, helt nyt, så er det ikke nemt at finde job i disse tider. Heldigvis lykkedes det mig endnu en gang. Jeg håber ikke, jeg skal kæmpe for at få job mere, men at jeg kan beholde dem jeg har, eller overleve med mindre, til jeg kan få min folkepension, når jeg fylder 67 år i efteråret 2022.

Bemærk lige de svimlende lønninger.
Et barnepigejob på 12-14 timer gav en hel tyver. Timelønnen i Brugsen var 5,- kr.
Da jeg startede som kontorelev var månedslønnen 1.128,- kr. før skat, svarende til en timeløn på 7,04 kr. Min løn i dag… Ja, den ser heldigvis noget anderledes ud.

Så kan man vist næppe ønske sig mere.
Fredag morgen sagde chefen, mens hun strøg ud ad døren. Jeg kommer igen om et øjeblik. Da hun trådte ind ad døren få minutter senere, kom der et glædesudbrud nede fra døren, hvor mine kollegaer sidder. Jeg kunne ikke se hvad der foregik, da jeg sidder med ryggen til og der er reoler imellem os. En af mine kollegaer gik på påskeferie allerede nu, så der var simpelthen uddeling af påskehilsener til os alle.

Her i vores lille by, er der mange tilbud at vælge imellem, når vi taler om aktiviteter i fritiden, og der kommer flere, takket være en masse ildsjæle. Det hele er på frivillig basis. Til denne udsigt, har Allan hver 14. dag det sidste halve år, gået til ‘gør dine digitale billeder levende’. Kontingentet var 175,- kr. for hele husstanden. Fredag aften var der afslutning med spisning, hvor jeg valgte at tage med. Efter spisningen var der nemlig ~~eksamen~~ fremvisning af deltagernes egne små film, som var vidt forskellige både hvad kvalitet og øvrige indhold angik. Vi var på tur og fulgte Rhinen gennem Tyskland, Østrig og Schweiz, sejlede fra Göteborg til Stockholm på Götakanalen til Læsø og Fejø. Vi besøgte Mærskskibet. Holdt ferie på Limfjorden, var i Ålesund i Norge, samt en tur på Færøerne Allans projekt. Det sidste indslag var en rundvisning i vores egen lille flække, det var lige til en turistbruchure. Jeg tror at alle fik inspiration nok til nye ferieoplevelser.

Lørdag var det det skønneste vejr, så det blev haven og friluftlivet der trak i mig, mens Allan blev sendt afsted med indkøbssedlen på de sidste mangler, til hans egen lidt forsinkede fødselsdagsafholdelse i morgen, hvor ungerne kommer hjem og er her hele dagen. Jeg fik ordnet hele forhaven, så den nu er præsentabel til påsken. Jeg fik plukket mælkebøtter til mælkebøttesirup og Allan fik slået græsplænen.

Jeg havde selvfølgelig mit kamera med i haven, så jeg har været nede at ligge på maven på fortorvet og lege med makro, da jeg så en masse mariehøns. Gad vide hvad naboerne har tænkt. Da vi havde drukket eftermiddagskaffe, gik jeg en tur, først i den ene skov, der er ved at drukne i ramsløg, som står lige på spring til at blomstre. Så tilbage igen og en tur rundt i vores ‘egen’ skov. Jeg spiste af de hvide skovsyrer, som har sådan en dejlig syrlig frisk smag. Endnu en tur på maven i det våde sand for at fange fjeren i midten.

Efter 1½ time i skoven, var det ved at være spisetid. Allan havde lovet at starte op på aftensmaden. Efter den var sat til livs, skulle jeg i gang med lagkagen til i morgen, for det hører sig til når man holder fødselsdag, siger ham med den søde tand. Jeg har tilberedt et par tærter, og resten må jeg klare i morgen.

Som barn skrev jeg mange gækkebreve. Der blev lagt en pæn portion glansbilleder og en vintergæk ned sammen med det sirligt udklippede gækkebrev, som indeholdt flere små vers, og jeg kan stadig lire nogle stykker af, som f.eks. En vintergæk, en sommernar, en fugl foruden vinger, en lille ven som har dig kær, en kærlig hilsen bringer. Sidst blev det underskrevet med et andet lille rim og kryptiske ‘bogstaver’ som prikker, lopper eller en lille gåde.

Oftest fik jeg samme antal glansbilleder tilbage i med et svarvers som, tak for gækken, du mig sendte, men du må da ikke vente, at jeg være vil din nar, derfor sender jeg dig svar. Det var interessant nok i sig selv at bytte glansbilleder på den måde, men som barn så jeg da også op til at modtage et påskeæg. Jeg kunne altid være sikker på, at Gudmorikke kunne gætte hvem brevet kom fra, så der var altid et stort flot påskeæg til mig fra hende. Der var nu også altid påskeæg fra både far og mor, samt mormor og morfar. Det sidste gækkebrev, jeg sendte til min gudmor, blev et broderet et. Gækkeverset blev syet med kontursting.

Billedet er taget i Operahuset i Oslo sidste år.

Hvis du gætter den lille gåde, så ved du hvad jeg hed, før jeg blev gift.
Vores unger har også skrevet gækkebreve, men ikke i samme omfang, som da jeg var barn. Har du også klippet og skrevet gækkebreve?

Meget har ændret sig siden Allan blev efterlønner. Før den tid, var det altid min opgave at booke ferie eller andet ophold. Vi havde besluttet at det var i år, vi skulle ned og se de hollandske tulipanmarker. Allan havde fundet et B&B her, hvor han reserverede et værelse til os. Vi fik en opringning om at vi skulle bekræfte en mail, som vi aldrig havde fået. Vi bekræftede pr. telefon, at vi gerne ville bo der, og sagde ved forespørgsel, at vi forventede at være fremme mellem 18 og 20. I onsdags morges startede vi vores lille påskerejse.

Der er ikke meget at se på ned gennem de tyske motorveje, men vi bemærkede dog at der var meget mere grønt end derhjemme. solen bagte gennem bilruden, og det var det dejligste vejr. Det blev en meget la-aa-aang tur. Den tyske trafikradio meldte stau und stau ustandselig. Ved Elbtunnelen var der 14 km kø som det tog os en time at komme igennem. Ved Bremen var der 7 km kø, dertil kommer vejarbejde og andre forhindringer, vi måtte igennem. Det er ikke skidt på kameralinsen, men på bilruden.

Turen skulle kunne gøres på ca. 9 timer. Vi holdt kun et par små tisse- og spisepauser undervejs, men der gik alligevel 12 timer før vi nåede destinationen og vores vært var tilsyneladende bekymret for om vi havde fortrudt, for han ringede da vi holdt foran hans dør kl. 20. Vi manglede blot at finde et sted at parkere. Han kom ud og flyttede sin egen bil, så kunne vi holde på hans plads.

Da vi havde læsset bilen af, gik vi en tur i det pragtfulde vejr. Ved 21-tiden var det stadig 16°. Vi har selvfølgelig, synes vi selv, oplevet en masse de par dage vi har været i Holland, men det vil komme senere. I aftes prøvede jeg at lave et indlæg og lægge ud, men jeg fik besked om at min konto hos Google var spærret/låst, fordi de mente at en hacker var på spil, da der blev logget på fra en anden IP-adresse og et andet land end mit hjemland. Det var mig selv, fra vores medbragte bærbare, men ikke om jeg kunne få lov at taste min kode, og jeg havde endda været på fra min iPad. Denne adgang blev dog også spærret af Google i aftes. Det hele også sendt pr. mail til mig. Nu er vi hjemme igen, og alt ser ud til at være i skønneste orden. Turen hjem gik noget mere smertefrit, men stakkels de der skulle sydpå, kunne vi både høre og se.

Denne blomsterpark var hovedformålet med vores tur til Holland. Folk valfarter dertil, så det store spørgsmål, allerede hjemmefra, var om det i det hele taget var noget vi gad, når vi nåede frem. Jeg havde læst, at der hvert år kommer ca. 800.000 besøgende, og at trafikken er problematisk, og så var det tilmed også påske. Nu skal man jo ikke tage problemerne på forskud, men det er rart at vide, hvad man kan få stillet i udsigt, så man evt. kan have en nødplan i baghånden.

Vi startede som sædvanlig tidligt næste morgen og så masser af tulipanmarker på vej til Keukenhof. Bollenstreek, som vi ville ud og lede efter, var der overalt. Det viste sig, at vi havde været utrolig heldige. Vi kom ind foran en alenlang kø, lige før vi blev dirigeret ind på den koloenorme P-plads, hvor der allerede holdt hundredevis af biler.Vi fulgte strømmen og købte billet både til bilen og os selv.

Overalt var der mennesker der fotograferede. ~~Japanere~~ asiater fyldte godt i landskabet, både mellem blomsterne og i resten af landskabet, når de rendte rundt med deres ‘store’ iPadder for at fotografere. Der står højt og tydeligt at græsset ikke må betrædes. Ikke en eneste europærer, bortset fra gartnerne som gik og passede deres, kunne drømme om at sætte sig inde midt mellem blomsterne, men asiaterne var overalt.

Bemærk den mørke græskant helt nede i højre hjørne af collagen. Sådan var hvert eneste bed lavet. Nok fordi det er mere slidstærkt, men det ser også godt ud. Der er kræset for detaljer.

Der er mange andre løgblomster at se på end tulipaner. Forskellige varianter af påskeliljer og hyacinter og meget andet, men tulipanerne er der trods alt flest af. Der er flere store bygninger,.hvor man kan se orkideer, liljer, roser og mange, mange andre blomster. Vi gik ind i et enkelt af dem, men kom hurtigt ud igen. Det var som at komme ind i et salgsgartneri herhjemme blot i overstørrelse med krukker, glas og alskens pynt. Blomsterduften var ret stram, desuden var der fyldt med mennesker. Da vi ikke skulle have noget med hjem, kom vi hurtigt ud igen og holdt os til parken.

Det er umuligt at tage billeder, der danner en helhed af parken, fordi det er så stort et område. Der plantes over 7 millioner blomsterløg hvert eneste år. Du kan finde mere information her.

Der er rigtigt meget at se på i Keukenhof. Jeg har prøvet at holde mig til blomsterne i dette indlæg, men påtænker at lave en opsamling af alt det andet, vi så på stedet denne dag. Det kunne have været interessant, hvis den store årlige blomsterparade, havde fundet sted mens vi var der, hvis altså vi havde kunnet se noget for mennesker, hvad der sikkert er tvivlsomt, med mindre man står i kø langs vejen i flere timer, nøjagtigt som de der prøver at få et glimt af deltagerne i Tour de France.
Da vi, ved middagstid, havde travet parken rundt på kryds og tværs i 3 timer, forlod vi Keukenhof og havde masser af tid til nye oplevelser.

Hjemmefra har jeg altid lavet en liste over ting, der måske er værd at se, så ferien ikke bliver ædt op af internettet. Da vi nu havde masser af tid, kørte vi direkte til adressen i Amsterdam, for blot at se et af de mærkeligste huse i verden.

Hvis ikke Holland er det land i verden der har flest arkitekttegnede bygninger, så hører det vist til i toppen af listen. Det var dog enormt med specielle og aparte bygninger, vi så på vores vej. Mens Allan vendte bilen på den meget trange plads, sprang jeg ud og tog disse 3 billeder fra nøjagtig samme plads.

Vi satte kursen mod Haarlem, hvor vi ville gå en tur langs kanalen og rundt i byen, mens det stadig var lyst. Vi vidste der skulle være en kæmpe kirke, og havde også set tårnet af den. HolddaOP Cathedral of Saint Bavo er en gigantisk kirke. Man mener det tog 150 år at bygge den, da den er påbegyndt i 1370 og først sluttet i 1520. Det tror da pokker. Jeg har aldrig i mit liv set sådan en kæmpe kirke. Vi gik længe for bare at komme hele vejen rundt om kirken. Her er et billede fra henholdsvis for-og bagsiden af kirken. Hvad der ikke fremgår af disse billeder, er at den er under renovation.

Ikke langt derfra, midt på torvet, lå en anden kæmpe kirke, og ved forespørgsel fik vi at vide, at der lå 5 af disse kirker i Haarlem. Det havde vi også selv talt, men det viste sig, at en af dem var rådhuset, så om de andre to var kirker eller noget andet vides ikke med bestemthed.

Videre rundt i Haarlem så vi denne bygning. Da vi nåede frem kunne vi se at alt det lyse på bygningen var et kunstværk i sig selv. På en dør stod der 'kun indgang for skuespillere'. Jeg fandt ud af at det var en teaterbygning. Her er internetadressen der stod på døren. Du må selv tygge dig igennem den hollandske version, eller få hjælp fra Google. Jeg har nemlig ikke selv fået det gjort endnu.

Problemet i Holland er som så mange andre steder, at det er umuligt at holde ind til siden og tage et billede. Jeg har taget mange billeder af bygninger ud gennem bilruden, mens vi har kørt. Høje bygninger med skæve ruder, sjove runde bygninger, en bygning der lignede en skihopbane og meget andet sjovt. Mange steder ville en cykel have været det foretrukne transportmiddel, men så skal man have mere tid, end de to dage vi havde.

Selvom vejret ikke helt var med os denne fredag, hvor det var slået om til regn og blæst i løbet af natten, ville vi alligevel tage til Zaandam og gå en tur på molen og se på alle vindmøllerne, der ligger på stribe. Vi vidste godt der lå et museum i nærheden, men det var vi overbevist om, at vi ikke skulle se. Nu er det ikke altid, virkeligheden er som man tror.

For at komme ud til vindmøllerne er man nød til at gå ind på museet i Zaanse Schans. Allan skulle finde det lille hus, og i samme øjeblik blev en dør låst op bag mig. Det tiltrak min opmærksomhed. Jeg kom ind i en meget gammel købmandsforretning. Lidt i stil med den man kan se på Frilandsmuseet, og som egentlig stammer fra vores område. Butikken i Zaanse Schans er blot meget ældre.

Der var en chokoladefabrik, med alt lige fra kakaofrugten, hele bønner, malede bønner. Man kunne lave sit helt eget stykke chokolade i udvalgte forme, eller lave sin helt egen varme kakaodrik i flere varianter fra lys til mørk, alt efter smag. For blot at nævne et par ting mere, var der et gammelt bageri, og en træskofabrik.

Der var træsko alle vegne. I loftet, på væggene udvendigt og indvendigt.

Vi var så heldige at se, fra start til slut, hvordan et lille stykke brænde bliver til en træsko, der skal stå og tørre i flere uger, før den kan males. Der produceres fuglefoderpladser og fuglehuse. Sågar et trestrenget træskoinstrument. Sjove træsko som nederst til højre.

Vi gik selvfølgelig rundt på museet og så på alle de små fine gamle beboede huse og livet omkring det hele, når de værste byger holdt sig væk.

Man skulle betale entre for at komme op i møllerne for at se dem arbejde, men der var kø ved dem alle, så det sprang vi over. De 6 arbejdende møller er i sving med alt fra olie og brænde til krydderier.

Da vi næsten var nået helt ud til sidste mølle, kom der en rigtig skylle. Det var på en lang strækning, hvor der ingen steder var at gå i tørvejr. Vi vendte om og søgte ly for regnen i kryddeributikken. Der var ikke det krydderi, der ikke fandtes på glas og andre pakninger samt i løs vægt.

Hvis vi skulle nå at se lidt andet, var det på tide at gå tilbage og finde vores bil igen. På en sidevej så vi, at der holdt et par specielle køretøjer. Sådan et syn vækker altid Allans opmærksomhed, så vi traskede videre, og minsandten om ikke der var en plads med gamle veteranbiler, fordi der var et arrangement i byen denne dag.

Klokken havde endnu ikke slået tretten, da vi nåede bilen, hvor vi satte os og spiste vores medbragte klemme, mens det silede ned. Dagen var jo langt fra forbi, så vi fik mange flere oplevelser med hjem samme dag, men de kommer i et andet indlæg.

det også. Glædelige overraskelser, kan man ikke få for mange af. Mellem beretningerne fra Holland, kommer lidt fra hjemmefronten den sidste uge.

Det har længe kriblet for at komme til at plante i krukker og drivhus. Min fornuft sagde, at det ikke hastede, men så snart planteskolen åbnede første påskedag efter vores hjemkomst strøg jeg afsted. Åhh, hvor er det svært at vælge. Jeg har sat mine egene restrektioner på 5 stk. tomatplanter som absolut maks. Jeg vil jo gerne have dem jeg ved der er gode, men også gerne en masse nye. Lige nu ser der lidt spartansk ud i drivhuset, men det skal nok komme til at fylde ri-ge-ligt. En chili og en peberplante blev det også til. Der er plads til tre planter mere, hvad det så end bliver. Gerne noget helt nyt.
P1000967

Mads har lavet mit lille gamle Lumix, som var helt kaput. Jeg ved jo han elsker at rode med sådan noget. Han kunne jo ikke skade det, da det var helt dødt. Han skilte det ad, gav det nogle tæv, og f... om ikke linsen igen kan køre ind og alle funktioner atter er blevet tilgængelige. Drivhusbilledet er taget med det gamle kamera.

Jeg fik fjernet ~~lidt~~ enormt meget ukrudt på et lille stykke mellem bærbuskene. Tirsdag var det igen arbejdsdag og om aftenen siger Allan, at han vel ikke behøver at stille vækkeur til næste morgen. Du behøver ikke, siger jeg, men jeg skal da op. Hvorfor? Fordi jeg skal på arbejde. Du har da skrevet i kalenderen at du har ferie de næste 2 dage. Hm… har jeg det. Jeg tjekker mine egne ferienotater. Jeg havde fuldstændig glemt, at jeg havde ferie både onsdag og torsdag. Jeg har en alt for meget gammel ferie på den gamle arbejdsplads, som jeg slet ikke har kunne finde tid til at afholde. Havde Allan ikke gjort mig opmærksom på det, var jeg kørt på arbejde.

Jeg fik lavet en portion ananaschutney og et glas rabarberkompot. Sat kartofler og ryddet op. Især på værkstedet, som igen, igen, var blevet ufremkommelig. Allan fylder ind, og jeg rydder ud. Det blev som sædvanlig til en trailerfuld til genbrugspladsen. Alt i sidste ende godkendt af samleren. Jeg kan nemlig let komme til at smide noget forkert ud.
Fredag var det atter arbejdsdag, og i går lørdag, har den stået på arbejde både ude og hjemme, men under åben himmel i det dejlige vejr. Om aftenen tog vi en meget hurtig beslutning. Vi var lige blevet færdige med at spise, da jeg ringer til mor. Hvad laver du? Jeg spiser. Hvornår er du færdig med det? Om et par minutter eller tre. Godt. Vil du med ud og drikke aftenkaffen et sted i naturen og se en solnedgang. Vi kører herfra om 5-10-15 min. ligesom vi bliver færdige til. Ja, JA, det vil jeg meget gerne.
Vi var først på skovtur, og så slog vi os ned her, som også var målet. Avisudklippet har hængt på opslagstavlen siden sidste år. Desværre snød solen os, men det forhindrede os ikke i at nyde duften og synet mens kaffen og den medbragte kage blev fortæret. Jeg påtænker et indlæg om tulipaner på Lolland på et senere tidspunkt.

I dag er vi inviteret til Marks og svigerindens fødselsdag hele dagen. I morges fik jeg en sms om, at vi skulle klæde os på til at kunne være udendørs. Det havde jeg nu også forventet med det vejr.
I morgen er det atter hverdag. Det vil igen også kunne mærkes på min blogaktivitet.

Siden vi var i Holland sidst, for 26 år siden, er deres vejnet blevet enormt. Her kan vi ikke være med i lille Danmark. Da vi skulle til Zaandam, ville vi ud på landet og se andet end motorveje. Det kom vi også, og vi nød det, vi så, men hvad der kom helt bagpå os var, at vi pludselig skulle køre ombord. Det kommer meget, meget pludseligt, kan jeg hilse og sige og vi kunne ikke se nogen færge, kun et lille færgeleje. Vi oplevede det to gange, hvorefter Allan holdt ind til siden og også fik valgt færgen fra. Det gav os den skønneste oplevelse.

Nogen sejler rundt på kanalerne med deres egen bil. Bemærk længden på det fragtskib, det fylder hele billedlængden.

Hvad bygningen på billedet til venstre er, vides ikke. Vi så blomsterpyntede svaner, som uden tvivl var smukkere, da blomsterne var helt friske.

Vi så husbåde på stribe, så langt øjet rakte. De var vidt forskellige i størrelse og form, og sikkert også i prisklasser. Se lige det store stråtækte.

Der var selvfølgelig også helt almindelige små både, som vist er hver mands eje, for alle der bor ud til kanalen, hvad rigtigt mange hollændere gør.

På turen hjem fra Zaandam, blev vi ledt rundt i storslalom over den ene bro efter den anden. HoldDAOP, der var ligeså mange vandveje som asfalterede. En bom gik ned og vi holdt sammen med en forankørende bil og ventede og ventede. Vi kunne ikke rigtigt se der skete noget. To store skibe skulle åbenbart sluses igennem kanalen, som det sker på Götakanalen. Pludselig tog forreste bil en U-vendig, og vi fulgte efter. Få 100 meter bagude var der en bro mere, som vi ikke blev ledt over. Skibene skulle den anden vej. Alle veje fører jo som bekendt til Rom. Turen over alle de kanaler var en oplevelse i sig selv, selvom det var et ret stort øde område, og der egentligt ikke rigtigt var noget at se, men sikke et arbejde at få etableret alle disse overkørsler.

Næste dags morgen satte vi kursen mod nord. Der var stadig masser af trafik. Der er ikke noget at sige til, at det virkelig går galt, når det går galt. Ikke ret mange holder nok afstand. De kører alt, alt for tæt. Turen hjem gik heldigvis mere gelinde end udturen. Hele 3 timer fik vi forkortet hjemrejsen, selvom vi brugte en time på grænsehandel og ikke havde bestilt færge. Vi kørte faktisk lige ombord. På de par dage fik bilen kørt 1.944 km. Overraskende lidt syntes vi. Selv fik taget 46.442 skridt. Også det overraskede os.

Sidste søndag havde Mark og svigerinden inviteret til fødselsdag. Vi startede med hjemmebagte boller og ditto rugbrød kl. 12 middag. Da vi havde fyldt vommen, var det tid til at få rørt os lidt i leg, så der kunne blive plads til de to store lagkager der var blevet lagt sammen og pyntet med masser af jordbær. Hvor ville det have været både trist og ærgerligt, hvis vi skulle have siddet inde og kukkelure. Vi opholdt os ude lige til vi cyklede hjem ved 19:30 tiden.

I hverdagene tager arbejdet de fleste af døgnets timer, hvis man trækker den tid fra man sover, og den sidste uge har krævet lidt ekstra timer for at komme igennem bunkerne. Selvom jeg for så vidt ikke har langt på arbejde, så ryger der alligevel ca. 2 x ½ time hver dag til transport. Tre gange om ugen er det cyklen der holder for igennem skoven, som jeg aldrig bliver træt af. Hver eneste dag nyder jeg stilheden, rådyrene og hvad jeg ellers møder på min vej, som mest er natur og dyreliv. Jeg cykler hjemmefra i så god tid, at der er plads til at hoppe af og tage billeder eller høste lidt fra naturens hånd. Jeg har nærmest det hele for mig selv, og møder sjældent andre mennesker. De andre 2 dage er det bilen, hvor jeg har udsigt til mange gule marker.

I onsdags blev jeg helt nostalgisk, da jeg cyklede på arbejde. Da jeg nærmede mig arbejdspladsen, så jeg en flok mænd gå med hver en roehakke på et stort areal. 11 mand talte jeg det til. Flere mænd sad på hug, for at studere hver enkelt plante nøje. Forklaringen er at 'vi' har haft en aftale med dem her i mange år.

Når jeg når kontoret er mit skrivebord som blæst. Det sørger jeg altid for at rydde inden jeg holder fyraften. Mit skrivebord og min pc bliver nemlig brugt af mange forskellige mennesker, også børn, når jeg ikke er der. I løbet af et øjeblik har jeg fået rodet det hele til.

Som de fleste af jer ved, tester Allan rigtigt mange høreapparater for GN Resound. Han har lige langtidstestet et par, som han beklagede sig over hylede for et godt ord på højre øre. Han fik at vide at han skulle have støvsuget ørene for voks hos en ørelæge. En skylning var ikke godt nok. Allan har forgæves prøvet at ringe til et par ørelæger i flere uger og var ved at tabe tålmodigheden. En aften spurgte jeg Allan, hvad han egentlig startede støvsugeren for i så kort tid. Svaret var at han da bare skulle se om han selv kunne støvsuge øret. Jeg siger jer, jeg var ved at flække af grin. Da han endelig kom igennem til ørelægen kunne han først få tid om 2-3 måneder. Han blev dog anbefalet at ringe til Vordingborg. Øret blev støvsuget i tirsdags, men det

hjalp ikke på hyleriet. Skidt, pyt, for i onsdags blev det problem overdraget til GN, da Allan skulle ind og hente endnu et par nye testapparater, hvor han i samme ombæring også skal teste en iPhone 5. Altså hvordan den samarbejder med testapparaterne, både som telefon og som fjernbetjening. Jo, jo, vi han er med på det nyeste hele tiden.
Det var også i denne uge jeg blev ringet op af et af de utallige vikarbureauer, hvor jeg har lagt billet ind om et job. Nu havde de muligvis et til mig, men jeg har nok arbejde, så de må finde en anden.

Det er i hvert fald tulipanavlerens egne ord i tv2east for nogle uger siden. Manden dyrker og leverer halvdelen af de tulipanløg der dyrkes i hele Danmark. I år måtte vi altså nå at se det.

Han har dyrket tulipaner i mange år, men ovenpå de dårlige priser i 2012, skar han året efter 7 ha væk ifølge mit avisudklip fra sidste år, hvor der også står, at han forventer at få to millioner tulipanløg ud af sit arbejde i 2013. Tulipanerne er fordelt på 27 sorter i et stort farveorgie for at kunne ramme årets modefarve. Den lilla har været den hotte de senere år, men den orange er på vej op.

Der er trængsel på den lille vej, hvor to biler kun kan passere hinanden, hvis rabatten benyttes. Det er ganske gratis at gå langs marken, eller sætte sig i vejrabatten og nyde dette syn, som trækker mange turister til. Også de lokale kommer forbi flere gange dagligt, for blot at nyde synet. Vi talte lidt med både turisterne og de lokale mennesker, men allerbedst var det da en god ven af gården, kom hen til os og fortalte os en hel masse om produktion, pasning, høst og salg. Vi blev godt informeret. Selv landmandssønnen på traktoren gav sig tid til at sige noget, når han kom i nærheden af alle tilskuerne.

Vi kom lige i sidste øjeblik. De var nemlig startet på at klippe hovederne af tulipanerne, og 'i morgen'den 27. april, ville der ikke være flere blomstrende tulipaner. Inden de når så langt med at klippe hovederne af dem, går de rækkerne igennem og fjerner ‘fejlfarvede’ så det bliver ‘rene’ løg også uden striber, hvis det selvfølgelig ikke ER en stribet sort.

Når hovederne er fjernet, skal løgene stå og samle kraft og styrke, hvorefter de tages op. Vi fik vist og fortalt, at løgene er plantet i et langt net, for at lette optagningen. Nettet ses på billedet her til venstre. Når løgene er taget op skal de sorteres inden de sendes til gartneriet. Optagning af løg sker ca. den 20. juni. I august og september sælges der løg, måske fra den tulipanbod der var opstillet. Alle blomster var selvfølgelig udsolgt.
Se og hør hele historien om tulipanerne her. Ret interessant, synes jeg.

Da jeg stillede de nyindkøbte æg, fra de fritgående høns i køleskabet, bemærkede jeg at et af æggene var meget, meget tynd i skallen, men alligevel tæt og stærkt nok til at jeg kunne trykke på det uden det knustes. Efter et par dage, stak ægget mig lige i øjnene, da jeg åbnede køleskabet. Skallen var nu bristet og krøllet helt sammen. Efter et par dage skulle jeg lave en portion melboller. Da jeg slog det ene æg ud, indeholdt det slet ingen blomme.

Jeg har brugt en del tid i haven, for at få den til at se ud som jeg allerhelst vil have det. Desværre er det kun en stakket frist, men nu er den finkæmmet. Da bladene fra påskeliljerne altid irriterer mig, og lukker af for de andre blomster bagved, så fandt jeg på at flette alle bladene langs hele indkørslen. Måske en skør ide, men det pyntede.

Jeg elsker mit drivhus, som jeg besøger flere gange dagligt. Selv når vejret ikke er allerbedst, så er der dejligt tørt og varmt og så kan man også lege lidt med kameraet. Her er det purløgene der blomstrer og årets første peberfrugter har været på vej et stykke tid.

Da jeg skulle vande mine blomsterkrukker, fik jeg pludselig øje på denne mikroskopiske edderkoppefamilie. De var bare bitte, bitte små gule prikker i blomsten. Jeg tror ikke de kan lide brusebad, for de fik godt nok travlt med at krybe sammen. Sikke en aktivitet der blev. Jeg måtte ind og hente kameraet.

Selvom døre og cykler i Holland har fyldt en del, havde jeg nærmest besluttet mig for ikke at skrive mere om vores oplevelser fra Holland, men Jørgens kommentar til dette indlæg var med til at ændre min beslutning.

Disse døre er så smalle at brevsprækken må sidde på højkant.

Over rigtigt mange døre var der en eller anden form for udsmykning. Jeg kunne have fyldt kameraet med disse små kunstværker.

Vi har dog før set disse udsmygninger på vores ferier i Europa, men vi fascineres altid af håndværk, især når det samtidig er anderledes end det meste, og det var der rigtigt meget af i Holland. Det må være en drøm for enhver håndværker at arbejde dernede, hvis man ser bort fra lønningerne og vel at mærke kan lide de udfordringer det byder på, når arkitekterne har gjort deres arbejde, og det hele ‘bare’ skal realiseres.
Der er også andre steder hvor der kæmpes om pladserne. Der er rigtigt, rigtigt mange cyklister i Holland, faktisk er der 18 mill. Der er cykelstier ~~næsten~~ overalt. Billederne her fortæller vist tydeligt, at der virkelig bliver gjort noget for cyklisterne. Disse billeder er far Haarlems centrum, hvor der kører masser af biler hele tiden. De to brede røde cykelstier, i hver side af vejen, er hver især ligeså brede som den bane, der er afsat til til bilisterne midt på vejen. Der hvor der ingen cykelsti er, tror cyklisterne tydeligvis også de ejer det hele. Alligevel var der aldrig en eneste bil der dyttede.

Set med mine øjne lever cyklisterne et farligt liv midt i bytrafikken. De hverken viser af, eller ser sig tilbage, men drejer blot over de trafikerede veje i et rimeligt højt tempo. Bemærk barnet der cykler yderst. Det er faktisk en ret trafikeret vej, midt i Haarlems centrum med 150.000 indbyggere. Vi så ofte to på en cykel. Ingen kører med hjelm, heller ikke når de kører på knallert. Efter vi er kommet hjem, har jeg fundet ud af, at der er helt specielle cykelregler i Holland, men også at de hollandske cyklister mildt sagt eraggressive og berygtede for at ignorere ethvert trafiksignal. Læs selv her. Nu hvor vi ved at bilen altid har ansvaret, så forstår vi bedre. Alligevel synes jeg at cyklisterne spiller hasard med livet.

Min egen cykel er en af de robuste, som skal kunne klare de daglige skovveje året rundt i al slags vejr, men cyklerne i Holland kan jeg alligevel ikke hamle op med. Alle har store robuste bagabebærere for og bag med plads til masser af oppakning.

Der er cykler med flere sadler og barnestole, hvor børnene er beskyttet af et stort visir. Det er svært at se på billedet.

Der er meget lange cykler med bløde sæder eller spinkle cykelstole og små sadler.

Der er cykler med ekstra kraftige dæk. Jeg har ikke tal på alle de modeller vi så. Aldrig før har jeg set så mange forskellige cykelkonstellationer. Ingen tvivl om at Holland er et stort cykelland.

Sidste fredag kl. to om natten stod vi op og kørte til lufthavnen i p.., sjask, øsende regnvejr. Hold da magle hvor det væltede ned. Vi kunne sejle på motorvejen på udsatte steder. Jeg havde googlet vejrudsigten hjemmefra, så vi var forberedt på at vejret ville være gråt og køligt på Kos, hvor Allan havde bestilt ferieophold til os.

Jeg havde googlet vejret, så vi var forberedt på at det ville være skyet og ret køligt og måske lidt regn, men under 1 mm, og de par stænk opdager man jo næppe. Vi ankom til Kos ved middagstid. Her er chaufførerne kravlet i kuffertrummet, hvor de tager sig en pause, inden vi bliver fragtet til Peridis. Det lykkedes for solen at bryde igennem i korte øjeblikke den første dag, men det var faktisk så blæsende og koldt, at vi måtte holde de lange bukser, bluser og jakker på. De truende tunge skyer hang over horisonten på vores aftentur, men det holdt tørvejr.
P1010125

Efter to grå dage skal jeg love for sommeren kom til Kos, nøjagtig som vejrudsigten havde sagt hjemmefra, så resten af dagene nød vi vores morgenmad på terrassen i shorts og bare arme. Fra den enormt store lejlighed havde vi udsyn til citrontræerne.

Aftensmaden spiste vi hele ugen her på en lille familierestaurant, hvor de ikke står og råber efter en eller plaprer løs. Heller ikke selvom man stopper op, og det kan vi godt lide. Vi har forsøgt at nå igennem alle de græske retter på menukortet og fået hjælp til at vælge husets bedste græske mad, når vi bad om det. P1010535

Alle lamperne er ‘pyntet’ op med forskellige flasker, lige fra grønne ølflasker til blå vandflasker, samt klare og mørke små buttede rød- og hvidvinsflasker. Lamperne på stengærdet er kæmpe store muslingeskaller. Den gule ‘frugt’ er remuladebøtter, tror vi.

Hvis der er adgang til hotellets tag, så plejer vi at finde vej derop, det gjorde vi også her, hvor man kan skue ud over et stort område. Hotellet er grønt og miljøvenligt, og det sås og mærkedes tydeligt på håndklæder og sengetøj. Hver eneste dag var taget fyldt med vasketøj. Der var solceller og varmepumper i massevis og selvfølgelig vandbeholdere, men der var også en stabel drømmesenge, så man kunne finde sig en fredelig plet deroppe. Det nåede vi dog ikke, for som sædvanlig var vi stort set ikke på hotellet.

Vi har gået og gået, kørt bil, sejlet, cyklet og gået endnu mere. Hvad vi har oplevet vil dukke op lidt efter lidt. Her er et par billeder af nogle af de smukke og anderledes blomster, man finder dernede. Hvad det er for nogen, har jeg absolut ingen ide om.

Vi har været hjemme et par timer nu, og det første jeg gjorde var at smutte i drivhuset og nippe tomater. Jeg har været en tur rundt i haven for at se hvordan det så ud inden jeg trådte ind i huset. Det hele er groet i vejret. På hjemturen nød vi solen og alle de duftende gule rapsmarker og alt det grønne, for selvom de siger der er grønt på Kos lige nu, så kan det slet, slet ikke slå vores lille land. Det var næsten synd at rejse væk nu, hvor her er allersmukkest, så de næste par solskinsdage, vil jeg nyde ude i haven inden arbejdet igen kalder på mandag.

Fredag den 9. og lørdag den 10. maj 2014
Det er kun lige middag da vi får anvist vores værelse på hotellet. Vi parkerer kufferter og begiver os straks ud for at se lidt på området. Det er så koldt, at vi beholder rejsetøjet på. Den høje hvide bygning her er politistationen efterfulgt af Johanniterborgen, som er enorm stor. Panoramabilledet her er først taget nogle dage senere, da jeg rent tilfældigt opdagede, hvordan man tager sådan et billede. Vi gik helt ud til havnen.

Der var ankommet en færge, og set med vores øjne så det noget forvirrende ud. Der blev kørt både ud og ind og på kryds tværs. Lastbilerne bakkede ind med store hængere, mens andre kørte ud. Der var både mennesker og personbiler i et stort virvar. Det så noget kaotisk ud, og vi tænkte det måtte da ende galt før eller siden. Vi undrede os og forstod ikke en dyt, så vi hen og spørge en sikkerhedsmedarbejder, hvad det var der foregik. Lastbilerne bakkede ind og satte deres sættevogne af, fordi det var lettere og hurtigere for truckene at tømme skibet, når det lagde til kaj i Piræus.

Ved kirken havde en stribe biler parkeret hvor det var forbudt, så der var gang i uddelingen af bøder. Vi så utrolige mange ulovlige parkeringer overalt på Kos. Hver eneste dag var denne gade fyldt med parkerede biler. Bemærk lige bilerne nærmest gnubber sig op ad afmærkningspælene. Jeg må fortælle mere om parkering på et senere tidspunkt. Kun den ene gang har vi set en betjent. Det kunne give rigtigt mange penge til den slunkne statskasse, hvis det gjorde lidt ved det.
Vi var TRÆTTE da det kun var blevet til knap 4 timers nattesøvn for at nå flyet, og ingen af os fik blundet under flyveturen, så vi gik tilbage mod hotellet, købte lidt vand med på vejen. Vi drak en tår eftermiddagskaffe inde, da det var for koldt på altanen, selv med frakke på. Ud og spise tidlig aftensmad, og så ellers på hovedet i seng allerede kl. 21.

Efter næsten 10 timers god nattesøvn, morgenkaffe og en ostebolle, som vi igen måtte indtages indendørs, da det kun er 15° og blæsende koldt. Vi tog til informationsmødet, selvom der ikke plejer at komme nogen større overraskelser. Denne gang var det da helt spild af tid. De havde kun deres egne ture at byde på.

Vi tog igen på vandring rundt i byen, for at se om vi kunne finde noget spændende. Vi bestilte bil og båd til de næste par dage. Vi besøgte kirken, hvor jeg snuppede et billede gennem den åbne dør og ind i våbenhuset, vil jeg kalde det. Inde i kirken måtte man ikke fotografere, så desværre kan jeg ikke vise noget derfra, men smuk var den.

I et hjørne af en afsides bygning stod en dør åben. Jeg stak hovedet ind i et mørkt og koldt rum, som lugtede fugtigt og jordslået. Jeg spurgte damen som sad lige indenfor, hvad det var. Ulempen på Kos er nemlig, hvis der overhovedet er nogen skiltning eller information, står det skrevet med græske bogstaver. Kun yderst sjældent finder man lidt information på engelsk. Damen svarede venligt, du kan se og du vil vide. Det var alt den information vi fik. Det må simpelthen være et museum for en badeanstalt.

Til venstre er det broen til slottet og til venstre platantræet hvor Hippokrates skulle have undervist sine elever. Begge dele er grækerne meget stolte af og fremhæver det som store turistattraktioner. Træet er understøttet af et kæmpe stativ, fordi grenene er ved at knække. Der er altså mere stativ at se end træ. Arkæologiske værdier betyder meget for grækerne. Disse ruiner findes overalt, og ser i vores øjne ikke særligt tiltalende ud. Slet ikke når man ikke aner hvad man ser, mens man må rende rundt i højt ukrudt og kigge på gamle murbrokker, der alle ligner hinanden.

Vi vil hellere gå på opdagelse ude i de små gader og studere hverdagslivet, som det ser ud for dem der bor der. Til venstre er det en restaurant og til højre en ganske almindelig beboelse. Oliventønder bliver brugt flittigt som plantekrukker.

En mand var ved at forslæbe sig, da han kommer bærende med en møgbeskidt ventilator eller køleaggregat som han løfter ind på bagsædet af sin fine bil. Andre sørger godt for nogle af de mange katte, der findes på øen. Ved denne dør talte vi 11 katte. Dagen blev fyldt med en masse indtryk af alt og ingenting. De lovede bedre vejr med masser af sol næste dag, så vi kunne komme i sommertøjet.

Livet leves mens det farer forbi

Holtug Kridtbrud og Stevns Klint

Weekendens palet

Mine ringe fortæller historier

Mikadospillet

Sådan begyndte mit arbejdsliv

Forkælelse, 7 rejser og meget mere på en weekend

Gækkebreve og påskeæg

12 timer på motorvejen

En tur til Keukenhof

På udflugt i Haarlem og omegn

Turen til Zaandam tog kegler

Jeg ville så meget, men nåede…

Vi slog motorvej fra på vor GPS og fik overraskelser

Små lysglimt fra en almindelig hversdagsuge

Lolland kan slå Holland

Vanskabte høns eller æg? - og legehjørnet

Kampen om at få plads

I går pakkede vi kufferten med godt vejr og rejste hjem i dag

Kos til fods