Pigen fra landet

Det er mors dag, søndag den 11. maj 2014, men det er ikke en dag, man ser eller mærker noget til på Kos.

Med denne oplevelse in mente, gik vi, som vi har gjort før, direkte til en lokal biludlejer. Vi fik en helt ny bil at køre i, til billigere penge end gennem et dansk udlejningsbureau. Vi tog den direkte vej mod Kefalos, for at tage oplevelserne fra sydvest til nordøst i bagvendt rækkefølge, så at sige. Så hvis der var noget, vi ikke nåede, fordi vi ville bruge tid til fordybelse, var det ikke længere væk, end vi kunne cykle.

Vi fik dog hurtigt kørt på de veje der fandtes, og set det man bør se og lidt til uden at falde ned af benovelse.

Herunder er det Paradise Beach som er så anderledes en strand end alle de andre fordi der er sand, og turisterne elsker det. De eneste turister der var, var os. Sikkert fordi vi er her i den allerførste uge der flyves til Kos og sæsonen først starter næste uge.

Ikke langt derfra opdagede jeg en lille fjerkræsfarm med høns og kalkuner. Vi nåede til Antimahia hvor der var traditionelle huse og møller.

De er der, men der er ikke mange af dem. Faktisk burde det ikke stå i flertal. Vi så i hvert fald kun en mølle og et hus. Til gengæld er det hele velholdt. Det synes jeg ikke man kan sige om ret meget på Kos i øjeblikket, men der arbejdes på det, har jeg læst. Vi så det dog også, men det tager la-ang tid og når man som os ikke har set hvordan det har set ud, er det svært at få øje på.

Det er det samme hus der er fotograferet fra alle vinkler.

I Mastihari hænger blæksprutterne til tørre.

Skiltning er der ikke meget af. Vi kørte længe på en grus og stenvej, og pludselig dukker er noget op, uden nogen form for oplysninger. Heller ikke på græsk. Jeg forhører mig i salgslugen og får at vide det er Hippokrates have. Det gider vi ikke, så vi fortsætter og møder en meget, meget smuk pyntet lille kirkegård.

Senere møder vi en lille flok mennesker, mest små børn, som rækker hånden ind gennem bilruden og tigger om penge. De får dog ingen og inden længe kører vi forbi en stor zigøjnerlejr. Jeg beder Allan stoppe, men ikke om han vil. Først da vi kommer et pænt stykke væk, indvilliger han. Jeg løber lidt tilbage for at få et par billeder.

Der skulle være en attraktiv sø ved Tagaki, men den så nu lidt kedelig og grumset ud, men Allan fik øje på nogle ‘sjove’ fugle over på den anden side, hvortil man ikke kunne komme i bil. Den store linse blev sat på, og hjem og zoome ind, men det var ikke helt nok til at identificere, udover at det vist var nogle langbenede nogle.

Vi var i Zia, en lille bjerglandsby, som skulle være så utrolig smuk, det var den såmænd også, men der var ikke til at være for turister og suveniers. Mens Allan kørte rundt og rundt for at finde et sted at parkere, rendte jeg gaden op og ned for at finde en sted vi kunne parkere, for at gå os en tur. Det viste sig at være en umulighed, så vi forsvandt igen. Vi var også en tur i den lille by Pili. Faktisk er der ikke det sted vi ikke har været. Vi har taget mange veje, for blot at konstatere at de ender blindt, når vi har bevæget os væk fra landevejene.

Nu manglede vi kun Therma, de varme kilder. Der var meget langt ned, så vi startede nedturen med en is. Kunne man ikke gå, kunne man købe sig til en æseltransport. Da jeg spurgte efter et toilet, fik jeg at vide, at jeg kunne gå 10 meter op ad bjerget og vælge hvilken som helst busk jeg måtte ønske.

Selvom det var sidst på dagen, og mange mennesker var ved at bryde op, var der stadig godt fyldt op. Jeg var bare ude at soppe, for at mærke hvor varmt vandet var, og det var rigtigt dejligt varmt. Man ville dog ikke tabe vejret ved at bade der.

Hvis man syntes der var langt ned, så var det intet at regne mod opturen i den varme. Da vi nåede op, så jeg ingen anden udvej end at udvælge mig en busk. Da jeg gik op ad bjergets asfalterede vej, hvor der var bomme for og ikke kunne komme biler ind, tænkte jeg, at jeg ikke var nogen bjergged. Hvordan pokker ville hun have, jeg skulle forrette min nødtørft der, lige lukt ned hvor vi lige havde gået. Den anden side så ikke meget bedre ud, men det var dog opad. I øvrigt var buskene så små, at man ikke kunne gemme sig der, men jeg var alene deroppe, og så ingen anden udvej, end at sætte mig.

Vi havde alt, alt for meget brændstof på bilen. Det kunne vi ligeså godt se om vi kunne brænde lidt af, da det ellers bare var det rene tilsætning, så vi kørte tilbage og op i bjerget igen. Det hændte vi mødte noget skiltning, men det blev vi ikke klogere af. Til sidst mente vi ikke vi kunne finde mere at køre efter, så vi afleverede bilen med alt for meget brændstof på. Vi kan bedst lide, når vi skal aflevere bilen med en fyldt tank, og ikke som når man skal prøve at ramme den tomme eller halvtomme tank, vi kørte afsted med.

Mon ikke alle kender til ekstra store arbejdsbyrder efter endt ferie! Sådan er det i hvert fald for mig.

Somme tider skal puslespillet lægges lidt anderledes, når 3 arbejdspladser skal passes. Det betød ekstra lang arbejdsdag mandag. Tirsdag som jeg plejer, men da jeg skulle bede om fri til at passe mit 3. job i dag fredag, måtte jeg sende en sms til chefen på landet tirsdag aften, om at jeg ikke kom før torsdag, fordi jeg havde fået en ny stor opgave, der ikke kunne vente til i næste uge.
I dag skulle jeg møde i Sønderjylland til sen morgenkaffe. Det betød op kl. 5. Turen og vejret blev nærmest en gentagelse af sidste år. Det var varmt og solrigt da vi forlod Lolland. Da vi nærmede os Fyn, blev det mere og mere tåget og mørkt, og pludselig åbnede himlens sluser sig. Vi kørte ind i et skybrud og kunne absolut intet se. Hastigheden måtte nedsættes til 50 km i timen på motorvejen omkring Odense. Da vi nåede Jylland var det klaret pænt op igen.

Da mit møde var overstået, gik vi en tur rundt på slottets område, for at se hvad der var sket siden sidst. Den Holstenske lade er genopbygget og i brug. Der skal være stor havemesse i weekenden, så der er en gevaldig aktivitet overalt. Alle udstillere er ved at gøre klar til det helt store rykind. Sikke et arbejde at etablere alle disse små anlagte haver overalt i parken, nogle med fliser og springvand. Der er noget for enhver smag og haveelsker. Tænk jer, om to dage skal de fjerne det hele igen, og nogle skal et nyt sted hen.

Der er gedigne havemøbler, klatrestativer, legehuse, kæmpe træsvampe, grillhytte og sauna. Det er kun din egen fantasi der sætter en stopper for dine ønsker.

I Gram har de længe talt om at åen skulle genoprettes. Det er de i færd med. Desværre bliver den ikke færdig til weekenden. Den vil først blive åbnet den 28. Der sker altid noget i Gram, hvor det altid summer af livlig aktivitet omkring slottet.

Det blev tid at vende næsen mod øst igen. Jeg synes ofte jeg har hørt, at de ikke har brug for motorveje i Jylland, men der var i hvert fald fyldt godt op i begge retninger, og jeg ved at de er rigtig glade for den nye sønderjyske motorvej, som både holdt prisen og blev færdig før tid.

Vi havnede i en lang kø. Da vi nåede midt på Fyn, faktisk nøjagtigt samme sted som på udturen i morges åbnede himlens sluser sig atter, og det styrtede ned, dog ikke skybrud som tidligere. På Sjælland var det fint og her på matriklen… Tja.. der har vi i skrivende stund endnu ikke fået en eneste dråbe og vinduerne står stadig åbne for at prøve at få lidt luft ind. Jeg ved dog fra Mads, at det både har tordnet og styrtregnet i Maribo.

Det er måske ikke det første indtryk man får, når man læser dette indlæg, men når man ved hvad der gemmer sig mellem alle linierne, er det ikke desto mindre sådan jeg har det. Den hvidrumpede mødte jeg på vej til arbejde på cyklen.

Da vi kom hjem fra ferie, så matriklen nærmest ubeboet ud. Græsset var højt og hækken langhåret.

Vejret havde ikke givet Mads en chance for at slå græsset, når han havde fri. Havetraktoren afventede de bestilte reservedele. Den bærbare pc valgte den sidste aften på Kos, kun at vise blå skærm. Allans pc herhjemme viste kun sort skærm. Vor GPS var frosset fast, da vi skulle bruge den på vej til lufthavnen og ligeledes på hjemturen. Den almindelige plæneklipper viste sig at være i stykker, da Allan ville starte den. Da han kørte afsted for at skaffe nogle reservedele startede jeg hækkeklipperen. Endelig noget der virkede. Det lykkedes os at få grunden til at se beboelig ud. Vor trailer blev fyldt til bristepunktet med græs- og hækafklip, som blev kørt på lossepladsen.
Den 7. maj blev jeg oldemor til 10 små levende væsener. Både farmor og mormor er meget stolte og glade og vil gerne beholde dem alle. Alligevel er nogle af ungerne til salg. Far og mor har ikke selv meget at skulle have sagt i den forbindelse. Du kan se mere her og her.
For os personligt har det været en uge med en meget kedelig information, efterfulgt af en endnu mere trist oplysning, som fylder ret meget. Jeg har haft nogle travle arbejdsdage, det har Allan faktisk også, da vi begge har haft mere at se til på hjemmefronten end der skrives om i dette indlæg, samtidig med at Allan sidste mandag fik reddet sig en gevaldig sommerforkølelse. Han har snøftet, hostet og snottet, samt fyldt sig med stærke bolsjer og ‘hostesaft’ hele ugen, og sådan er det stadig, men en aftale er en aftale. Han havde en tid på autoværkstedet, da vi skulle have nyt sæde til bilen, fordi en plade i ryggen har været løs længe. Sådan et sæde koster over 11.000,- kr. så selvom det er indenfor garantien, så er det ikke noget det lokale værksted selv kan afgøre. Det skal sendes op på højere plan for godendelse. Afgørelsen blev, at vi fik bevilliget et nyt på garantien. Gram Slotspark

Tirsdag spurgte min nye arbejdsgiver, om jeg kunne lægge flere arbejdstimer/dage i hendes firma, gerne på fuld tid, hvortil jeg svarede, at det ville jeg have svært ved, men at jeg måske lige skulle forhøre mig, på min anden arbejdsplads, om chefen havde planer om at vippe mig ud i nær fremtid. Da jeg i torsdag fortalte chefen at jeg var blevet tilbudt et fuldtidsjob, så jeg et udtryk i hans ansigt, jeg ikke har set før. Han sagde at han ingen planer havde om at ændre på noget, der indebar min afskedigelse, så jeg har lovet at blive. Selvfølgelig også fordi jeg kan lide at være der, men det kan jeg også det nye sted.

Det er et mirakel, at mor er iblandt os, og i dag kan fejre sine 77 år. Hun samler familien en anden dag, hvor Allan og jeg ikke kan komme. Da vi ved hun bestemt ikke bryder sig om at sidde alene på sin egen fødselsdag, har vi valgt at køre på en lille udflugt med hende og invitere hende ud at spise. Hun ønsker sig jo alligevel altid ‘kun’ oplevelser og praktisk hjælp til større opgaver. Hun havde fået oplyst afhentningstidspunktet, samt et lille skriv i en lukket kuvert, som hun først måtte åbne i dag, når hun slog øjnene op. Med os, ved man aldrig hvad man skal udsættes for eller klædes på til. Udover det stod der intet om hvad dagen ville bringe. Vi andre ved det næppe heller i skrivende stund, men vi har bestil bord til frokost i Stalden. Vi skulle lige nå at stemme inden vi kunne hente mor. Da vi ankom, sagde hun smilende, at hun altså havde åbnet kuverten allerede i aftes, selvom jeg både havde sagt det til hende, og skrevet uden på kuverten, at den først måtte åbnes, når hun slog øjnene op den 25. Du er som et barn, der har fået en julekalender, men som ikke kan vente med at kigge bag lågen, sagde jeg til hende, og så grinede vi alle tre.

Vi fik genset Bogø, da vi ankom så tidligt at der var tid til at køre lidt rundt inden vi skulle spise. Da vi havde spist frokosten, kørte vi til Stege, hvor vi vandrede rundt i byen, og slog os ned i et skyggefuldt hjørne i Luffes Gård, hvor vi fik os en tår kaffe og en belgisk vaffel med softice inden turen fortsatte til Præstø, hvor vi igen gik os en tur ved havnen og rundt i byen. Vi ved man spiser godt på restaurant Kaktus, så vi slog os ned i den hyggelige gård og indtog aftensmaden i det herligste sommervejr. Mor blev kørt hjem, og takkede for en rigtig, rigtig dejlig dag.

Mandag den 12. maj 2014
Det var helt bevidst, vi valgte at tage til Bodrum en ‘kedelig’ og stille dag. Rejseselskabet tog derover i går, og i morgen ville der være det store ugentlige marked. Det ville uden tvivl betyde at der ville være sort af mennesker. Igen valgte vi at bruge de lokale arrangører, og få det til halv pris i forhold til rejseselskabets. Vejret var helt fantastisk.

Vi har været i Tyrkiet før, men ikke fra søsiden. Vi opdagede nu at sikkerheden der, er lige så høj som i lufthavnen. Det var noget af en kystvagt, der hele tiden inspicerede området. Dette er endda kun den lille båd. Den store var alt for tæt på, og fotografering af militær er aldrig anbefalelsesværdigt.

Da vi kom i land, så vi straks at der alligevel var masser af boder, som vi nærmest bare ‘løb’ forbi, indtil vi nåede et lille torv, hvor der stod en masse mennesker. Jeg havde undervejs nået at tænke, at det dog var utroligt mange handicappede der var i byen, mange i kørestole. Det viste sig at det var handicapdag, med forskellig optræden, som skulle til at begynde, da vi nåede frem. Her er udøverne til venstre i billedet og dommerne med masser af medaljer på den anden side.

Der var dans og musik, selvfølgelig med et handicaporkester. Alle boderne var alene til støtte for de handicappede. Da vi senere skulle have lidt at spise, vendte vi tilbage til denne plads for at købe vores mad. Jeg bad dem om at blande en portion tyrkiske specialiteter til mig. Jeg spurgte om jeg måtte tage et billede, og de stillede villigt op. Allan valgte den mere sikre menu, som han troede var kage. Det viste sig det indeholdt kød, men det gled dog fint ned.

Allerede i går havde Allan klaget lidt over ondt i skulderen. Jeg mente det var musklerne, fordi han rendte og slæbte på den store rygsæk, med tungt kamera og meget andet unødvendigt, men det blev værre og værre.

Allan orkede ikke at gå ret meget, så han satte sig på en bænk, mens jeg rendte op og ned ad forskellige gader og sugede nye indtryk til mig. I en hel gade var hvert eneste træ omringet af mosaikkunstværker.

Jeg kom forbi en skole, eller flere, altid med en uniformeret sikkerhedsvagt og en anden for kontrol af personer der gik ud og ind. Her tænkte jeg at jeg kunne snige mig til at tage et billede. Da en mandsperson skulle derind, sagde han at det var en skole. Ja, det kan jeg se svarede jeg. Må man fotografere, spørger jeg. Han spurgte sikkerhedsvagten, og lågen blev åbnet. Jeg blev vist et par meter indenfor, og herfra måtte jeg gerne fotografere, men ikke nærmere. ~~Gad vide om han vidste hvor tæt jeg kunne zoome~~.

Må jeg også tage et billede af Security, spurgte jeg og pegede på bygningen. JEG er security, sagde han, mens han pegede på sine mærker og fine stropper. Det kan jeg se, sagde jeg med et smil. Jeg turde ikke spørge, om jeg måtte tage et billede af ham også. Det gjorde jeg til gengæld, da jeg var kommet langt væk og var på vej tilbage til Allan, da vagten stod udenfor lågen og kiggede den anden vej.

Da jeg nåede tilbage til Allan, der stadig sad på bænken i skyggen og ventede, men ikke engang orkede at tage kameraet op for at tage billeder, spurgte jeg ham hvornår han sidst havde taget noget smertestillende. I aftes da jeg gik i seng. Altså…du har dem vel med? Ja, men de ligger i rygsækken. Han fik en pille, og vi gik lidt videre, til vi fandt et nyt sted han kunne sidde lidt i skyggen.

Efterhånden var det tid at vende tilbage til båden. Der er friske fisk ved mange restauranter, men også ved havnen sælges der frisk fisk i en lang stribe direkte fra fiskekutterne, med kattene siddende pænt ved siden af. De får sikkert alt hvad de kan spise, så de ikke løber med noget de ikke må.

Nogle tjener en skilling ved at gå rundt og slibe knive, mens andre tager sig en lille lur.

Da vi tog fra Tyrkiet skulle alt håndbagage gennemlyses. Der var nøjagtig den samme skrappe kontrol, som der er i alle lufthavne. Ingen alarmer bippede, da vi gik igennem, så vi fik lov at gå ombord. Da vi nåede Kos var der mange der skulle tjekkes for ikke lovligt indførte varer. Vi havde spist og drukket det vi havde købt, så vi smuttede hurtigt igennem og gik hjem til hotellet, hvor jeg ville prøve at give Allan lidt massage på skulderen. Da havde han nær havnet oppe under loftet. Jeg var ~~stadig~~ endnu mere sikker på det ‘bare’ var musklerne, selvom det også gjorde ondt, når han trak vejret godt igennem. Vi var ikke helt enige, så hvis ikke det blev bedre efter en nattesøvn, ville han have en læge til at tjekke ham.

Kos tirsdag den 13. maj 2014
Vores plan var at sejle til Kalymnos i dag, men det blev droppet, da Allan ikke helt kunne finde ud af om pillerne havde hjulpet ham. Han ville bare ud og gå i området, så han kunne finde ud af, hvordan han havde det.

Jeg forbød ham at tage den tunge rygsæk på. Meget modstræbende indvilligede han til sidst og nøjedes med at tage det lille lommekamera med. Vi gik hele formiddagen og så på det helt almindelige hverdagsliv. Alskens biler kører rundt og sælger alt muligt fra tøj, til vaskemaskiner, haveplanter, frugt, havemøbler osv. Bilerne kører rundt med åbne døre og bagsmække mens der ‘råbes’ i højtaleren, så alle er klar over, at der kan handles.

Her er endnu en parkering, hvor bilen er kørt helt ind i træet. Han kommer aldrig derfra igen, siger Allan, men et øjeblik efter kørte ejeren, hvis arm man kan se på billedet, derfra. Vi kom også forbi hospitalet.

Lige overfor dette var en mand i gang med at male. Der findes vist heller ikke noget arbejdstilsyn på Kos. Bemærk den lille sæk der er stillet som eneste sikkerhed for at letmetalstigen ikke skrider med mand og maling. Sådanne eksempler så vi mange af. Vi gik hjem til hotellet og spiste lidt frokost. Derefter ville Allan gerne have et lægetjek. Lægen trådte helt tilfældigt ind ad døren på hotellet, da vi henvendte os i receptionen. Allan blev lyttet på, trykket på, og var lige ved at ryge gennem loftet. Lægen hentede nogle piller, som ville få musklerne til at slappe af.

Hvis de mod forventning ikke begyndte at virke indenfor en time, skulle vi blot kontakte lægen igen om aftenen, så havde han nogen der var stærkere. Allan lagde sig en time og slappede af, mens jeg fandt en plet i solen og læste i en bog. Efter det lille hvil, var vi på benene igen i en ny retning.

Vi så på frodige haver med appelsiner, oliven, citroner, abrikoser, kumquats og figner. Vi så urtehaver med artiskokker, kartofler, jordbær, tomater og alt det vi andre kan dyrke herhjemme på friland eller i drivhus. Vi så på naturen, huse, træer og blomster. Jeg kunne vise en masse billeder, men bliver nød til at begrænse mig.

Hver eneste dag, også den dag vi lejede bil, gik vi mange tusinde skridt. På hele turen blev det til 112.251 af slagsen. I gennemsnit 16.036 pr. dag og det helt uden problemer for manden med de dårlige knæ. Det hjælper jo også at terrænnet ikke er så kuperet.

Pillerne hjalp, ~~dog ikke så meget som lægen havde lovet~~, men det gik i den rigtige retning, og da lægen havde sagt det samme som jeg, lod Allan rygsækken blive hjemme på resten af vores spadsereture. Selvom årsagen nok skal findes et andet sted, var det ingen god ide at bære på den. Jeg fik allernådigst lov til at bære vores vanddunke i min lille rygsæk, som oftest er rigelig stor til min pung og vanddunk og måske en lille madpakke til os begge. Kameraet har jeg som regel i hånden.

I denne tid fylder vores ferie en del på bloggen, og jeg er slet ikke færdig med at berette.

Det er allerede 3 uger siden at hverdagen flyttede ind her igen. Den hverdag som I vil kunne finde det ene blogindlæg efter det andet om, hvis I går tilbage og læser de foregående år. Til jer der har været med hele tiden, kan jeg fortælle, at intet har forandret sig i den retning, selvom jeg ikke skriver om det. Der er stadig gang i nørklerier, hus, have, drivhus, bagning, hjælpetjenester og alle mulige andre gøremål.

Kartofler, rødbeder og løg er kommet op. De første jordbær er høstet, og hver dag er der en lille smagsprøve til mig. Planterne i drivhuset vokser. Noget mere end andet. Desværre er mine hokkaido gået ud, fordi jeg har glemt at vande dem, efter de blev plantet ud i haven. Der er indkøbt et par nye krydderurter og noget persillerod som noget helt nyt. Hyldeblomsterne skal jeg snart have høstet. Ribsene er ved at modnes, og sådan sker der så meget lige nu og de næste mange måneder.

Vi har investeret i en markise, som Allan har sat op, med en smule hjælp fra Mads. Der var brug for to stærke mænd, til at løfte i hver sin ende, mens der samtidig skulle skrues. Jeg mente ikke jeg var helt stærk nok. Den vejede et halvt ton, eller sådan ca. Nå… måske en kende overdrevet, men en ting var at jeg godt kunne løfte den, men holde den oppe i stiv arm, til den var blevet fastmonteret, var jeg ikke sikker på jeg kunne.
I torsdags, hvor det var helligdag, havde Allan dagen i forvejen læsset bil og trailer, og vi dampede til staden, for at give Camilla en hjælpende hånd. Det kunne have være rart med en fridag dagen efter, men vi har drøn hamrende travlt, så det var ikke muligt. Der kom der noget i vejen på privatfronten, så jeg måtte bede om at gå et par timer tidligere, hvor jeg ellers havde sagt til Allan at han måtte spise selv, fordi jeg ikke kom hjem. Jeg har lovet at tage de ekstra timer på tirsdag.

I går, lørdag, ringede mor. Har du meget travlt, spørger hun. Næhh, det har jeg ikke. Kan og vil du hjælpe mig med en opgave, jeg har lovet at klare for Mark, men som jeg alligevel ikke kan udføre tilfredsstillende nok til mig selv. Hun fortalte hvad det var, og ville komme med det samme. Det blev klaret, og hun kørte hjem, så Mark kunne afhente det som aftalt. Jeg smuttede i haven, og Allan fik vasket campingvognen udvendigt og gjort den klart til afgang, mens jeg tog afvaskningen indvendigt.

I dag er så dagen, hvor det er 25 år siden, jeg startede nyt arbejde, samtidig med jeg passede mit job i det firma, hvor jeg selv havde valgt at opsige min stilling. Da jeg var et ret vigtigt led i firmaet, fordi ingen andre, de 14 år jeg havde været ansat, vidste hvad der skulle laves, og hvordan, til den store kommende termin den 11. juni og 11. december, ville jeg ikke lade dem sidde med håret i postkassen. Jeg førte mit arbejde til dørs de næste 14 dage. De to gange om året, var der altid fast overarbejde, fordi et par tusinde afregninger skulle laves, bogføres, pakkes, alt sammen på ganske få dage, og sendes med posten senest den 10. Overarbejdet deltog jeg dog ikke i denne gang, jeg skulle jo videre til mit nye job. som skulle være oppe at køre helt fra scratch til den 1. august.
Når jeg i dag læser min ansættelseskontrakt, er der mange mangler. Jeg beskæftiger mig med meget, meget mere i dag, og har flere timer. Jeg har fået lavet en ny ansættelseskontrakt et par gange siden denne. På de 25 år, er der sket en rivende udvikling. Især de sidste 15 år, med en masse nye tiltag, køb, salg, samdrift og sammenlægninger af virksomheder. Der er hele tiden nye udfordringer til min hjerne. Ingen blander sig i noget som helst. Jeg har det nøjagtigt, som jeg selv vil have det. Aldrig har jeg mødt en sur mine, kun ønsker og bønner om jeg vil klare dette og hint, og det er virkelig alsidige arbejdsopgaver, som jeg med glæde kaster mig ud i hver eneste gang.

Onsdag den 14. maj, og vores 37 års bryllupsdag
Hvis man går det rigtige sted hen, koster det kun 3,50 euro at leje en cykel en hel dag. Andre steder koster det 10 euro.

Vi havde bestilt vores cykler om aftenen til afhentning denne morgen og satte kursen mod sydøst ud ad de små bitte grusveje. Vi havde ikke kørt ret længe før vi mødte både en struds og et dådyr, gående i hver sin indhegning, som vi andre holder høns, i en lille privat have. Senere mødte vi en flok geder? på et større område. Stor var vor forbavselse, da vi mødte skiltet med campingplads. Hele campingpladsen er med på billedet.

Et skilt med ‘bølgende vand’ fik os til at ~~smutte ned~~ ase og mase os op ad en sidevej, for at konstatere at det var et rensningsanlæg, med bomme, hængelås og adgang forbudt. Vi lod vinden føre os ned ad vejen igen, mens vi nød synet af rhododendronbuske på begge sider af vejen, længere end øjet rakte. Mens vi fortsatte turen, så vi mange kæmpe tidsler, gule valmuer og meget andet.

Da vi nåede ud til et stort militært område, som var forsvarligt indhegnet og bevogtet af flere mænd, vendte vi om.

Vi nåede til Psalidi ved middagstid, og smuttede ind på en hyggelig restaurant, hvor vi købte os en frokost og lidt at drikke, mens vi nød synet ud over vandet. Da vi kørte derfra, takkede tjeneren for vores besøg, og især vores penge. Det var dog et fast ritual til alle gæsterne hørte vi. Jeg lod Allan bestemme både destination, km og fart, da det var hans første længere cykeltur i år. Jeg fulgte bare med. I omegnen af Kos by, er der fine cykelstier, og snart befandt vi os på den anden side af hovedstaden, hvor der igen var ganske fredeligt og rimeligt øde. Det er der næppe nu, hvor turistsæsonen er startet.

Har du nogen ide om hvor du vil hen, spørger jeg Allan. Han havde tænkt sig at cykle ud til søen Aliki, for at se om vi kunne komme nærmere på de langbenede fugle, han havde fået øje på i sit kamera den anden dag. Jeg vidste udmærket hvor det lå, fordi det er mig, der sidder med kortet, når vi kører bil.

Allan var ikke klar over, det var så langt væk, så 4 km før vi var der, siger han, at nu ville han vende om for han skulle også kunne cykle hjem, og han var noget så øm bagi. Jeg fik ham dog overtalt til at fortsætte de sidste km. Det blæste op, og der var sandstorm, selvom det ikke kan ses på billedet, men sandet fortæller vel nærmest selv sandheden.

Endelig nåede vi søen, men vi skulle langt om bagved den, så vi cyklede mellem får og geder for at nå vores mål, så det endte med at blive mere end 4 km.

Der var noget sumpet på steder, og havde det været regn og vådt i vejret, havde vi ikke kunne komme rundt om søen. Vi mødte et par franske kvinder, der viste os nogle meget smattede sko.

Vi så nogle anderledes fugle, og vi fandt de langbenede, vi søgte. De var dog stadig langt væk, men der blev zoomet. Der har vel været omkring hundrede flamingoer.

Det blev en lang cykeltur hjem, men en is kan gøre meget, og så betyder nogle ekstra kilometer pludselig ingenting, bare der er udsigt til lidt ekstra ‘brændstof’. Vi tog den korteste rute, som var den befærdede hovedvej, uden cykelsti. Det var op ad bakke og vi kæmpede i den stride vind, som både tog cyklerne og os med jævne mellemrum, så der blev trukket op ad de største og længste bakker. Vi nåede hjem og fik afleveret cyklerne. Dagens cykeltur blev på omkring 50-60 km. Jeg foreslog vi cyklede en dag mere, men det faldt ikke i god jord. Allan kunne ikke klare at sidde på en cykelsaddel dagen efter. Vi fik skyllet sandet af kroppen og gruset væk fra øjnene, hvorefter vi var klar til at belønne os selv med et godt måltid mad og lidt rødvin. Restauranten kom med en hel flaske champagne til os på husets regning. Jeg er ikke klar over, om de havde forventet, at vi drak det hele. Det hverken kunne eller ville vi. En hel flaske er lige i overkanten til to mennesker. Vi havde jo også vores rødvin.

Jeg har hele tiden haft i baghovedet, at jeg havde 25 års jubilæum her i sommer. Selvom jeg ikke havde tænkt mig at fejre det på nogen måde, kom det alligevel bag på mig, at det allerede var nu, da Allan knapt 14 dage, før dagen, sagde til mig, at nu nærmede dagen sig. Ja, ja, men det er da først til sommer, siger jeg. Det er altså allerede næste søndag, sagde han. Arh… gud... Hold da op - allerede. Og siden i søndags har det bare været en stor fejring. Måske du skal stoppe læsningen her, for resten af indlægget oser ret meget af selvros.

Mor ringede og sagde hun ville invitere os ud og spise. Jeg blev godt nok overrasket, for det er bestemt ikke normalt for hende. Hun synes da det var værd at fejre, men hun kunne selvfølgelig også komme med en blomst i stedet, hvis jeg hellere ville have det. Vi skulle lige have det til at gå op i en højere enhed, fordi Camilla kom en tur hjem. Hun havde en aftale med Mads. Vi nåede det hele. Samme søndag fik jeg en sms fra chefen, hvor der stod, at de gerne ville invitere mig og Allan til … … … på onsdag. Hvordan passer det jer?

På arbejdet om mandagen kom chefen og ønskede tillykke. Senere kom konen og uddelte knus og lykønskninger. En, lad os kalde det‘kunde’ kom forbi med en flaske rødvin og en blomst.

På den anden arbejdsplads har chefen givet frokost i byen. Dog af helt andre årsager. Jeg har ikke fortalt, at jeg har jubilæum. Vi knokler på højtryk. Alle giver den en ekstra skalle og lægger nogle ekstra timer. Der var et helt specielt fremmøde filmhold i byen, kunne vi høre fra kontoret. Vi så det dog ikke, men kunne høre det. Vi havde læst lidt om det, så Allan var taget afsted for at tage billeder. Jeg selv slog en smut rundt i byen om aftenen, da jeg havde fyraften. Der kommer et selvstændigt indlæg senere.
Onsdag blev jeg så fejret på fornemmeste vis, med håndtryk, knus, blomster, gaver. Kollegaerne havde skillinget sammen til en kæmpe kurv med blomster og gavekort.

Af chefen og hans kone fik jeg en flot buket og en meget, meget stor gave. Noget jeg, i min vildeste fantasi, overhovedet ikke har haft en eneste lille bitte tanke om kunne ske. Jeg er virkelig rørt og fuldstændig overvældet. Jeg blev fejret med mad og drikke. Der var bestilt en kæmpe stor konditorkage, pyntet med jordbær og chokolade og en fin tekst. Flot og rigtig lækker.
Der blev holdt to meget rosende og rørende taler. Først af chefens mor, som i tidernes morgen ansatte mig. Derefter holdt sønnen tale. Begge talte om alt det, de har budt mig igennem årene, og takkede fordi jeg har holdt dem ud, med alt det de bare har læsset af på mig og mit skrivebord. De mener der er så meget krudt i mig, at jeg sagtens kan tage 25 år mere, hvortil jeg sagde, at jeg måske nok ville P1010759

bede om min fratrædelse, når jeg fylder 67. Det er for tidligt, siger de.
Vi får se, men jeg er nu næsten sikker på de vil de fortryde deres ord. Ingen af os ved jo helt hvad fremtiden bringer, men jeg ved, min hjerne skal arbejde mere og mere for at kunne følge med på arbejdsfronten. Chefen fortalte at han var blevet spurgt om jeg havde timer nok, fordi en anden virksomhed, godt kunne bruge mig nogle timer om ugen. Jeg ved ikke hvor jeg skulle finde de timer henne. Det vidste han også godt, og havde sagt det videre, men han ville lige lade mig det vide. Der er altså arbejde at få derude. Det kommer bare ikke altid, når man har allermest brug for det. Lige nu kunne jeg tilsammen få to fuldtidsjob.

Grundlovsdagen, torsdag skulle fejres på sædvanlig vis, ved den årlige cykeltur med vores lille grundejerforening. Mens Allan kørte til Kbh. vaskede jeg lidt tøj, lavede mad- og kaffekurven klar. Vandede have og drivhus. Slæbte vores ekstra havemøbler ud og vaskede af, så de var klar til vi kom hjem i aften, hvor vi skulle hygge videre her hos os. Det begyndte at regne. Jeg fik reddet mit vasketøj. Allan nåede hjem og fik pakket sin cykel og vi var klar til afgang. Vi manglede kun at trække i regntøjet, da telefonen ringede. Turen blev aflyst. Jeg troppede op på mødestedet til tiden, i den største byge, for at se om der skulle stå nogen, der ikke vidste det var aflyst. Det gjorde der dog ikke. Vi var 9 der i stedet mødtes i et privat hjem kl. 17 for at spise den mad, vi alle havde lavet klar. I de mere end 25 år vi har cyklet denne dag, er det kun 2. gang turen er aflyst. Vi fik såmænd kun sølle 5 mm vand på en time, men det var jo ikke til at vide, hvor mange byger vi ville møde på vor vej, da himlens sluser begyndte at åbne sig.
I morgen fredag er det atter arbejdsdag. Denne ugedag fejres altid med kaffe og morgenbrød. Sådan en vane kan man hurtigt komme ind i. Hvornår jeg har fri, vides ikke, men bagefter venter et par dejlige pinsedage, som vi har tænkt os at nyde på bedste vis. Vejret skulle blive helt fantastisk.

Torsdag den 15. maj. Dagen før hjemrejsen.

Vi havde det rigtigt fint med bare at gå og gå, så da Allan allerhelst bare ville gå rundt i dag også, var jeg helt med på den. Det ser nu noget mere indbydende ud med disse appelsiner, end dem der ligger i supermarkederne herhjemme. Tænk hvad et par grønne blade kan gøre. Denne lave grønne plante palme?, stod i en privat have.

For 5 år siden, begyndte de på Kos at rive barer og natklubber ned og erstatte bygningerne med cykelstier, for at komme væk fra det dårlige ry om en partyø. De arbejder stadig på projektet. Der var stadig mange forfaldne og forladte bygninger i landskabet. Vi fik fortalt at det var fordi sæsonen ikke var startet endnu. Vi var dog ikke i tvivl om at mange af dem slet ikke blev åbnet. Mens køerne tog det ganske afslappet, så var der andre ,der havde travlt med at få forretningerne åbnet og se indbydende ud til den kommende weekend.

Der blev samlet sten, så stranden fremstod som det rene sand. Der blev pudset og poleret på cykler, scootere og biler. På billedet ovenfor er der ikke mindre end tre udlejningsfirmaer. Jeg har ikke tal på hvor mange der findes, og heller ikke af apoteker, som ligger side om side. Utroligt at de kan overleve allesammen. Der er dog stadig lidt af det gamle græske tilbage. En gammel kone på bare tæer, og i sorte klæ´r, der går rundt og tigger.

Herunder startede de med at slæbe en masse sække ud med sand for at lave en strandbred. Der bliver opdæmmet, så vandet holder sig på afstand. Det har været helt oppe og snuppe et godt stykke af fortovet bag pillerne. Andre er nået lidt længere og fik sat solsenge og parasoller ud. Gad vide om de lejer sig til en bid strand, eller det er det rene tag-selv-bord efter først til mølle princippet?

Hoteller blev ‘pakket ud.* Der blev vasket vinduer, og fortov. Gad vide om de nåede det. Vi tvivler. Der åbnede flere og flere butikker udenfor byen.

Vi købte en is, og tog os et lille hvil i skyggen, mens andre ventede på at togvognene blev fyldt op, så de kunne blive kørt rundt i byen for en pæn sum. Salgsbilerne havde travlt med at køre rundt med blomster, stolehynder, solsenge og alskens sager, så det sidste finish kunne sætte prikken over i’et.

Vi sluttede dagen med en tur til vandet for at se solnedgangen. Rekorden på denne uges skridt blev slået med ialt 20.003 af slagsen. Kufferterne blev pakket med alt hvad vi ikke skulle bruge mere, så vi var klar til afrejse næste morgen.

Atter en dejlig ferie er slut og endnu engang glæder vi os over, at vi valgte at komme inden det store turistboom. Du kan følge hele ferien ved at trykke på Kos under: ‘Det skriver jeg om’.

Da Mimi Heinrich flyttede fra Hollywood til Stubbekøbing, havde hun en drøm om at gøre Danmarksældste købstad til en større filmby. Det løb dog ud i sandet. Nu er byen igen kommet i vælten.

Allans søster havde hørt at de søgte statister til en filmoptagelse. Hun lagde billet ind, og blev blandt de 50 udvalgte. Optagelserne skulle foregå på havnen, og den lille by skulle have tyske by- og gadenavne. Den første optagelse skulle foregå tirsdag i sidste uge, en af de dage jeg arbejder i byen, men vi anede ikke på hvilket tidspunkt optagelserne skulle foregå.

Allan ville køre en tur derned, for at se om han kunne se noget og samtidig prøve om han kunne få et par billeder i kassen. Jeg sonderede terrænnet om morgenen, ringede hjem og meddelte, at der absolut intet var ændret på byen endnu, og at der ikke var et øje at se nogen steder.
P1010737

Da Allan kom lidt over middag var de i fuld gang med optagelserne. Han måtte gerne fotografere, men ikke når de filmede. Alle tilskuerne skulle, forståeligt nok, blive på udvalgte pladser, så de ikke stod i vejen, og kom med på filmen. På billedet ovenfor ses det arbejdende folk, skuespillere og statister. Allan siger, det var interessant at følge optagelserne til den tyske krimi: ‘Den døde pige’ eller ‘den forsvundne pige’, som medierne kalder den.
Da jeg havde fyraften, var der pause i filmbranchen. Et kæmpe telt var opstillet på det grønne område, hvor alle blev bespist, så jeg havde hele havneområdet for mig selv, og kunne gå og fotografere. Jeg faldt over at reklamen for B.T. ikke er fjernet, men at en anden detalje, de lille hvide skilt under Polizei, er påført teksten.‘Bitte hier klingeln’ Allan fik at vide, at politibilerne havde været dækket til under kørslen her til landet. Kun det danske politi må køre på de danske veje.

Som FT skriver, så er tyskerne grundige folk. ZDF skar eksisterende vejskilte ned med vinkelsliber. Filmoptagelserne varede i to dage, og kan ses om et år på ZDF. Filmfolk og statister var også en tur med færgen Ida til Bogø, hvor der ligeledes skulle filmes. Jeg undrer mig så bare over, hvorfor man ikke laver filmoptagelserne i eget land. Det ville unægtelig gøre det hele lidt billigere. Den danske filmbranche er ikke spor bedre.

Den oprindelige plan var at tage afsted på camping, når jeg havde fri fredag, men det ville blive mere stresset end afslapning, så vi drog i stedet afsted tidligt lørdag. Da vi ville cykle rundt på en af æbleøerne, havde Allan for en sikkerheds skyld bestilt plads her. Det var jo trods alt pinse. På motorvejen, halvvejs ved målet ca., opdager Allan pludselig, at han hverken har tegnebog, kørekort eller campingpas med. Tre ret vigtige ting, når campingvognen ikke sorterer under mig, på nogen måde, transportmæssigt. Vi tog den første rasteplads, hvor han spænder dyret fra og kører hjem igen, mens jeg holder vagt. P1010779

Vi nåede frem og fik stillet op inden middag, spiste lidt frokost og gik os en lang tur. Allan har passet og plejet hver en gravhøj, alle grønne områder og fortidsminder på hele Møn og Falster, samt lidt på Sydsjælland og Lolland i sin tid som naturplejemedarbejder i Storstrøms Amt, så han benytter hver en lejlighed til at komme ud og se hvordan alle hans ‘børn’ har det. Derfor skulle vi selvfølgelig en tur til Glentehøj, Bavnehøj og et par stykker mere. Midlerne til pasning af gravhøje blev sparet væk, sammen med Amtet, konstaterer han hver eneste gang. Græsset var højt, og med fare for at få en masse skovflåte på os, kom vi ikke hverken op på eller ned i gravhøjene.

Lolerne er et folk, der for mange, mange år siden kom til landet. Nogle af dem slog sig ned ved Ellevehøj, hvor de nævnte gravhøje ligger som et bevis for den rige kultur de efterlod sig. Nu skal Lolernes forfædre til at synge. Det er kunstværk i verdensklasse. Allerede i 2006 fik man den første ide til kunstværket Dodekalitten som er 12 store stenstøtter på 6-8 meter, hvoraf de øverste 2 meter udhugges som hoveder. Fejlfri granitblokke på 8 meter er sjældne. De skal findes i de norske og svenske stenbrud.

Den første stenblok blev fundet i september 2010 og det lykkedes at få 2 sten ud af den. Dodekalitten indvies på Lolland den 21. juni 2014, hvor Baldur og Lodir kommer på plads. Baldur, en granitklods på ca. 35 ton har allerede vagt stor opsigt sidste år, da den var på gæstevisit ved søerne i København. Hele kunstværket forventes at stå færdigt på Ravnsborg Bakker i 2024. Skulle man være interesseret, kan Dodekalitten følges på FB.
Efter indtagelse af aftensmaden, tog vi en tur på cyklerne. Ærgerligt at der var kommet så mange skyer, at vi godt kunne glemme alt om den solnedgang vi skulle nyde.

Vi cyklede hjem, og Allan fik sin aftenkaffe. Pludselig så jeg at himlen bag skoven blev farvet rød. Han Allan orkede ikke at gå mere, så jeg skyndte mig ned til stranden. Og sikke et syn der mødte mig.

Jeg stod længe og nød det smukke syn længe, og skød en masse billeder. Da opholdet blev en dag mindre end oprindeligt tiltænkt, kunne vi kun nå en ø. Det blev Fejø der vandt, selvom vi har cyklet rundt der før. Indlæg følger senere.

Min blog har den seneste tid mest handlet om de rene fornøjelser i form af ferie og udflugter, men mit liv består af meget andet end det. Faktisk er det allt muligt andet der fylder allermest. I mandags da vi kom hjem fra Kragenæs, var jeg ude at plukke hyldeblomster, ganske som jeg har gjort de sidste 40 år. Det er nemlig slet ikke et nymodens fænomen. Opskriften står i Den grønne syltebog, hvor man skal bruge puddersukker. Det gjorde jeg kun en gang, hvorefter jeg gik over til hvidt sukker.

Husk endelig at blomsterne ikke skal skylles og heller ikke rystes alt for meget, da det er det gule pollenstøv der giver den bedste smag. De groveste stilke, og faktisk en hel del mere, blev klippet af. Citroner blev skåret i skiver, og sammen med rørsukker og kogende vand, fik det lov at trække i køleskabet 4-5 dage inden kvaset blev siet fra, og hyldeblomstdrikken hældt på flasker fredag aften.
P1020007

Kvaset blev sat i køleskabet til næste dag, hvor jeg ville bruge det til en hyldeblomstkage. Lørdag morgen var jeg færdig med at sove allerede halv seks, og så kunne jeg jo lige så godt stå op og få noget ud af dagen. Jeg fandt en opskrift her, som jeg tog udgangspunkt i, men undlod en trediedel af sukkeret, da kvaset var ret sødt efter mine smagsløg. Jeg erstattede mandelmelet med hvedemel. Citronskiverne blev sorteret fra kvaset. Frugtkødet blev taget ud af citronerne, skrællen skåret af. Kun det hvide fra citronerne blev kasseret. Kvaset blev blendet og det samme blev citronkød og skræl. I haven hentede jeg nogle rabarberstilke, som jeg skyllede og skar i mindre stykker og stoppede i dejen. Da Allan stod op havde jeg brygget kaffen. Det er normalt ikke noget jeg gør, med mindre vi har overnattende gæster. Jeg kan nemlig sagten være oppe flere timer inden jeg skal have noget at spise og drikke. Kagen stod i ovnen mens vi drak vores morgenkaffe. Det blev en rigtig dejlig frisk og svampet kage.

Resten af kvaset kom i fryseren. Det bruger jeg til at stoppe i en kylling, eller lægge under et andet egnet stykke kød, evt. sammen med nogle rodfrugter. Jeg havde også nogle tanker om at lave hyldesalt og hyldesukker, rosensukker og måske lidt rosengele, men foreløbig er det kun blevet til en smule hyldeblomsteddike.

Der var andet uventet der kom snigende. Det blev plads til en hel del uplanlagt familiepleje, både her og der og alle vegne. Det gik det meste af lørdagen med. Søndagen startede ligeså. Så var der haven, der kaldte på lidt vanding. Jordbær der skulle høstes og puttes i fryseren. Ukrudt skulle luges. Det er dog en helt håbløs situation, fordi man ikke kan luge i cement. Alt er så tørt, så tørt, så i stedet har jeg trukket spandevis af ukrudt op og klippet visne blomster af. Sådan fik den weekend hurtigt ben at gå på.

De små øer, som Fejø er noget helt specielt. Man mærker roen og det noget langsommere tempo, så snart man er på øen. Der bliver hilst på alle, både på kendte og fremmede. Det er en gammel tradition, de prøver at bevare. Det hele minder mig lidt om min barndom, derude hvor kragerne vender. Børnene leger på vejen. Ingen kører med styrthjelm hverken på knallert eller motorcykel. Man sidder to på en cykel. Børn og hunde sidder på skødet af den chauffør der fører bilen. Hvis du har også har set Station 2, vil du sikkert tro mig, når jeg også kan fortælle, at vi så en mand stå i en åben bildør, personbil mens chaufføren kørte, og det var ikke unge mennesker. Der bliver nydt spiritus under kørslen uanset alder og transportmiddel. De har deres helt egne regler på Fejø, men takket være ildsjæle byder øen også på meget andet. På Fejø har de både købmand, bibliotek, spisesteder, gårdbutikker, egen læge, præst, børnehave, skole. Faktisk har de alt. Der findes hverken egern, mosegrise, muldvarpe eller husskader.

Inden vi satte fødderne på Fejø, var vi blevet klar over, at der skulle være karneval den dag. Vi har senere fundet ud af det har været en fast tradition de sidste 12 år. De første optog var med samme morgenfærge som os, selvom det først skulle starte kl. 13. Allerede på færgen var der åbent i boden for uddeling af brød og andet. Færgen blev fyldt til bristepunktet.

Vi cyklede først ud til Dybvig havn, hvor vi var så heldige at finde et lille hus hvor vi kunne komme i læ for en ordentlig gang regn og især torden. Et andet ægtepar kom og holdt os med selskab en halv times tid inden vi fortsatte hver for sig ud i det blå. Da jeg så dette skilt tænkte jeg i helt andre baner, end det det viste sig at være. Der er måske en grund til vejen hedder som den gør. Resten af familien gik inde i haven.

Hele øen blev endevendt, og der er masser af boder med hjemmelavede sylteting. Der vokser mange sydhavsfrugter, som figner, mandler og morbær, samt alt det vi andre også kan diske op med. Jostabær er en busk jeg havde glemt, selvom jeg på et tidspunkt ønskede at eje en. Vi var en tur inde ved møllen, som endnu ikke havde åbnet, men møllerens cykel var kørt frem.

Langs hele hovedvejen, havde næsten hver eneste hus stillet borde og stole op og lagt tæpper frem i haverne eller i vejrabatten, og gjort klar til at skue det store optog. Vi så det blomsterpyntede vandværk. Der var utroligt mange metalblomster i det enormt lange hegn.

Vi så den gamle Fejøtromle og idylliske huse, inden vi vendte tilbage til færgelejet, for at se karnevallet starte op.

Vi kom i god tid, og spiste vores medbragte mad, som så mange andre, mens vi fulgte festlighederne på pladsen, hvor det så ud til at alle hyggede sig, både som medvirkende og som tilskuere. Ikke noget vildt eller støjende, men ren hygge, snak, dans og leg. Det er jeg imponeret over, for nogle af dem har altså hældt øl indenbords de sidst 5 timer mindst.

Det blev tid til at sætte optoget i gang, og vi fulgte hver eneste vogn med øjnene, og prøvede at fange noget i kameraet. Nogle af dem var meget, meget lange køretøjer.

Umiddelbart mente vi, at vi havde set det karneval vi skulle. Vi gad ikke følge med bagerst i optoget, og det var nærmest umuligt at komme udenom. Vi havde også været hele øen igennem, lige bortset fra sommerhusområdet og Skalø, så det valgte vi i stedet.

På Skalø ligger en lille bitte havn og hvert år til pinse kommer der en masse både og lægger til. I år havde der været 25 af slagsen. De må have ligget langt udenfor havnen. For der var stadig fyldt op, selvom de fleste var sejlet derfra igen. Området omkring havnen er privat, men man må gerne færdes der. Der er endda opsat en masse borde og bænke til fri afbenyttelse. Vi har før spist vores madpakke derude.

Vi traskede lidt rundt, men droppede at gå Skalø rundt, da det tager 2½ time. Vi hoppede på cyklerne igen, men synes det var for tidligt at tage tilbage til Kragenæs.

Jeg møder dyrene i skoven, både morgen og eftermiddag, når jeg kommer cyklende. De står ganske stille og holder øje med mig, men hopper jeg af cyklen får de hurtigt benene på nakken og forsvinder. Da jeg cyklede hjem i sidste uge, var det for koldt til de bare arme jeg havde valgt, da jeg tog fra kontoret. Det blæste gevaldigt, så jag var nød til at stoppe og finde min frakke frem fra cykelkurven.

Pludselig ser jeg, rumpen af et dyr. Det var i gang med at spise af hele beplantningen, jeg skyndte mig at hive kameraet frem fra tasken. Jeg tog en masse billeder af et dyr uden hoved og stod og betragtende det længe, i håbet om at det fik hovedet ud ad busken. Det gjorde det. Vindens retning må have gjort at jeg i lang tid ikke blev opdaget, selvom det kiggede både til højre og venstre flere gange. Til sidst fik den dog øje på mig, og forsvandt i fuld firspring, ned ad markvejen, inden den forsvandt ind i skoven.

Hver gang jeg de sidste mange uger, har lukket døren op til brændeskuret, har der været en masse hvepse. Jeg har kigget efter et bo, både højt og lavt. Jeg har sågar flyttet mange af vores ting, i det hjørne hvor hvepsene summede rundt, men jeg fandt intet. Forleden dag, hvor jeg igen åbnede døren, kom der en hel sværm lige imod mig. Jeg trak mig tilbage, men lod døren stå åben. Lidt senere gik jeg om for at inspiceret rummet. Der måttevære et bo. Det var der også. Lige inden for døren, blot i modsatte hjørne, fandt jeg et stort bo. Vi finder som regel sådan et bo eller flere hvert eneste år, forskellige steder. Sidste år var det på loftet over garagen.

I går fik jeg en sms fra søster. Vil du have jordbær, kan du komme og plukke. Der er mange, og jeg skal ikke have flere. Jeg havde hørt at mor, havde været ovre og plukke en hel spandfuld, så jeg tænkte jeg hellere måtte tage en gulvspand og en balje med. Hellere have for meget emballage med, end for lidt, for søster var ikke hjemme, så jeg kunne ikke låne mig frem.

Sikke noget svineri tænkte jeg, så snart jeg åbnede bagagerummet, og så at spanden var væltet, selvom jeg havde taget mine forholdsregler, som åbenbart ikke var gode nok. Der var jordbær i hele det ene hjørne af bilen. Jeg måtte i gang med rengøringen, som heldigvis ikke var så slem, som jeg frygtede. Alle jordbærrene var hele. Ingen var smattet ud. Der blev renset og skyllet 11 kg jordbær, og selvfølgelig fik vi jordbær med fløde til dessert i aftes.

Her i den nære familie, benytter vi os ofte af hjemmelavede gavekort, hvor der blot står med tekst, hvad gavekortet består af. Sådan et gavekort er der ikke udløbsdato på, og det kan byttes til noget andet, hvis både giver og modtager er enige. Det kan være gavekort på udført arbejde, udflugter, en middag i byen eller økonomisk hjælp til et større ønske eller et projekt, der ikke er startet op endnu. Kun fantasien sætter grænser for gaven. I julegave 2012 fik Allan sådan et gavekort af Mads. De to skulle på bilmuseum hele dagen og rigtigt hygge sammen. I dag blev gavekortet indløst, mens jeg har nusset rundt herhjemme med alt muligt. Jeg startede dagen med en gåtur. Vel hjemme kastede jeg mig over haven. Vi var så heldige at få 9 mm regn fredag aften, det har hjulpet en smule på det, men det er slet ikke vand nok.

Mor ringede og spurgte hvad vi lavede, og jeg ved, at det som regel betyder, at hun gerne vil på besøg. Trænger du til at få luftet bilen og dig selv, spørger jeg. Jaa.. hvis jeg må genere jer lidt. Jeg er alene hjemme, så du må nøjes med at genere mig. Jeg fortsatte med at fjerne ukrudt i haven, mens mor tog en runde i haven og 'bare' så på, eller gik rundt og smagte på både jordbær, hindbær og ribs. Kirsebærtræet, som blev plantet sidste år, har jeg sat fuglenet over. De relative få kirsebær, der er på det træ, kan jeg sagtens spise selv. Da mor kom havde jeg spist de modne, så af dem var der var ingen smagsprøver til hende. Da jeg ikke gad mere havearbejde, gik vi ind på terrassen. Mor havde strikketøj med, og også lidt arbejde til mig. Noget der skulle sys sammen og hæftes ender på. Sweateren blev færdig, og mor kørte hjem igen, efter vi havde drukket eftermiddagskaffe. Jeg gik mig en tur mere og nu går jeg ud og vander indholdet i drivhuset, inden jeg selv skal vandes under bruseren.

Fejø er en perle. Den dejlige udkant. Den i nogens øjne så ildesete udkant. Den udkant som vi selv er så vilde med, og aldrig kan få nok af. Den vi higer efter hver eneste gang vi tager på ferie eller på tur, selvom vi til dagligt både bor, arbejder og færdes i udkanten.

På vejen hjem fra Skalø, så vi at mange af de hule træer var beboet af mange forskellige dyr. Vi tog en sti bagom sommerhusområdet og anede ikke hvor den førte os hen. Stien var ikke særlig cykelvenlig. Da stien endte blindt, måtte vi finde et sted at komme ud på landevejen, så vi kunne finde ud af hvor vi var henne.

Karnevalsoptoget, måtte da være nået til Dybvig Havn, hvor vi havde hørt festen skulle foregå, så vi cyklede derudad. Ca. halvvejs mødte vi hele optoget, som holdt pause eller havde optrådt? Hvad ved jeg. De fyldte hele vejen og hele plejehjemspladsen, men det lykkedes os at smyge os igennem, trækkende med vores cykler. Folk sad i haverne og ventede forgæves, og spurgte os hvor langt optoget var nået.

Vi havde nu kørt på de samme veje op til flere gange. Vi besøgte købmanden igen, først var det formiddagsbrød, nu var det is. Allan skal have sin daglige is, når vi er på ferie eller noget der snerper, som sådan et weekendophold. Da vi nåede Møllen var der åbent, og man kunne købe kaffe og lagkage. Allan savlede efter begge dele. Lagkagen var ikke pengene værd, efter min mening. Den havde ikke trukket, og var lagt sammen med alt for meget sødt syltetøj, så Allan fik mit stykke også. Pyt pengene gik til at bevare møllen, og jeg blev ikke tyk af det stykke kage.

Mens vi sad og drak vores kaffe, kunne jeg høre optoget komme.

Alt var repræsenteret, så her er bare et lille udpluk. En enkelt bimand gik med sin trækvogn, men de fleste var bundet bagefter køretøjerne.

Der er ingen tvivl om, at alle på øen, unge som ældre, hygger sig med denne tradition. Vi lod dem feste uden os, og cyklede tilbage til færgen, hvor det på vejen slog mig, at det var utroligt, så rent og pænt, der var efter alle disse festglade mennesker. Vi så intet affald som øldåser, papir eller noget andet ligge og flyde på hverken vejen, i rabatten eller på havnepladsen. Det kunne meget let have været en svinesti på hele ruten, men sådan var det ikke. De har hver især taget deres affald med hele vejen. Der var som fejet efter dem. Vi nåede at cykle 40 km, inden vi nåede campingpladsen. Det er da meget godt klaret på den lille ø.

Efter at have spist aftensmad, gik vi os en aftentur, og så endnu en smuk solnedgang denne 1. pinsedag.

Der foregår mange arrangementer på Fejø. Foruden karnevallet er der bl.a. Træskibstræf for veteranskibe, Æblets Dag. Svøm og løb (for dem der virkelig er i træning) og meget mere. Her, både på og udenfor matriklen, har det længe været hverdag, med alt hvad det indebærer.

Nogle af forhindringerne har jeg ikke indflydelse på, og må bare vente på det går i orden. Allerede den 25. maj blev det smalsporet på min daglige vej. Jeg skal lidt før hjemmefra, fordi det er forbudt at cykle over broen. Det er heller intet problem, jeg har prøvet det masser af gange. Jeg, og min cykel, er sågar dagligt blevet sejlet over i en motorbåd nogle måneder i 2003, da broen skulle have den helt store omgang.

De største forhindringer er for busser, lastvogne, campingvogne og den slags større køretøjer, da de ikke må køre over. De skal ud på en større omkørsel. Enten den korteste omvej, som er motorvejen under tunnellen, for de der nu må kører der. Traktorerer og landbrugsmaskiner må tage den største omvej over broen i Nyk. F. Nogle prøver alligevel om de ikke kan slippe igennem, og det kommer der mange 'sjove' episoder ud af. En lastbil blev kilet fast mellem de store betonklodser, som ikke rykkede sig en tomme. Større varevogne, campingvogne og trailere har givet underlige lyde fra sig, når de har mast sig igennem, og fået ridset begge sider på hele køretøjet. I hver side af cementklodserne, der hvor vejen er smallest, kan I nok ane dækaftryk efter nogen, der har forsøgt at mase sig igennem. Der er kun afsat plads til, at almindelig personbiler kan passere, mens man holder tungen lige i munden. Normale tilstande sker igen den 4. august.

I torsdags havde Allan besluttet sig for, for første gang i år, at cykle ned og hente mig på arbejdet. Kaffe og kikkert var medbragt, så vi kunne nyde det et eller andet sted på turen. Da han nåede broen, måtte han vente på en modgående fodgænger, som fortalte ham at han ikke komme over. Den ville være totalt lukket i mindst to timer. Han ringede til mig og spurgte om han skulle tage bilen og køre ned og hente mig og cyklen. Jeg slog jeg til, for ellers ville min cykeltur hjem blive en kæmpe omvej på 33 km i stedet for små 7 km. Han medbragte kaffen, som vi nød på hjemturen ved Fløjtetønden Victoria..

En anden forhindring, som er meget værre, er at jeg vist skal have ny pc. Jeg har længe vidst at Windows XP ikke bliver understøttet mere, men naiv som jeg er, havde jeg altså forventet, at jeg stadig kunne komme på netbank osv. Det ser ikke sådan ud. Så meget for min stædighed, bare fordi jeg ikke ville have det nye Windows 7 i 2009 da den gamle pc ikke kunne mere. Kort efter fik jeg på arbejdet W7 og herhjemme har den bærbare W8. Jeg kunne lige så godt have sat mig ind i det dengang, men det orkede jeg bare ikke. I bagklogskabets lys, har jeg så erfaret at der ingen væsentlig forskel er på XP og W7.
P1020143

En anden forhindring er nogle buske, vi skal have fjernet, før vi kan komme til at få orden på elendigheden som billedet viser. Det er da det værste l… vi nogensinde har brugt så meget tid på at få etableret. Det har trængt længe, og nu skal der altså ske noget. Kantfliserne er bestilt.

Vi har klippet og savet en dag og aften i denne uge. Næste dag kørte Allan på genbrugspladsen med et ordentlig læs. I skrivende stund er vi slet ikke færdige med at save. Det er et kæmpe arbejde, vi har sat i gang. Når det hele er klippet ned og kørt væk, skal der fjernes sten og graves. Vi venter med det sidste til vejrguderne forbarmer sig og forhåbentlig snart vander lidt hos os. De har lovet regn den ene uge efter den anden, men vi får intet, som det vist også kan ses på græsplænen.

Da jeg læste om Rosens Dag, kom jeg igen til at tænke på en lille sød historie. Den dukker tit op. I dag har vi jo snart dage for alting. Æblets Dag, Havens Dag, Cyklens Dag, Møllens Dag osv., osv., men for ca. 30 år siden, var det ikke nær så udbredt.

Mads elskede, når jeg læste historien om Morten en lille dreng der flytter hjemmefra, fordi mor og far er dumme. Morten fortryder dog ret hurtigt. Han kunne høre den igen og igen. I den historie fylder Mortens Aften en del. “Hvornår er det egentlig min dag?” spørger Mads... Jeg var vist ikke helt med på, hvad han mente med det! ………… Du har en dag Mors Dag, Far har en dag, Fars Dag og Morten har også sin dag… Åhh, lille skat, det er din dag hver eneste dag hele året. Atter et bevis for at der foregår mange ting i et lille barnehoved. Vi fik os selvfølgelig en lille snak og da Allan skulle have en øl, skulle M også. Han var vældig tilfreds med en mørk hvidtøl, bare han måtte drikke af flasken som sin far.

Den lille episode, sammenholdt med mange andre ting, der sker i mit liv i denne tid, får sangen: ‘Dagen i dag, er din min ven…’ til at rumstere i hovedet hele tiden. En sørgelig og trist sang, når man kender baggrunden, men den er skrevet på en dejlig munter melodi, og jeg kan ikke slippe den. Selvom jeg starter på mange andre sange, er det hele tiden den, der maser sig på.
I sidste uge fik min dag igen lidt anderledes kolorit. Da jeg kom cyklende fra arbejde, hørte jeg, på lang afstand, noget der nærmest lød som en slåskamp i det store træ længere fremme. Da jeg kom nærmere kunne jeg se der var gevaldig aktivitet i træet. Da jeg kom tæt på fløj en stor fugl derfra. Der blev mindre aktivitet og støj, men alligevel en del liv. Falkemor var selvfølgelig i gang med at lære ungerne at flyve. De baskede kejtet fra gren til gren, og prøvede at gemme sig. Jeg fangede en af dem i kameraet. Det var min dag. Det var det også, da jeg opdagede denne side for et par dage siden. Den er altså et besøg værd. Hver eneste dag er min dag, selvom nogle dage selvfølgelig er bedre and andre. Man må selv være med til at give dagen den kulør, man synes den skal have.

Jeg tog en hurtig beslutning i lørdags, hvor jeg ringede til de bedste venner, og spurgte om de ikke kunne komme og campere her, bare en enkelt nat, for vi trænger sådan til lidt regn, og det regner altid når de tager på camping. Vennerne kom til eftermiddagskaffen søndag. Vi gik en tur ved skov og strand og sad ude hele dagen og aftenen. Allan tændte op i grillen, hvor den marinerede dyrekølle blev tilberedt. Tilbehøret var nye kartofler og en sommersalat. Vennerne havde ladet campingvognen blive hjemme på Falster hvor det stod ned i tove. Faktisk regnede det så meget, at viskerne på bilen ikke kunne tage det, da de kørte herover. Her så vi ikke skyggen af vand.

Det startede for små 6 uger siden med en ganske almindelig dårlig hals, der blot var et irritationsmoment fordi den ikke ville slippe sit tag. Så skred tæppet væk under os alle. Frygt og håb gik hånd i hånd. Jeg har ligget søvnløs nat efter nat, fordi tankerne kommer snigende helt af sig selv, mens jeg ustandseligt prøver at jage dem væk.

Vi er ramt på sjælen. Det gør så afsindigt ondt. Vi har mistet et kært familiemedlem. En meget aktiv mand på mange fronter. Han har været en del af familien i mere end 41 år. Min svoger forlod os, kun 58 år gammel, mandag eftermiddag. Det er så hårdt og ubærligt og giver absolut ingen mening. Vi har grædt vores tårer, men livet skal gå videre, og han vil altid være i vore hjerter.
Dette er årsagen til, at der er, og har været, lidt stille fra min side.

Det var det i hvert fald for 40 år siden, hvor Allan og jeg holdt vores allerførste fælles ferie sammen. Vi havde mødt hinanden på en trappe godt et år tidligere og vi havde fundet en lejlighed, som vi var flyttet ind i 4 dage før jeg fyldte 18. Sammen med søster og svoger, havde vi aftalt at tage på telttur til Langeland. Deres forhold var lige så nyt, eller gammelt om man vil, som vores, og det var også deres første fælles ferie.

Allans Morris var pakket med hans brugte villatelt, som blev anskaffet, da han 4 år tidligere var taget på telttur med en ven til Jugoslavien. Jeg havde kun sådan et lille tomandstelt, hvor der til nøds kunne ligge tre personer, så dette villatelt var det rene luksus til os fire. Af mor og far lånte vi bord og stole, og hvad vi ellers havde brug for. Der var læs på den lille Mascot, som var pakket med habengut til os alle fire.

Allan og jeg hentede først søster. Derefter kørte vi til Nykøbing for at hente svoger. Tilbage til Lolland hvor vi tog færgen Tårs-Spodsbjerg. Vi nåede hurtigt frem til Billevænge Camping som aftalt. Søster og jeg kendte pladsen og området fra vi var børn, hvor vi havde camperet der med mor og far. Allan og svoger var ikke vant til at komme på ferie, så for dem var alting på den anden side af vandet nærmest nyt. Desuden havde de allerede hørt meget om vores ferier. Begge ville de gerne opleve de ferier samt hyggen og det nærvær, vi talte om. De ville gerne se det med egne øjne. Vi gik ture og fortalte, hvor vi havde løbet og leget. Vi genså alt det, vi selv var blevet præsenteret for, som Tranekær Slot og meget mere.

Vi spillede badminton og raflede om, hvem der skulle gå med skraldespanden, og Allan tabte næsten hver eneste gang.

Vi hyggede og nød livet som vel de fleste unge og nyforelskede gør. Allan og jeg havde været ude at kigge på ringe en tid før dette, og havde planlagt at det store øjeblik skulle ske på denne ferie, og sådan gik det. Det er mange år siden at vores ringe ikke mere lignede hinanden på grund af forskellig slitage. Mønsteret på Allans ring er faktisk forsvundet helt, og ringen er blevet lidt tyndslidt. Mit arbejde har været mere skånsomt mod min ring, for jeg har stadig en hel del mønster tilbage.
Vi har i flere år talt om, at vi gerne ville gense Langeland. Det er en ø vi ikke rigtigt kommer til mere efter at Storebæltsbroen er kommet. Vi synes, det kunne have været sjovt, hvis vi kunne have holdt ferie på Billevænge i dag, og mindes den mærkedag, som er en af de historier mine ringe fortæller. Det kunne af flere årsager ikke lade sig gøre. Vi måtte aflyse det hele, og få refunderet færgebilletten, men vi tager dertil på et andet tidspunkt i år.

Min nye pc, som samfundet nærmest forlanger jeg skal have, ankom op til sidste weekend, så stort set hele søndagen blev brugt på at flytte alt indholdet, installere diverse programmer og få en stor del op at køre.
Jeg er ikke helt færdig. Der skal finpudses og sorteres hist og her. Jeg mangler bl.a. at få opsat min mail. Det driller mig, men heldigvis kan jeg logge på i skyen og læse det hele der.
Live Writer ser også anderledes ud. Gad vide hvordan det ser ud på bloggen, når det bliver udgivet? Her ser det i hvert fald helt forkert ud. Både småt, trist og rodet, og det kan jeg heller ikke finde ud af at rette til… eller…. bingo…. nu er det ved at ligne sig selv, nok bare i en nyere udgave.

Både Fruen og Ellen viser mærkelige insekter. I maj måned, da jeg var i Gram, så jeg dette insekt med lange følehorn og et par gevaldige lange halespyd. Jeg har også spurgt google, men opgav i første omgang. Nu hvor jeg lægger billeder over på den nye pc, stødte jeg på det igen, og forsøgte endnu en gang. Jeg er nået frem til at det må være en flue af en slags. Måske en majflue eller en sø-majflue?

Jeg har også for 2-3 uger siden spurgt Google, hvad det var for en hvidblomstrende mark, der havde bælge i lighed med raps. Jeg, som er gammel ‘frømand’, havde aldrig hørt eller set andre hvide marker end hvidkløver. Desværre kunne Google ikke hjælpe. Jeg satte min lid til landmanden, som måtte have set den mark på sin tur rundt i lokalområdet. Da han endelig kom på kontoret, spurgte jeg ham, hvad det var for en afgrøde, der lå på ………..vejen. Det er olieræddiker. Den skulle jeg have en gang mere…Planten kan bruges i stedet for sennep, og så var jeg helt med, altså nede på det plan, jeg nu behøver at interessere mig for den slags. Olieræddiker er noget der er kommet frem inden for de sidste 10 år. Her på Lolland og Falster har vi 60 ha ud af 100 ha på landsplan. Når nu man ved hvad man skal google, er der masser af informationer at finde.

Peber- og tomathøsten i drivhuset, synes jeg går lidt trægt, i forhold til de sidste par år. Måske fordi jeg har valgt flere nye sorter. Det hele ter sig underligt, men smagen fejler ikke noget. Mums, det er det rene slik, og jeg skal nok få, de tomater jeg kan spise, trods alt. Agurkeplanten giver mere end sidste år. Tirsdag var der risiko for skybrud over Lolland. Det ramte ikke os, og det er vist også godt det samme, for det er kun vandbeholderne, der får glæde af det. I nat har det tordnet, og vi fik 3 mm vand, så nu har det endelig dryppet en smule på os.

Kos rundt i bil

En hektisk arbejdsuge afsluttet i Jylland i dag

Priviligeret og ikke mindst utrolig taknemlig

Med båd fra Kos til Tyrkiet

En dag uden mål og med udover lidt hensyn

Lidt fra hverdagen og 25 års jubilæum

En dag på cyklen på Kos

Totalt overvældet

Walk around på Kos

Tyskerne besatte Stubbekøbing

Pinse, Dodekalitten og Kragenæs

En hyldest til hylden

Cykeltur på æbleøen Fejø

Lidt om dyr, hvepse, jordbær og andet fra ugen der gik.

Fejø og karneval

Forhindringer her og der

Hvornår er det min dag?

I sorgens stund

Romantik på højt plan

Lidt om forandringer, ny pc, mærkelige insekter og planter