Pigen fra landet

Inden den store spørgerunde, får I et billede af solopgangen fra mandag morgen.

Det første spørgsmål er bare undring, og i og for sig fuldstændig ligegyldigt, men jeg vil da gerne have en forklaring, hvis nogen har den.

1)

Når jeg muser henover billederne på min egen blog, står der

crosspost. På alle andre blogge står Pin it. Sådan stod der også hos mig for længe siden, men pludselig en dag var det ændret, og det er ikke mig der har gjort det. I hvert fald ikke bevidst. Kan nogen give en forklaring?
2) Allerbedst som jeg skal til at skrive en kommentar fra min iPad, på både egen og andres blogge, så ryger jeg af, og skal logge på igen. Både på bloggen og på Feedly. Det er ikke p.g.a. manglende netforbindelse. Er der mon noget jeg kan gøre, så den kan holde kontakten. indtil jeg evt. selv logger af, hvad jeg faktisk aldrig gør. Det er da irriterende flere gange på en aften at skulle logge sig på.
3) Allans telefon. Her forventer jeg ikke I kan hjælpe. Telefonen har sit helt eget liv. Jeg

har ikke tal på alle de gange, han har været ovre i butikken og klage sin nød. To gange har de indsendt den for at få udbedret fejlen, men intet har hjulpet. Somme tider kan han ikke tage telefonen. Den ringer, ringer og ringer, men den reagerer ikke, når der bliver trykket på røret, og han kan heller ikke slukke den.
Det er sjældent vores vækkeure ringer, men de er sat til for en sikkerheds skyld. I morges efter at jeg var stået op, hørte jeg godt hans vækkeur i mobilen ringe, men det holdt op igen, fordi han ikke ~~hørte~~ reagerede på vibratoren under hovedpuden. Han er døv uden høreapparater. Anden gang det ringede, kom han op, men alarmen blev ved at ringe. I håb om at den helt af sig selv holdt op på et tidspunkt, lagde han telefonen ud på badeværelset, så vi havde fred til morgenmaden. Den holdt bare ikke op. Tilsidst måtte han finde skruetrækkersættet frem for at splitte telefonen ad, så han kunne få batteriet ud. Endelig blev der stille.

Vi fik noget at bruge tiden til.

Sådan kan vi synge for hver afsnit i dette blogindlæg.
Vi leder bestemt ikke efter noget der kan slå tiden ihjel for os, og da slet ikke i denne tid. Vi har altid noget at tage os til og kunne godt bruge lidt ekstra tid. Måske var det derfor mit ur, valgte at gå i stå fredag aften i sidste uge, midt i al flytterodet. Jeg havde hverken tid eller lyst til at spilde hele lørdag formiddag i byen for at få fat i et nyt ur. Mit ur har mange år på bagen og har gjort det godt, men det var slidt godt. Det hænger jo på mig døgnet rundt, lige bortset fra når jeg er under bruseren. Mandag efter fyraften kørte til til byen og købte mig et nyt ur. Allan mente jeg skulle købe et godt altså dyrt ur. Jeg kiggede på dyre ure, men i mine øjne var de alle herreure. Jeg fandt dog et med guld og sorte sten i lænken, som så godt ud da det lå i skabet, men da det kom på min arm, hørte det bare ikke hjemme der. Jeg faldt for dette billige gode ur, som ekspedienten sagde, hvis du spørger mig, så klæder det altså også din arm meget bedre. Jeg sagde til hende, at det var første gang, jeg havde hørt om at et ur kan klæde en arm. Hun kunne have talt for det dyre ur, men det gjorde hun ikke. Det havde også været nytteløst overfor mig.

Søndag aften kom den nye fryser langt om længe endelig på plads. Den blev vasket af, så den var klar til at modtage alt indholdet mandag aften, hvor jeg så vaskede den gamle fryser af. Tirsdag morgen så jeg, der var meget is på skabslågen, og isklumper faldt med høje dumpelyde ned på hylder og i skuffer, og skufferne kunne ikke komme ud for is. Jeg sagde til Allan, at det ikke var normalt. Han reagerede knapt nok og gad vist ikke beskæftige sig mere med fryser, og hvsi jeg kender ham ret, tænkte han vist at jeg overreagerede. Onsdag aften kørte Allan til møde. Ved 21 tiden, mens jeg vaskede op efter brødbagning, gik fryserens advarselsalarm i gang. Da Allan kom hjem kl. 22 bad jeg ham om at mærke hvor meget kulde der blæste ud af skabslågen. Så opdagede han at skabet gabte flere millimeter, og slet ikke kunne lukke tæt. Jeg kunne have ringet selv, men Allan går jo herhjemme, og jeg har frygtelig travlt på jobbet. Torsdag havde Allan en aftale i Ballerup, men lovede at kontakte forhandleren, som henviste til det servicenummer han skulle ringe til. De kunne allertidligst komme fredag sidst på formiddagen, og inden 13 for der var det fyraften. Jeg var dårligt kommet ind ad døren efter arbejde torsdag, da der lød høje fiskerkutterlyde. Da kunne mit ellers normalt meget lave blodtryk, 110/67, vist være blevet målt til noget over det normale, hvis det var blevet tjekket. Jeg røg til telefonen. Det kunne jeg lige akkurat nå inden lukketid. Jeg bad om et akut besøg, men sådan noget findes ikke. Heller ikke selvom hun dårligt kunne høre mig for vores maskinstøj. Jeg ringede til forhandleren og klagede min nød. De beklagede, men kunne intet gøre. Han havde dog aldrig hørt sådan en larm fra en fryser før, hvis det var det der larmede i baggrunden. Om natten blev jeg vækket af da den hysterisk advarslelalarm igen slog til. Fredag havde jeg fri, og da kl. var 12:30 var der stadig ikke dukket nogen tekniker op. Jeg måtte til telefonen igen, for at forvisse mig om, at de ikke bare holdt fyraften kl. 13 og lod os vente til mandag. Hun lovede 100% at han nok skulle dukke op. Det gjorde han også, efter fyraften, og fandt ud af at vi skal have en hel ny låge. Ventetiden er 8-14 dage. Godt vi har den gamle fryser endnu, ellers ville 351 liter diverse indhold tø op og gå til spilde. Den lille nye fryser var fyldt med alt hvad den kunne rumme. Indholdet er flyttet tilbage til den game fryser, den nye er afrimet og vasket af endnu engang.
NB:Til alle jer der skrev en kommentarer om at kummefrysere stadig kan købes. Det ved jeg, men som jeg også nævnte, er vores krav er at den skal kunne rumme 350 - 400 liter, men den må kun måle 1,26 m, for mere plads har vi ikke. Det har aldrig været noget problem tidligere, men i takt med de stigende krav til energi- og støjniveau, fylder isoleringen og kabinettet mere, og hvis fryseren stadig skal have samme rumindhold, må den i sagens natur blive længere.

I morges kom Camilla hjem. Hun havde en aftale med Mads, der skulle lave noget bil for hende. Jeg startede dagen i bageriet, så der var nybagte boller til formiddagskaffen. Selvom der skulle arbejdes lidt på bilen, var der masser af tid til at hygge, især mellem mig og Camilla. men også os alle fire. Jeg nyder i den grad disse stunder, som altid er hyggelige. Alt det andet bøvl vi slås med lige for tiden, betyder jo ingenting i forhold til den rigdom disse stunder giver.
Da ungerne og mor som også kom forbi for at hilse på os alle, forlod vores matrikel om eftermiddagen, tissede det stadig ned fra oven, men der er som bekendt intet dårligt vejr, kun dårlige klæ´r. Jeg ville ud og gå. Allan hundefrøs og ville derfor ikke med. Han har de sidste par måneder haft problemer med sine knæ, så jeg går mine skov- og strandture. Jeg havde det dejligt varmt, og mærkede ikke den kulde han talte om. Dagens tur blev på 7 km i strålende regnvejr.
Ligesom Tøsedrengene kan vi synge: Så gik der tid med det.

Det fortsætter med tidsspilde, ærgelser og opgaver der står i kø.

For 2. gang i vort liv tog vi turen til Det Blå Marked i søndags, i håb om at finde et lille, men specielt opbevaringsskab og et gammelt syskrin. Da vi ankom kl. 10 blev vi mødt med et skilt, hvor der stod, vi holder lukket i dag. Det kan man da ikke bare gøre. Der stod mange folk og kiggede gennem hegnet. De var sikkert også lidt utilfredse med at være kørt forgæves. Vi kørte om på den anden side, og fik øje på en brandbil. En kræmmer, som hver uge tager turen fra Bornholm, kom ud og sagde, at de havde haft brand tidligt i morges. Æv altså spild af tid – igen. Vi kan da køre til Lov, siger Allan. Jeg var langt fra varm på den ide, for sidst vi var der, godt nok for mange år siden, var der absolut intet at komme efter, men d

a det lå på hjemvejen, kiggede vi ind. Det er stort og fint, og de har meget at byde på. Gode og billige ting. Se bare et massivt massivt egetræsbord og 6 stole til blot 600,- kr. Vi prøvede at holde os til de steder, hvor der var en chance for at finde det vi kørte efter. Vi fandt ikke det vi søgte og kom helt tomhændet hjem. Der findes også et biografmuseum. Allan ville gerne studere det, men vi havde en aftale der skulle passes, så vi må forbi en anden dag.
.
De to vejrbilleder er fra henholdsvis mandag morgen og
mandag eftermiddag.

P1140660

Det virkelige liv kræver vores tilstedeværelse en stor del af tiden, både ude og hjemme. Som sædvanlig på denne årstid er jeg hængt godt op på jobbet. Det hjælper ikke ligefrem på reduceringen af mine bunker, at virksomhederne har valgt at skifte bank midt i alle regnskabsafslutningerne. Chefen har tilstået at det ikke var helt gennemtænkt. Han troede det kunne klares hurtigere. Allan forlader matriklen om morgenen lige efter jeg er kørt.
P1140664

Der skal jo ryddes op her i huset. Det bliver der også, men det det går for langsomt. Tiden bruges på meget andet en pc´en. Det er vigtigt for mig, at få frisk luft til hjernen, så når jeg kommer hjem skal jeg ud og gå en tur på en time eller halvanden. Min skridttæller har jeg fået maskinvasket. Det kunne den ikke rigtigt tåle, selvom den er blevet tørret og har fået nyt batteri. Sådan en kan jeg ikke undvære, så jeg har købt en ny Omron 3 på Apoteket.

Den sidste tid har jeg levet et luksusliv. Det har selvfølgelig en pris. Også selvom det er de gratis glæder. Jeg har nemlig taget mig den luksus at hive 1-1½ time ud af kalenderen næsten hver dag i den sidste tid, til at gå mig en tur.

I mit univers er det luksus i overklassen, fordi andet selvfølgelig må tilsidesættes. Man kan bare ikke være flere steder samtidig.

Jeg nyder mine ture i al slags vejr. Skoven er meget våd, og farven næsten brun overalt, men jeg har den helt for mig selv, møder en enkelt hundelufter i ny og næ. Skoven fortæller mig mange historier, mens jeg går rundt derude. Et fredeligt dyr ligger og kigger i strandkanten. Se den nederste fjerdedel til højre i billedet.

Lidt længere inde i skoven har nogen smidt løbebukserne, eller måske er det det meste af en underkrop, der ligger der. Der er hele tiden noget nyt at få øje på.

I dag havde jeg planlagt en tur igennem en anden skov. Allan ville gerne med på denne rundtur. Det var tørvejr, men hundekoldt. Temperaturen svarede til minus 14°, så vi var klædt varmt på. Hætten blev trukket godt ned i panden og snørret til. Der var ikke meget læ at hente i skoven, og slet ikke ude i det åbne landskab. Det var svært ind imellem at holde fodfæstet. Vi brugte godt 1½ time på dagens tur, som var på ca. 7 km og blev til næsten 8.900 skridt.
Lørdagen startede jeg med en lang vandretur og oprydning. Eftermiddagen brugte jeg på at hjælpe Mads med at isolere hans garageloft, mens Allan ryddede op på vores eget værksted. Aftenen tilbragte vi hos de bedste venner, som havde inviteret på mad. Det blev en særdeles hyggelig aften, og vi kom først hjem langt over midnat. Søndagen startede jeg med at kniple et par timer. Det kører fint, jeg lærte det inden jul, og nu kan jeg helt selv. Jeg er ret tilfreds med alt det jeg får ud af mine dage, selvom jeg river så mange timer ud til ‘ingenting’, så jeg tror jeg fortsætter stilen en tid endnu.

Da jeg ledte efter noget i min mappe med sjove historier, stødte jeg bl.a. på denne beretning. Det er angiveligt en skadesanmeldelse til et forsikringsselskab.

Jeg er murersvend, og på ulykkesdagen arbejdede jeg alene på taget af en seksetagers ejendom. Da jeg havde afsluttet mit arbejde, havde jeg ca. 50 mursten på 110 kg tilovers, og i stedet for selv at bære dem ned, besluttede jeg at anbringe dem i en træbalje, og hejse dem ned ved hjælp af en talje, anbragt på bygningens top. Derefter steg jeg ned, holdt godt fast i rebet og forsøgte langsomt at fire stenene ned, men som det fremgår af skadesanmeldelsen, vejer jeg desværre kun 71 kg.
Det er vel overflødigt at bemærke, at jeg pludselig fræsede op langs hussiden i pæn fart, og at jeg i 3. sals højde mødte træbaljen, der var på vej ned, hvilket er årsagen til kraniebruddet og det brækkede kraveben. Dette møde nedsatte kun farten lidt, så jeg fortsatte min hastige opstigen – indtil baljen ramte jorden og bunden gik ud af den. Befriet for sin vægt, vejedede den nu kun 20 kg, og idet jeg endnu engang refererer til min ringe vægt, begyndte jeg en hastig nedstigning langs nybygningens facade.
I 3. sals højde mødte jeg igen træbaljen, denne gang på vej op, hvilket forklarer mine to brækkede ankler samt hudafskrabningerne på benene og den nederste del af kroppen. Heldigvis bevirkede mødet med baljen, at hastigheden blev nedsat, så jeg kun brækkede tre ryghvirvler, da jeg havnede i bunken af mursten.
Og brevet slutter: Jeg er ked af at måtte fortælle, at da jeg lå der i bunken af mursten i dybe smerter og betragtede den tomme balje seks etager over mig, mistede jeg desværre bevidstheden – og gav slip på rebet.

Billederne har intet med historien at gøre, men gad vide hvad forsikringsselskabet vil sige til sådan en sag, med alternativt låsesystem, hvis der bliver indbrud. I retfærdighedens navn, skal siges at ejendommen er ret velholdt, men af en eller anden årsag, rører man åbenbart ikke ved denne dør og gavl, som skjules af bladene på træet det meste af året.

Det blev indholdet fra den ene skænk i stuen, der stod for kritisk gennemgang. Skænken indeholder mange fine håndarbejdsting. Noget bliver jævnligt brugt, og andet overhovedet ikke. Jeg har selv fabrikeret en del af det, og andet har jeg fået foræret.

Lysedugene har ligget i skabet de sidste 10 år eller mere, og bare ventet på at tiden igen blev til den slags pynt. De rødlige mellemlægsservietter og dem med den grønne kant bruger jeg. De tynde hvide er vasket, men ikke stivet og spændt ud, for jeg bruger dem ikke mere. Alligevel kom de tilbage i skabet. De 6 hvide forrest har aldrig været brugt og er pakket sammen med lysedugene og andet, der skal til genbrugsbutikken.

Min gudmor, har lavet rigtigt meget håndarbejde og foræret væk, og lidt af det er også nået til mig, selvom det ikke var den slags gaver je

g fik af mine gudforældre til jul og fødselsdag. Jeg vidste nemlig altid hvad jeg fik, men det er en helt anden historie. Den håndbroderede dug har min gudmor lavet, og jeg fik den til min 18 års fødselsdag. Hvis man skulle være i tvivl, er det broderet ind i kanten. Dugen er hele vejen rundt i kanten broderet med samme mønster, som det der ses her til højre. Var det ikke sådan et stort arbejde at stryge den hver gang, ville den blive brugt meget mere.

Da jeg var ganske ung, havde jeg en drøm om at lære at kniple. Som tiden gik ændrede behovet sig for den slags pynteting. Til trods for jeg ikke aner hvad jeg skulle bruge kniplingerne til, startede jeg alligevel, som nogen af jer ved, til knipling her i efteråret, for at få den gamle drøm opfyldt om at lære dette håndværk.

Det lykkedes. Jeg er bare ikke blevet overbevist om at jeg skal lave flaconer, mellemlægsservietter, jule- og påskepynt, halstørklæder, smykker osv. osv. Selvom det er flot, for det er det. Jeg går ikke med tørklæder, og jeg har ikke et lager af smykke at vælge imellem, og skal heller ikke have det. Dem jeg har hænger på mig altid. Jeg har lært alle grundslagene, og kan kniple en smule. Der er selvfølgelig mange slags mønstre. Nøjagtig som når man strikker og hækler. Knipling er et meget billigt håndarbejde, men frygtelig tidskrævende. En tid som jeg ikke har til hensigt at finde, og jeg skal heller ikke have skabt mig et større lager af noget som helst, der ikke bliver brugt. Det har jeg i forvejen nok af. Se bare de små flaconer, som jeg selv har hæklet med en hæklenål så tynd som en synål. Det er samme tynde garn som man bruger til knipling. Jeg nænner ikke at kassere dem, så de kom også tilbage i skabet.

På min vandretur i dag, mødte jeg flere mennesker. Jeg var dårligt komme ud ad døren før, jeg stødte på en fra nabolaget. Han ville gerne snakke, så vi fulgtes et lille stykke, men hans gang var lidt for treven til mig, så jeg sagde, jeg skridtede af, for jeg havde sagt jeg var hjemme om 1½ time. Da jeg nåede stranden, kom en ung mor hen til mig og spurgte om jeg vidste, hvor naturlegepladsen lå, for de kunne ikke finde den. Jeg tog hende med tilbage, hvor jeg kom fra, og udpegede stedet. Ude i skoven mødte jeg et par hundeluftere. Konen råbte, på lang afstand. Er du bange for hunde? Nej, råbte jeg tilbage. Da vi mødte hinanden, ville de gerne snakke og forklare hvorfor de råbte til mig. Hunden var ikke i snor. Det emne tog vi så også, uden at være enige. Sig mig engang, sagde konen. Du er da vist kommet langt væk hjemmefra. Næh, det mente jeg da ikke… Jamen var det ikke dig, der gik oppe i S. den anden dag. Jo, det kan sagtens være. Jeg ser dig da tit, og har gjort i flere år, bor du ikke der? Nej, det gjorde jeg ikke. Jamen du gik da også nede ved det lille skovløberhus helt ude ved X-vejen den anden dag. Ja, men jeg kommer langt omkring. Jeg fortsatte min tur og mødte en hundelufter mere, som kun fik en kort bemærkning med på vejen. Jeg nåede hjem til kaffetid, som aftalt. Sådan kan en dag også få kulør.

Vi har brugt en del krudt på, at få nogen til at gøre noget alvorligt ved den reklamation omhandlende vores nye fryseskab, leveret her den 3. januar.
Jeg ved det ikke er nemt at være butikschef i dagens Danmark. Jeg har trods alt været ansat i branchen i 10 år, og kender ~~alt~~ en hel del til den situation butikscheferne står i. Det bliver min tolerancetærskel desværre ikke større af. Som min gamle chef, en særdeles dygtig købmand sagde, og stadig siger, så fatter han ikke, hvorfor man i kæderne ikke hører på butikscheferne, som trods alt står med kunderne til dagligt, og ved hvad der rører sig. Hvilke varer, ønsker og behov kunderne har. Ganske simpelt fordi tilfredshed skaber kunder.

Vi har, både Allan og jeg, talt med Skousen flere gange. Han kan intet gøre. Vi har talt flere gange med det Servicecenter, som kører for hele kæden på Lolland, Falster og Sjælland. Da vi bad dem rykke for den ny låge, vendte de tilbage, og sagde at den ville blive leveret til butikken den 30. januar. Det kan bare ikke være rigtigt. Allan fik oplyst et telefonnummer til Witt, som har servicen på bl.a. alle Liebherr produkter i landet, og åbenbart er det øverste led, man kan nå som forbruger. Der var ikke andet at gøre, end at vente på lågen. Jeg var lige ved at gå op i limningen, da jeg fik den besked af Allan. Jeg ringer ikke mere, bedyrede han, selvom han ellers ikke er bange for at åbne munden, når uretfærdigheden blomstrer. Mit hjerte bankede af arrigskab, mens jeg omgående fløj til telefonen, for at fortælle om alle urimelighederne, og at de var nød til at gøre noget NU. Der var meget, meget tavst i den anden ende. Et øjeblik senere blev Allan ringet på på sin mobil af servicefirmaet, som ville sende en tekniker ud til os, om 5 dage, for at varme gummilisten op. Jeg tingede til Witt igen. Bad om at tale med den samme navngivne herre. At han var vældig flink, hjælper mig ikke en pind. Den gummiliste, tror jeg altså du skal se. Den er total flad og helt vredet, og kan ikke rettes op. ~~Det var nemlig også det den første tekniker, sagde, den ‘bare’ skulle.~~ Nej, men de ville prøve at gøre et forsøg, så vi i det mindste kunne bruge fryseren. Jeg sagde, det var spild af både vores og alle andres tid. Vi ønsker den nye låge nu, eller et nyt skab, som jo næsten kan komme med dags varsel. Jamen sådan var det ikke. Når det var sådan et dyrt skab, vi havde købt, så gjorde man alt for at reparere det. Når det var en reservedel, så tog det bare længere tid, og de skulle også sørge for at reservedelene kom frem ubeskadiget.Derfor den lange ventetid. (Jeg har nævnt, at vi til alt held havde den gamle fryser, men havde vi ikke haft det, havde situationen fra deres side ikke ændret på proceduren) Havde det været en billig fryser, så kunne vi have fået en ny… Giver det nogen mening, spørger jeg bare.

Tjekker I ikke jeres varer inden de bliver afsendt fra lageret, spørger jeg. Jo, det gjorde de. Så er der givetvis nogen, der har lukket øjnene her, for det er i hvert fald ikke tjekket. Han var helt enig og beklagede, at vi var havnet i den situation. Han gav mig også ret i, at det var helt urimeligt, men at der ikke var andet at gøre end at vente på den nye låge. I går blev Allan ringet op af en ny tekniker, der alligevel var blevet sendt bedt om at kontakte os, for at se om han kunne afhjælpe skaden midlertidig. Han kunne intet stille op. Jeg prøver at lade være med at tænke på, alle de historier jeg har hørt den sidste måned, om hvad andre har været igennem, og de historier jeg har læst mig til på nettet, uanset mærke og arten af hvidevarer.
De kommer og monterer den nye låge fredag den 31. Jeg håber d…. ikke, der er mere i vejen med den fryser, når den igen får strøm. Billederne er fra de sidste par dages vandreture.

Jeg er hverken døv eller blind, så det kommer ikke bag på mig, at der måtte ske et eller andet på min ‘nye’ arbejdspladsbijobbet. Som jeg skrev omher, så har jeg så få timer, at min sidste lønudbetaling for en hel måned, i dette firma, beløb sig til kr. 900,- efter skat. Jeg kan melde mig ~~delvis~~ arbejdsløs og få supplerende dagpenge i et halvt år, men det cirkus orker jeg bare ikke igen. Nu ser vi hvor længe, vi kan klare skærene.

Da jeg åbnede døren til firmaet tirsdag morgen, blev jeg alligevel mødt af en overraskelse. Der er da vist gang oprydningen, tænkte jeg, da jeg så alt det der var stablet op, mens jeg banede mig vej til mit kontor. På vejen mødte jeg chefen og en lille skare arbejdende mennesker. Nå, I har gang i den store oprydning, sagde jeg. Ja, nu sker der noget, sagde chefen. Godt, sagde jeg og tænkte, det bliver dejligt at kaste mig ud i alt det nye, han havde sagt ville komme efter årsskiftet, så jeg også kunne få lidt flere timer. Et øjeblik efter kom chefen ind på mit kontor og fortalte at bygningerne var lejet ud. Jeg håber du vil fortsætte, sagde han, for der blev nok lidt ekstra at se til nu i den første tid. Det ville jeg gerne.

Der strømmede flere og flere mennesker til i løbet af dagen. Jeg har slet ikke tal på dem. Der var allerede på alle måder gang i virksomheden. Jeg kunne jo ikke undgå at høre en masse. Jeg tog en snak med et par af de ‘nye’ folk, for at lægge billet ind på at få et lille job i det firma også. Ved du hvem vi er? Nej, det ved jeg ikke. Det de fortalte mig, blev jeg ikke klogere af. Ingen firmanavn blev nævnt. Kun hvor meget de ejede. De er MEGA store. Har alle slags forretninger i hele landet. Nu venter jeg sådan set bare på at få min opsigelse, for jeg kan godt lægge to og to sammen. Senere talte jeg med en anden chef, som fortalte at de overtog firmaet det største af de 3 virksomheder jeg passer. om… han kiggede på uret… og sagde… om 3 dage. Altså i dag 1. februar. Jeg har allerede sendt de 3 første ansøgninger afsted. En opslået, som jeg dårligt ved hvad er, da det var på billet mrk., men det lød som noget jeg rigtigt godt kunne tænke mig. De andre to var uopfordret, hvor jeg i forvejen havde ringet.

Siden i tirsdag aften/nat, har jeg haft så ondt i ben/balle, at jeg hverken har kunne sidde eller ligge ned. Fredag havde jeg en aftalt tid hos min mirakelmand, men ventetiden indtil da har næsten ikke været til at holde ud. Jeg har fået en ordentlig portion nåle, og så siger han gudhjælpemig, at det nok var en rigtig god ide, at jeg lod være at gå ture, med mindre jeg holdt mig fra skovture og andet ujævnt terræn. Det er straffen for at have gået lange skovture siden juledagene. Melldingen var, at der hvor jeg skulle gå, skal der være rent, tørt og helt plan vej, indtil musklerne igen var løst op. Sådan et terræn har vi slet ikke her i området i denne tid, lige bortset fra vores eget lille fortorv, med mindre jeg altså valser rundt oppe midt på hovedvejen og sikkert kommer i karambolage med politiet. Altså ingen skovture til mig, hvis jeg ville have musklerne til at slappe af, og det vil jeg. Mine gåture har jeg taget i vort eget hus, ved at vandre gennem gangen ind i stuen rundt om borde og tilbage igen en masse gange, men det bliver altså hurtigt ensformigt, og efter 10-15 min. er det ikke interessant mere. Vi skulle ellers have været på en vandretur på Avnø i morgen, men har måttet aflyse.

I aftes var vi i vores lille grundejerforening som tæller 12 husstande, men ikke alle møder op. Der var arrangeret foredrag om min arbejdsplads med forfatteren til bogen om samme. Bogen fortæller mig ikke rigtigt noget jeg ikke ved i forvejen. Jeg har nok for meget insiderviden. Jeg har selvfølgelig mødt forfatteren og talt med ham mange gange, og forventede at han var en rigtig god foredragsholder. Det holdt stik. Han kan sin lektie helt udenad, og holdt vist alle fanget hele aftenen, men som forfatter er jeg ikke imponeret af ham.

Vi har søgt og ledt overalt, for at finde et skab, der delvis kunne erstatte de to der måtte lade livet for at få plads til den nye fryser. Det viste sig at være en umulig opgave. På den plads vi har til rådighed, er der ikke er plads til at åbne almindelige låger og skuffer, så vores krav var jalousi- eller skydelåger. Hvis vi ville have et skab, måtte vi bygge det selv. Jeg foreslår Allan, at vi går ind og snakker med Designa. Det viste sig at være en rigtig god ide. Han er nemlig en kreativ herre, der eksperimenterer med alt muligt. Han havde gang i et pilotprojekt, som ikke var helt færdigt, men hvis hans glarmester sagde ja, ville vi være den første kunde. Vi bestilte to sortmalede glaslåger, nogle hjul og et par skinner, samt en bordplade. Nu har Allan lavet et skab. Vi synes det er superflot. Nu skal der bare en liste på ved gulvet og kanterne skal males grå eller sølvfarvet

Nu har det meste af det, der stod tilbage på gulvet, efter omrokering og oprydning, fået en plads. Dog mangler strygebræt og støvsuger stadig et sted at være.
Historien om fryseren, har jeg prøvet at anmelde på Trustpilot. Det viser sig at være en umulig opgave. Der kræves et godkendt ordrenummer. Vi har intet ordrenummer, og uden sådan et, kan man ikke anmelde noget. Fakturanr. og reklamationsnr. er ikke godkendte numre. Jeg har skrevet til Trustpilot, og vedlagt dokumentation for købet, som de forlanger, men jeg har intet hørt. Løsningen blev, at jeg har smidt hele klagen ud på Facebook, mens jeg stadig har en lille mulighed for at holde dampen kørende. Klagen var jo skrevet og det ville være spild af kræfter at kassere det.

Når vandreturen til Avnø måtte aflyses, og der var for meget sne og søle til at jeg kunne finde nogen steder jeg måtte gå, kørte vi i stedet en lille smut i bilen gennem skoven og ud til vandet søndag eftermiddag. Nu er de små veje, de fleste steder, igen til at færdes på. Jeg arbejde til sent i går, så i dag var min første ‘lange’ tur efter behandlingen. Det skulle jo nødig give bagslag, så jeg holdt turen på 4-5 km. Skal under behandling igen i morgen. Vi får se om jeg får grønt lys til mine skovture.

Den sidste uge har jeg brugt en del timer på Lokalhistorisk Arkiv. Webmasteren have fat i mig. Han efterlyste mit klassebillede fra 1964. Gerne uddybet med så mange oplysninger som overhovedet muligt. Han fik for- og efternavne på alle mine 24 klassekammerater, og fødselsdage på mange af dem, samt forældrenes navne, stilling og bopæl dengang og nu. Der ligger stadig en del arbejde til mig på Arkivet, men i hverdagene har jeg nok at se til. Selvom jeg har en del ferie og fridage tilgode, arbejder jeg i øjeblikket flere timer på min hovedarbejdsplads, for at nå tingene til tiden. Så er det jo rigtig rart, at jeg ikke har problemer med at holde fri fra bijobbet og at A-kassen ikke kan blande sig.
Vi har bestilt billetter til Grease i Tivolis Koncertsal i denne måned. Det glæder vi os til. Der er også bestilt en lille ferie til Kos. Det har dog lidt længere udsigter, men vi glæder os til at udforske endnu en af de græske øer.

Denne weekend har for det meste bestået af hjælpeprojekter. Det betyder at jeg får ryddet op, mens jeg hygger mig med lidt syslerier.
Jeg har en del nye stofrester liggende, som er blevet tilovers, hver gang jeg har syet et eller andet. Det er ikke de store stykker stof, men det er for godt til bare at kassere. Det allermeste stammer helt tilbage fra ungerne var små. Jeg har haft bud med til Røde Kors, for at få fat i nogle mønstre jeg kan bruge, selvom jeg egentlig har mønstre nok, men der er helt bestemte krav til, hvordan man må sy. Ingen knapper og ingen lynlåse, hverken i tøj eller strik. Jeg har brugt nogle timer på at tegne mønstre af, arkene skulle afleveres igen.

Endelig kom jeg til det sjove, nemlig at klippe i stoffet og til selve syningen. Der skal alligevel bruges en pæn størrelse stofrest, selv til små bukser, nederdele og shorts. Nederdelen er pyntet op med et af Mads’ børneslips. Der er syet lommer i både shorts og bukser.
Mor skulle have tiden til at gå, så hun kom en tur lørdag. Jeg greb chancen og tog hende med ind til min computer, hvor vi sammen fik sat endnu flere oplysninger på gamle billeder til Lokalhistorisk Arkiv. Jeg ved hun synes det er sjovt og interessant, og hun kender jo i sagens natur flere fra den tid, end jeg gør. Tiden fløj afsted. Allan spurgte om vi slet ikke skulle have frokost, så vi fik både frokost og eftermiddagskaffe lige oven i hinanden. Mor havde nemlig taget en hjemmelavet æblekage med.
I fredags da jeg mødte på arbejde, for at afslutte og indberette moms, kunne jeg dårligt finde ind. Der er byggeet helt om. Vægge er flyttet. Døre er flyttet, og flere er sat i. Da jeg nåede mit kontor var der også sket store ændringer. Bl.a. var min pc og alle mine bilag og papirer forsvundet. Det blev dog fundet og stillet op. En af cheferne fra det nye firma kom og spurgte mig, på en pæn måde, hvor meget jeg skule arbejde for min gamle chef, for det var hans kontor, og han havde ikke aftalt at der fulgte en medarbejder med.Jeg blev ham svar skyldig, men mente det var ganske få timer om måneden. Det var så heller ikke noget problem. Vi kunne sagtens dele kontor de timer. Jeg fik at vide hvor jeg måtte råde. Jeg skrev på firmaets vegne min egen opsigelse, og bad chefen skrive under. Det ville se forkert ud, at det var min egen underskrift, der stod på papiret. Som jeg sagde til chefen, kunne han ikke have mig ansat i et firma han havde afhændet. Jeg skal først på arbejde der igen, når der skal laves løn for sidste gang. Jeg bliver så ansat i det andet af hans firmaer. Mit gæt er, at det maximalt kan blive ca. 5 arbejdstimer om måneden, og det er jo ingenting.

Vejret har været fint i dag, og da vi havde drukket eftermiddagskaffe, gik jeg mig en tur. Jeg vovede pelsen og gik ad landevejen til jeg mødte en anden skov end vores egen. Når nu erantis og vintergækker står så fint og blomstrer i vores have. Kunne jeg ikke dy mig for at tage en lille afstikker ad en skovsti, for at se om der skulle være de første tegn på ramsløgspirer. Jeg ned på hug og feje blade til side. Her så jeg de første små spirer af både anemoner, men vist også ramsløg. Det blev en lang vandretur, måske for lang, for et godt stykke før jeg var hjemme igen, kunne jeg mærke det trak i ballen. Jeg må gerne gå, men bare ikke for meget. Jeg vil gerne vide, hvornår det er for meget, men det finder jeg nok ud af det næste døgns tid.

Vores fastnettelefon ringer utroligt sjældent, og når den gør, er det som regel en af de mange sælgere, der er ude for at kapre kunder, eller en af de mange analyseinstitutter, der har gang i en forbrugerundersøgelse.

Da telefonen ringede her i huset søndag aften, var jeg så godt som sikker på hvad det drejede sig om. Manden, i den anden ende af røret, præsenterede sig med firmanavn, by og det hele, men det sagde mig absolut intet, før han nævnte, at han havde modtaget min ansøgning under billetmærke, bogholderi, telefonpasning, lyst til at arbejde med mennesker og lidt lettere rengøring. Vil du komme til en samtale? Selvfølgelig ville jeg det. Kan du komme allerede i morgen kl. 16 eller vil du gerne komme lidt senere?

Yes, yes, jeg havde armene helt i vejret, da jeg skulle ud og fortælle det til Allan. Jeg mødte op til en samtale med både manden og konen, hvor jeg også blev vist rundt i huset. Inden jeg gik derfra, fik jeg besked om, at vi der var indkaldt til samtale, alle ville få besked samme aften, eller senest næste dags eftermiddag, uanset udfaldet. Allerede 19:30 samme aften ringede han og sagde, at det havde været svært at vælge. Vi havde alle tre givet dem begge et rigtigt godt indtryk. Vi havde alle de samme kvalifikationer, men noget skulle de jo sortere ud fra. Derfor blev det de små marginaler, der afgjorde det, og alene det geografiske der sejrede. Det blev altså ikke mig, der skulle stifte bekendskab med denne virksomhed, men det bekræfter mig endnu engang i, at interesser kan være med til at give et fingerpeg, om noget jeg ikke vidste stillingen indeholdt.

Jeg fortsætter det meget tidskrævende job at finde et supplerende deltidsjob. Det er meget almindeligt, at jeg bruger 2-4 timer dagligt på det. Også de dage hvor jeg passer mit arbejde. Selvom jeg ikke har meldt mig ledig, er jeg i fuld gang med ~~igen~~ at oprette mig i diverse databaser. Det er utroligt hvad de skal vide om en. I går aftes brugte jeg 2 stive timer på at oprette mig i en eneste profilbank. Jeg havde talt med dem i telefonen først, da jeg ikke har til hensigt at køre land og rige rundt eller rive teltpælene op, men de forventer, ligesom mange andre, at der bliver masser af arbejde hernede, når de for alvor starter på den nye Femern Bælt-forbindelse. Der stod det ville tage 15 min. Det kan jeg så konstatere ikke passer. De 15 min. rækker kun hvis man er ny på arbejdsmarkedet, eller har et meget begrænset arbejdsområde, og ikke hvis man gaber over en hel stribe, efter at have været på arbejdsmarkedet et helt liv, og har været heldig at få lov til at snuse til det meste. Der skulle ‘bare’ sættes ~~flere hundrede~~ krydser, skrives måneder og årstal indenfor hvert eneste lille specificerede og meget detaljerede område. Samtidig skulle der udfyldes kvalifikationer i 5 eller 6 kategorier ud for samme ting. Med ord fra ‘kendskab’ til ‘ekspert’. De ville også vide hvor mange år, jeg har beskæftiget mig med hver eneste lille ting. Du milde Moses, sikke et arbejde, alt det har jeg da ikke i hovedet, og heller ikke andre steder, så der måtte sjusses lidt. Jeg gik i gang med den næste profilbank, men den så ud til at være af samme kaliber, så jeg afbrød, og fortsætter i dag, hvor jeg har ‘fri’ uden nogen former for lønkompensation.

I weekenden bliver der ikke meget tid til jobsøgning. Mads lægger ud med 25-30 ~~unge~~ mennesker, som er inviteret til fyraftensøl og pølser sidst på eftermiddagen i dag. Vi er også inviteret, hvis vi har lyst. Det har vi selvfølgelig. Det er altid sjovt at se og tale med ungernes venner. Flere af dem er kommet meget her i huset for at lege. Lørdag har jeg inviteret vennerne på mad. Det bliver garanteret lige så hyggeligt, som det plejer at være. Søndag fylder Mads 36, så der står familiehygge på programmet hele dagen. Camilla ankommer her allerede om formiddagen. Det er med at udnytte timerne, når det er muligt, og den lange tur alligevel skal køres.
Billederne er fra gåturene rundt i området. På det midterste ses en lille regnbue midt i billedet.

Det kan jeg ikke prale med at være, men jeg fik min første sølvske i dåbsgave. Måske ikke usædvanligt, for det har altid været blandt de mere traditionelle dåbsgaver i mange familier. Min var bare lidt anderledes.

Min gudmor havde en mere fremtidsorienteret hensigt, da de forærede mig min allerførste ske i sølvplet.
Dengang var det helt normalt, at pigen havde samlet hele udstyret til hun skulle stifte sit eget hjem.
Hvert eneste år, til både jul og fødselsdag, kunne jeg næsten være sikker på at gaven fra mine gudforældre var sølvtøj. Jeg har altid været glad for disse gaver, som på det tidspunkt var ret kostbare. I dag er det intet værd. Sølvtøjet havde i hvert fald en pris, der generelt lå over det vi gav, og fik for, i vores familie. Knivene og tagtøjet, lå også i en prisklase, der lå over det gudmor og gudfar gav mig, så da jeg fik fast arbejde hver dag efter skoletid som 12 årig, gik nogle af pengene til sølvtøj. Andre gavegivere har også været med til at opbygge mit lager. Det lå bl.a. på gavebordet ved min konfirmation.

Den 1. sølvske voksede sig til en samling af 66 skeer i alt. Dertil kommer alt det andet. Jeg kan dække op til 18 personer, undtagen hvad knive angår. Dessertskeer, teskeer og nogle få andret ting bruges rigtig flittigt. Det andet noget sjældnere, da intet af det kan tåle at gå i opvaskemaskinen. Når menuen, jeg serverer til gæsterne, ikke kræver skarpe knive, bliver bordet udelukkende dækket op med sølvtøj, og måske den håndbroderede dug, også fra gudmor. Det skete sidst i lørdags, hvor vennerne var her. Vi fik nemlig dyreryg, som ikke krævede ret meget af kniven. Knivene er desværre ret sløve, fordi de er helt uden skær. Det ~~kan~~ kunne man få lavet, men det var ret kostbart. Nu kan det være lige meget.
Navnet på sølvtøjet er selvfølgelig Pia. Har du også samlet på sølvtøj?

Vi ved jo alle at livet af og til kræver lidt ekstra opmærksomhed. Sådan er det hos os i øjeblikket. Jeg har fortalt om noget, og andet er af mere privat karakter, så det vil jeg ikke ud med i offentligt forum. Der sker dog også en del andet, både gode og mindre gode ting.
Meget tidligt fredag morgen ringede min telefon. Undskyld mor, hvis jeg vækkede dig, men nu da jeg gik ud for at køre på arbejde, opdagede jeg at bilen er stjålet i løbet af natten. Allan blev vækket, og var helt forvirret. Den stakkels mand troede han havde sovet over sig. Han vil være oppe så vi kan drikke morgenkaffe og tale sammen, inden jeg kører på arbejde. Mads ringede til sin arbejdsplads, men da de ikke så godt kunne undvære ham, lovede han at komme så hurtigt som muligt.
Da jeg kørte hjemmefra om morgenen, vidste jeg ikke hvor lang min sidste arbejdsdag i det firma ville blive. Vi havde bestilt billetter til musicalen Grease, og satsede på at vi kunne nå at få lidt at spise først derinde, og turde ikke andet end at bestille bord. Det blev på Nimb Vinotek, hvor vi fik simremad. En lækker lammekølle, med rigeligt kød. Desserten var Creme bruleé. Vi nåede det hele og fik en dejlig aften ud af det. Vores pladser på gulvet kunne dog have været bedre, men det var de bedste pladser vi kunne få, ud af mange, da vi bestilte, uanset hvilken dag vi valgte. Vi har været for sent ude. Vi landede her på matriklen lidt før 1 i nat.

Mads har længe ønsket sig nyt tapet til sit badeværelse og køkken, inklusiv opsætning. Ønsket gik i opfyldelse til hans fødselsdag. Tapetet eller penge til det, fik han af andre. Jeg havde lovet at sætte det op, hvis han selv gjorde klar til det. Pillede det gamle tapet af, og flyttede det, der nu skulle flyttes. Den stjålne bil gjorde dog, at han ikke var helt klar, da vi kom kl. 9 i dag som aftalt.
2014.jpg a

Eiijj hvor er jeg altså glad, sagde han flere gange i løbet af dagen. Helt nyt badeværelse på en dag. Nu kan jeg spare på strømmen lyset. Det blev nemlig et helt andet og meget større og lysere badeværelse han fik i dag. Mor vil du love mig, at du du nægter at sætte mere grønt tapet op hos mig nogensinde, hvis jeg skulle få den fjollede ide igen. Det turde jeg godt love.
Mads havde en aftale, og vi ville også gerne hjem og nyde en stille aften. Jeg har lovet at komme og hjælpe ham, med at sætte tingene på plads igen i morgen, så vi er klar til tage hul på endnu en uge, som godt må se lidt bedre ud.

Mads har et hav af venner, og i miles omkreds er hans bil, og historien om den, kendt af gud og hver mand. Alle var derfor klar over, at det ikke var nogen fra området, der havde taget den.

Efterlysninger af bilen blev hurtigt lagt på FB, hvor det blev delt og delt. Det gik som en steppebrand rundt i vort lille kongerige. Overalt kiggede folk efter den. Politiet havde også et lille stykke i avisen. Flere venner var ude at lede efter bilen i forskellige afkroge. Søndag ved middagstid, var jeg, som lovet, lige kommet op til M for at hjælpe ham med at komme på plads i det nytapetserede badeværelse, da en af hans venner ringede og sagde, at han havde fået oplyst at bilen stod på en navngiven adresse, godt gemt bag træer og buske i Dannemare. Han kunne ikke se hele nummerpladen, men de sidste par cifre passede fint. M ringede til politiet, men de ville ikke rykke ud, før de var helt sikre på, at det var hans bil. M bad om Allan og jeg ville køre med, for man vidste jo aldrig hvem og hvad man mødte, og han selv havde været til stor fest hele natten, og skulle ikke køre nogen bil. Hvis bilen kunne køre, ville han jo gerne have den med hjem. Selv mig, der synes alle biler er ens, og at der kun er farven til forskel, kunne kende bilen. M ringede igen til politiet. De havde dog lige gang i en anden sag, så der ville gå en time, før de var fremme.

Billedet er taget fra bilen, mens vi kørte forbi. Vi turde ikke stoppe op, da det ville vække for meget opmærksomhed.
Vi kørte en tur ud til stranden, og lidt rundt i området, inden vi parkerede ved kirken, hvor vi, på lang afstand havde et frit udsyn til matriklens indkørsel. Efter en time ringede politiet, at nu var de nået frem til adressen, men de kunne ikke se den lastbil M havde fået stjålet. Næh, det er nu også bare en almindelig bil på gule plader, siger M. Den adresse politiet var kørt til, var der hvor bilen var blev stjålet, så vi måtte vente yderligere en lille time før de nåede frem. De undskyldte meget alt det rod.

Endelig kom politiet, så M kunne se om bilen og indholdet var okay, eller den var skrællet for værdi. M låste op, så politiet kunne kigge ind. Bortset fra hans egne ting, lå der handsker, elefanthue, GPS, hammer, boltsaks, koben og andet værktøj. En ‘ung’ mand kommer ud ad huset efterfulgt af den ene betjent, og siger det er ham, der kom til at tage bilen. Yderst høflig, men det passer ligesom ikke til situationen. Tyven rækker hånden ud til M og siger, det er jeg meget ked af, undskyld. M vælger at ignorere den fremstrakte hånd. Politiet siger til tyven, at det værktøj der ligger i bilen ligner noget, han skal bruge til et indbrud. Men han forsikrer, at det er helt nyt. Ja, nyt, siger politiet, hvor har du så stjålet det? Det har jeg købt, fordi jeg skal hjælpe med at renovere dette hus. Det er derfor jeg er kommet herned. Man bruger ikke en boltsaks til at renovere hus med, siger politiet. Jo, der skulle fjernes et skab. Tyven undskylder utallige gange, og kommer med den samme historie igen og igen. Han havde mistet 1.500,- den skæbnesvangre aften, så han kunne ikke se nogen anden udvej til at komme videre. Han havde tomlet den en del af vejen og var blevet sat af ved motorvejen i Sakskøbing, hvorfra han så var gået nogle km og fandt Forden. Havde han ikke mistet alle de penge, var det aldrig sket.

Politiet ringede og forhørte sig om tyven, som viste sig at være en gammel kending i deres system. Han fortalte selv han boede i Helsingør. Få dig dog et liv, siger de til ham. Det var han skam også ved at skabe sig nu. Dette var hans første overtrædelse, siden han var blevet løsladt, hvornår det så end var. Han vidste vist lige så meget om biler som M gør, og han var klar over, det var et velholdt klenodie han var kommet ind i. Han havde kørt pænt, stille og roligt og kun ødelagt dørcylinder og tændingslås samt brugt en ½ tankfuld diesel, dels til at holde varmen. Det er ikke i orden at gå og tage andres ting, siger politiet. Nej, nej, det vidste han godt, men …samme historie. Du har sikkert ikke noget at betale med, med alle dine sigtelser, men du får i hvert fald en hilsen fra os, og så håber jeg, det gør indtryk på dig, at du nu står ansigt til ansigt, med ham det er gået ud over. Det gjorde det bestemt, og han skulle også nok erstatte det, han havde ødelagt, og oplyste velvilligt sit telefonnummer. Det var et par meget søde og venlige unge betjente, der også havde et skjult smil på læben, afhængig af situationen, som da de siger til M, at han jo ikke kan bruge sin nøgle til at starte med. Næh, men så må jeg jo gøre det på anden måde, siger han. Tyven siger: Du kan få min skruetrækker, den jeg brugte, den er alligevel gået i stykker, og du kan bare beholde den.
Sådan forsvandt 5 timer en søndag på Vestlolland, for at finde og vogte over den kære gamle Ford, og få den hjem igen. Vi har en meget, meget glad og rørt søn. At han fik sin bil igen, og så hurtigt, skyldes alene vennerne og Facebook. Både Mads og jeg har en profil på FB, men det er ikke der, vi færdes. M endnu mindre end mig. Alligevel er der hjælp at hente, når det virkelig gælder.

De sidste par måneder har jeg brugt en del energi på at søge job. Uopfordrede, vel at mærke, fordi der ikke er andet er søge. Skal ret være ret, så har der været to opslåede stillinger, som jeg selvfølgelig også har søgt. Jeg nåede til samtale det ene sted, og fik afslag på det andet fredag i sidste uge.

Da jeg ikke gad det cirkus jeg havnede i 2 mdr. sidste år, har jeg ikke meldt mig ~~delvis~~ ledig. Jeg har altså selv betalt hver eneste af mine ufrivillige fridage, som der bare blev flere og flere af de sidste 3-4 måneder. Ingen skal tvinge mig til at opsige et arbejde, jeg er rigtig glad for, for at blive arbejdsløs på fuld tid. Der er alligevel ingen hjælp at hente i systemet. Kun en kosten rundt i manegen til ligegyldige og tidsspildende opgaver, hvor jeg alligevel faldt uden for alle rammer og ikke havde adgang til noget, borset fra jeg havde mødepligt. Jeg kunne altså ligeså godt køre løbet helt selv, og sætte alle kræfter ind på jobsøgning uden at skulle kontrolleres og aflægge ugentlig rapport. Jeg er, og har altid været, interesseret i at finde arbejde jeg kan bestride, men der må også gerne være en smule udfordring, så hjernecellerne ikke går helt i stå. Jeg har kun søgt deltidsjob, der kan passe med det arbejde jeg allerede har, og job jeg virkelig kunne tænke mig. Så længe jeg selv betaler hele gildet, har jeg lov at være kræsen og fordringsfuld. Jeg har oprettet mig i diverse jobdatabaser og brugt mit netværk. Jeg har brugt utallige timer på ‘bare' at finde nogen, som jeg kunne sende uopfordrede ansøgninger til, i håbet om at der var bid et eller andet sted derude.

Onsdag den 19. februar røg denne mail afsted, sammen med mine anbefalinger og mit CV.
Jeg har altid haft to job, og har sidste arbejdsdag i virksomhed nr. 2 nu fredag den 21. februar. Heldigvis har jeg stadig mit arbejde på ………………… som jeg passer på 25. år, 3 dage om ugen.
Jeg er altså på jagt efter et kontorjob, der svarer til ca. 2 arbejdsdage om ugen, og håber I kan tilbyde mig noget.
Vedlagt fremsendes udtalelser fra nuværende arbejdsplads, samt fra de to sidste jeg har haft.
Jeg skriver gerne en rigtig ansøgning og uddyber nærmere, hvis det ønskes.

Fredag den 21. februar dukkede der en mail op. Jeg var velkommen til en uformel snak, men skulle lige ringe først, men de turde slet ikke lovet mig noget. Mandag morgen ringede jeg straks og aftalen blev at jeg skulle komme fredag morgen i går til en tår kaffe og en snak. Der havde slet ikke været tale om flere ansættelser, men mine papirer talte til dem. Inden jeg gik derfra, var jeg ansat og skal starte på tirsdag. Jeg havde selvfølgelig håbet og ønsket, at dette ville ske, men turde slet ikke regne med det. Et spændende og meget alsidigt job, venter mig. Jeg skal arbejde med ting, der sidder på rygraden, men jeg skal også kastes ud i rigtig mange helt nye ting. Noget jeg end aldrig har hørt om før. Min nye chef sagde hun rigtigt godt kunne lide min fremgangsmåde, og var vældig glad for at jeg havde tænkt på dem og takkede flere gange, hvortil jeg sagde, at jeg bestemt også var glad for jeg fandt dem, og at det var mig, der takkede. Jeg, der ikke har haft en ‘rigtig’ arbejdskollega, de arbejder udenfor huset eller langt fra det rum, jeg sidder i, de sidste 25 år, får nu hele 5 af slagsen. Det bliver også noget helt nyt.

Jeg synes vores nærmeste, samt os selv, har haft nok om ørerne den sidste tid. Noget vi ikke har haft indflydelse til at ændre på, bortset fra at prøve at ruste os mentalt og ellers bare følge med. Nu ser det heldigvis ud til at bøtten er vendt. De gode nyheder kommer nu i en lille lind strøm til os alle.

Weekenden bød ikke på helt så fantastisk vejr, som de havde lovet, men jeg kom da lidt i haven både lørdag og søndag, for at hive noget af alt det visne og meget grønne op, så jorden kan tørre lidt. Der er godt nok vådt derude. Der blev også tid til at hygge med mor nogle timer, samt rengøring, bagning og vandretur.

Et par dejlige dage med ren afslapning, samt glæde på andres vegne, som bl.a. da Mark og vennen lørdag aften var med i tv-programmet ‘Ekstranummer’ på TV2 Charlie. Mark ville ikke synge, men gerne støtte Danny, som også blev aftenens vinder. Gik du glip af dette, bliver det genudsendt den 6. marts kl. 22:30. Du kan også finde deres sang og musik her.
Da jeg læste hos Ellen at de næsten ville køre lige forbi os i går, blev de inviteret til at kigge indenfor. Vi spiste et ganske almindeligt måltid mad. Som afslutning på måltidet havde jeg bagt Grevindens nøddetærte, som er en meget gammel opskrift. Som altid var det nogle ganske hyggelige timer.

I dag var det min første arbejdsdag i det nye job. Jeg har prøvet at få afskedsgaver, men aldrig velkomstgaver. Jeg blev modtaget, eller rettere sendt hjem, med en flot buket af chefen, og et velkommen til firmaet. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er et sted jeg vil befinde mig rigtigt godt. Mit hoved er fyldt pænt op i dag med nye indtryk, så jeg tror jeg sover rigtigt godt i nat. Det passer mig særdeles glimrende.

Tupperwareparty har de fleste af os vist stiftet bekendskab med, både som gæst og værtinde. Længe før jeg flyttede hjemmefra, var det kendt i mit barndomshjem.

Tupperware har altid været populært, og er det stadig. Allerede som stor skolepige købte jeg mine første små skåle, og jeg har dem endnu. Dvs. nogle af dem er blevet ombyttet på den evighedsgaranti der loves. Andre er ikke, fordi man ikke bytter ting, man selv har forvoldt skade på, bevidst eller ubevidst.

For mere end 25-30 år siden investerede jeg en den store bageskål, og den har været brugt flittigt. Også til andre ting end bagning. Skålen var næsten ny, da der skulle steges et par hundrede frikadeller, og mor fik stillet skålen for tæt på stegepanden, og jeg fik reddet den inden der smeltede helt hul. Det sidste års tid har jeg ønsket mig en ny bageskål, fordi den nu var begyndt at krakelere overalt indvendig, og bunden havde også en revne, så mit eneste og højeste ønske var en ny bageskål i julegave. Vi har nogle venner, der kender nogen, som forhandler disse varer, så det ville ikke være en umulig opgave at opfylde mit ønske, når jeg nu for en sjælden gangs skyld, virkelig havde et ønske.

Mit ønske opfyldte Camilla, men gaven betød også, at jeg fik en invitation til et tupperwareparty af samme forhandler S. Det skulle være et noget anderledes party end de traditionelle, fordi hun også sælger ud af sine ‘gamle’ demonstrationsmodeller. Farve og facon skifter hele tiden. Vennerne ville sørge for transporten, og da der ikke er købetvang, tog jeg med. Jeg medbragte min gamle bageskål, så den kunne blive sendt ind vurdering sammen med en anden meget, meget gammel skål, som stod i Mads´ hus da han købte det. Stjernelåget havde vredet sig, og ikke kunne sættes på. Jeg blev noget overrasket, da S ringede på og afleverede to helt nye skåle til mig og sagde, at de havde godkendt reklamationen, selvom jeg havde gjort opmærksom på ‘brændemærket’ som også var ganske tydeligt. Næsten som det røde låg her ovenfor, som Allan desværre har fået ødelagt. Måske skulle jeg prøve at få det byttet også. Nu har jeg altså to bageskåle, og kan sætte to forskellige brød-bollebagninger i gang samtidig, som jeg lige har gjort her i dag.

Jeg følger ikke med i hvad der sker på tupperwarefronten, men tænkte at jeg ville købe en lille skål til mikroovnen. Vi har i mange år haft en ikke helt billig mikroovn, men bruger den kun til at lune de hjemmebagte morgenboller, æbleskiver eller den slags. Ved juletid begyndte jeg, til en afveksling, at spise havregrød om morgenen. En ret der aldrig rigtigt har talt til mig, men jeg dør altså af kulde, hvis jeg om vinteren skal spise yoghurt med friske frugter, som jeg ellers gør hele sommerhalvåret. Jeg fik nemlig den ide, at putte en god portion af mine frosne bær i havregrøden, eller et æble skåret i små stykker, inden det bliver sat i mikroovnen i 2 min. Jeg kan gå på badeværelset og der er ingen der skal røre i gryden. Når grøden er færdig kommer jeg 5-6 mandler i.

Jeg støttede S ved at købe en lille skål til at koge havregrød i, samt en EasyRice, riskoger, også til mikroovnen. Det er supernemt. Nu skal jeg bare huske, jeg har den riskoger, for de bliver faktisk rigtig lækre, når de er lavet på den måde, og der er intet der koger over, eller man skal holde øje med. Det eneste jeg er utilfreds med hos Tupperware er, at jeg ikke har mulighed for at holde mig til samme farve, som jeg anskaffede tingene i. Mine øjne bryder sig ikke om den store spraglede farvepalet i mine køkkenskabe eller nogen andre steder, for den sags skyld. Sidste nye farve er lilla, bestemt en flot farve, men hvis ikke S kunne skaffe riskogeren, så den passede til de nye bageskåle, skulle jeg ingen have.

Siden jeg fik forbud mod skovture, på grund af problemer med mit ‘bagtøj', har jeg pænt lystret, så længe det gjorde ondt at sidde og ligge. Den første søndag i marts forsvandt det problem som dug for solen. Det skulle selvfølgelig straks udnyttes, med en lang tur i skoven. Jeg var lidt spændt på om jeg fik ødelagt det hele, men det gik godt, og det gør det heldigvis stadig. Jeg behøver ikke mere rende på den kedelige landevej, men kan igen nyde mine skovture. Der er stadig ikke meget grønt i skovbunden. Der er langt mere forår her på matriklen, men pludselig vælter anemonerne op, ganske som de plejer, er jeg sikker på.

Det nye arbejde betyder, at jeg tirsdag og fredag kører hjemmefra en time tidligere end de andre dage, men jeg kommer også to timer senere hjem. De to dage når jeg ikke ud at gå de helt lange ture, men allerede første dag, fandt jeg en måde at kompensere for det på, nøjagtig som da jeg arbejdede i Nykøbing. Jeg parkerer et pænt stykke fra kontoret og starter med en lille gåtur både før og efter endt arbejsdag. Byens gader ligger øde hen om morgenen, og resten af dagen sker der vist heller ikke så meget, i Stubbekøbing har jeg hørt.

Fredag aften var vi til den årlige generalforsamling, hvor jeg sagde ja til endnu et par år som revisor for vores lille grundejerforening og Allan tog et par år mere som suppleant i bestyrelsen. Efter mødet var der hjemmelavede pandekager med is, og vi spillede det sædvanlige bankospil.

Søndag havde Camilla inviteret til brunch i anledningen af hendes 31 års fødselsdag. Vi lagde hus til. Jeg tilbød at lave en del af det, der skulle laves, men næh, nej, det kunne der overhovedet ikke være tale om. Barnet sagde, det var mere end rigeligt, at vi skulle lægge hus til, med det det indebar. Hun ville komme tidligt om morgenen, medbringende alt det der skulle på bordet, og klare det hele selv. Det var hendes opgave og ikke min, sagde hun. Jeg mente det var nemmere, hvis hun sagde, hvad vi skal købe ind, så hun

ikke skulle slæbe alt det med til Lolland. Hendes svar var nej, og sådan blev det - næsten. Jeg fik allernådigst lov til at bage nogle boller og lave røræggen. Æg, pølser, bacon, pålæg,

leverpostej, juice, ost, frugt osv. osv. slæbte barnet med fra Kbh. i store tasker. Sidste år kørte vi i en frygtelig snestorm for at nå frem til fødselsdagsbarnet, men i år var vejret helt fantastisk, så eftermiddagen tilbragte vi i haven, hvor vi nød solens stråler.

Den første purløg er høstet, og inden længe er der også rabarber. Det gode forårsvejr har også fået mig til at hoppe på cyklen, ganske som jeg plejer, når skovstierne er nogenlunde til at køre på. Selvom det er fantastisk vejr, er det stadig så koldt om morgenen, at det kræver både ørevarmere og handsker og en lun jakke. Billedet her til venstere er taget ud over vandet i morges, og samme sted, bare i en anden retning er det nederste med rimfrosten taget.
I eftermiddags hoppede jeg af cyklen for at forevige alle ramsløgene, som er klar til høst og produktion. Det haster dog ikke. Der er tid nok endnu, selvom de første skud er de allerbedste.

På arbejdet får vi et par gange om året besøg af flere revisorer, og det er flere år siden jeg har fået dem forvænt med hjemmebag til både formiddag og eftermiddag. Jeg vil ikke skuffe nogen, så her eftermiddag/aften, har jeg været i bageriet. Det blev til Malenes æggehvidekage, samt en kokoskage med chokoladeglasur. De sidste par uger har været rimelig besat på hjemmefronten, og i morgen skal jeg arbejde ekstra længe. Jeg satser på, at der bliver tid i weekenden til at nå en tur rundt i Blogland, for at se hvad der sker hos jer andre.

På arbejdet har jeg i mange år taget lokalavisen med hjem, så vi kan følge lidt med i, hvad der rører sig i lokalsamfundet på den anden side af Storstrømmen.

I avisen faldt jeg over et godt tilbud. Det lød næsten for godt til at være sandt, men det skulle afprøves. Hvis vi begge ville nyde den foreslåede vinmenu til middagen, måtte der en overnatning til fra fredag til lørdag.

Vi har jævnligt været på Bogø, men det har været oppe i byen, som i dag kun indeholder en Brugs, så vi kendte intet til Café Stalden, men bestilte både bord og overnatning. Jeg havde set for mig, at vi selvfølgelig sad ved vort eget lille bord, Allan og jeg, men der var dækket op til 47 personer ved tre langborde, som ved en stor familiefest, så kunne man ellers bare finde sig en plads. Ved en lille ‘velkomsttale’ bød en ‘tjener’ os velkommen. På en god og humoristisk måde fortalte han lidt om stedet og sagde at vi befandt os i kostalden, samt at aftenens foredragsholder Hans Jakobsen også kaldet Jakob, skulle servere for os, men at han ikke selv var klar over, at det var en del af den kontrakt de havde indgået med ham.

I samme øjeblik champagnesuppen blev serveret for os, blev der hældt en pæn slat champagne i hver portion, det nåede jeg ikke lige at få et billede af. Suppen smagte virkelig dejlig, og de var bestemt ikke nærrige med drikkevarer. Både hvidvinsglas og rødvinsglas blev fyldt godt op. De indeholdt i hvert fald mere end en genstand.

Hovedretten var rådyrfilet, også portionsanrettet. Dog kom kartofler, både helt almindelig hvide skrællekartofler og krydderkartofler ind at stå på bordet, så man bare kunne tage selv. På min tallerken mangler en lille ‘pose’ med svampe i filodej. Det var en smutter på min og naboens tallerken, men vi fik det lidt senere. Hovedretten blev serveret to gange. Anden gang blev det dog fra fad, som gik rundt på afslappet vis, fra hånd til hånd.
Under middagen fik jeg talt med ‘naboerne’ til min side, samt ‘genboerne’ lige overfor. Begge nogle vældig søde ægtepar. Det viste sig, at den ene kvinde havde været ansat på kontoret i samme bilfirma, hvor Mads var arbejdsdreng for 20 år siden.

Desserten var baba med appelsin-syltede svesker. En meget sød og bastant kage. Ikke lige noget for mig, så jeg spiste bare frugten efter at have smagt på kagen. Det blev tid til at forlade kostalden og trække ovenpå til foredrag med indlagt kaffepause. Her kom vi til at sidde ved et andet ægtepar, som kendte til Allans farbror og tante, som har boet på Bogø. Det var et godt foredrag, krydret med helt private billeder fra 42 års arbejde i kongehuset, både som chauffør og jæger. Hans eller Jakob, om man vil, er en mand der taler stærkt og uafbrudt. Han er i bevægelse uafbrudt, og bestemt ikke kedelig at høre på. Klokken var næsten midnat før arrangementet var slut. Det var dejligt bare at kunne gå nogle få skridt og lægge sig til at sove til klaprende tagplader i den stærke blæst.

Vi afsluttede opholdet med et stort morgenbord lørdag morgen, sammen med to meget spændende unge herrer, som vi talte lidt med. De kørte i en stor flot Land-Rover, så Allan spurgte om de også arbejdede i kongehuset. Nej det gjorde de ikke, men så noget security, siger Allan. Njaaa, de arbejdede indenfor en slags politi. Lidt mystisk og kryptisk svar. Vi så de ankom til stedet midt under vores middag, men de holdt dem for dem selv og boede dør om dør med os. Vi var de eneste fire der overnattede på stedet. Under morgenens samtale, fortalte de, at de havde kørt rundt i området om aftenen, og inden vi gik til morgenbordet så vi de igen var ude at køre. Jeg har set PET-folk arbejde, og det de foretog dem lignede på en prik dette arbejde. De var i kontakt med nogen næsten hele tiden pr. telefon. Mysteriet er uopklaret, og det bliver det vist ved med at være for os.
Vi har nu erfaret at Café Stalden er et rigtigt godt sted at spise. De går ind for god mad med gode råvarer, men man skal også kunne blive mæt, siger de, og det skal jeg love for man bliver. Der mangler intet. Serveringen foregår på et afslappet niveau, der passer fint til stedet. Det er absolut et besøg værd, men husk at bestille bord, der er rift om stedet. De skulle have 43 personer til spisning kl. 12:00 så de var allerede i gang igen, mens vi spise vores morgenmad.

Både fredag, lørdag og søndag har det været ret stormfuldt her på øen. Søndag kørte jeg en tur i gartneriet så snart de åbnede, for at købe lidt primulaer. Der røg også en potte med vibeæg med hjem. Jeg fik gravet det hele ned mellem roserne, så nu står det og lyser fint op derude. Jeg blev i haven et par timer. Vimsede lidt rundt derude og nød synet af de små påskeliljer, violerne og alt det andet der står lige på spring. Jeg fik også fjernet lidt af det grønne tæppe, som slet ikke skal være der.

Efter en tår eftermiddagskaffe, kørte vi os en lille tur, fordi der var noget vi skulle holde øje med. På vej hjem løb disse 5 dyr inde på marken, tæt på bilen. Se, stop, stop, se, siger jeg til Allan, som kigger den anden vej. Dyrene nåede at løbe langt væk, inden jeg kunne fange dem i kameraet. Om aftenen kunne jeg mærke at vinden havde bidt i kinderne. De var godt røde og sådan en gang blæst bliver man dejlig træt af, især når man igen er inde i varmen.

I morges spurgte jeg Allan om han ville med ud og gå en tur i en af de skove der ligger lidt fra os, når jeg havde fra fra arbejde. Vi havde let aftensmad, så han skulle så bare være klar når jeg landede. Vi kender kunder skoven fra landevejen, og ikke den indre skov og dens stier. Utroligt så hurtigt at skoven forandrer sig i denne tid. På få dage skifter skovbunden farve fra brun til gørn. Et stort skinnende grønt tæppe lyste op længere fremme. Det var selvfølgelig ramsløg. Anemonerne er ikke så langt fremme i denne skov, som de er i ‘vores egen’ men der var til gengæld masser af kralæggere kodrivere. Vi så også en hule i skoven, men hvem der bor der står lidt i det uvisse, men beboet det tror vi på den er. Jeg tog selvfølgelig disse billeder, og da jeg ville tage et mere, virkede mit kamera bare ikke. Fejlmeldingen er: 'Systemfejl (fokus).' Jeg har googlet, og prøvet alle de foreskrifter jeg fandt på en video på YouTube, men det virker stadig ikke. Linsen forbliver ude når kameraet slukkes, men kører hurtigt ind og ud når jeg tænder for kameraet. Jeg kan slet ikke komme ind i menuen. Ingen knapper reagerer på noget som helst. Øv – jeg kan jo ikke undvære det kamera. Jeg må have Allans med på arbejde i morgen, man ved jo aldrig hvad der krydser ens vej.
__________________________________________________________________________
Karen-Vibeke har spurgt efter opskriften til Malenes æggehvidekage, så den kommer her. Den blev for mange år siden kåret som ugens læseropskrift i Ude og Hjemme.

100 g smør
250 g sukker
200 g mel
2½ strøget tsk. bagepulver
2 tsk. vanillesukker
2 dl mælk
50 g mørk chokolade
100 g hakkede nøddekerner
4 æggehvider

Smør og sukker røres blødt. Mel, bagepulver og vanillesukker røres i skiftevis med den kolde mælk. De hakkede nøddekerner blandes i dejen sammen med den groft revne chokolade. Æggehviderne piskes meget stive og vendes let i dejen. Kagen bages på en rist på nederste rille i ovnen ved 200° i 40-50 min. Lad kagen stå 10 min. i formen, før den tages ud. Kagen kan pyntes med glasur.

Hvorfor – hvorfor dit og hvorfor dat

Så gik der tid med det

Av min arm

Luksus har altid en pris

Det går op og ned

Oprydning, håndarbejde, en gammel drøm og en gåtur

Man skal ikke hidse sig op over noget, man ikke kan ændre på

Ansat, ledig, fyret? Muskelspændinger og foredrag

Når løsninger skal findes

Hjælp dig selv ved at hjælpe andre

Optur - og ned igen på normalniveau

Født med en sølvske i munden

Tyveri, Grease og lidt om livet

En stjålen bil, Facebook og politiarbejde

Heldet følger en vis slags mennesker

Spontan invitation, Grevindens nøddetærte og mere

Tupperware og min uundværlige bageskål

Nye hverdage og lidt om tiden der bare gik

Royal aften i kostalden

En blæsende søndag og en efterlyst bageopskrift