Pigen fra landet

Fredag efter fyraften, kørte vi på camping og slog os ned på Albuen. En dejlig campingplads med fred og ro. Vejret viste sig også fra sin allerbedste side. Vi kunne sidde ude i shorts og bare arme og spise aftensmad. Senere gik vi en tur til stranden, hvor vi sad mere end en time og snakkede, mens vi fulgte solnedgangen og biltrafikken på Langeland. Det var bælgravende mørkt, da vi gik hjem.

Lørdag ~~morgen~~, formiddag tog vi vandrestøvlerne på og begav os afsted. Vi skulle trods alt gå langs vandet hele vejen, så vi turde ikke lade jakkerne blive hjemme. Vi vidste at det var en lang tur på 6 - 7,5 km og vi skulle jo også hjem igen.

Vi gik stort set i blødt sand hele vejen, så turen var ikke bare lang og varm, men også ret hård. Vi havde fået alt for meget tøj på, og slæbte også på vores jakker. Vi så en del rovfugle og en masse andre fugle.

På en lang strækning var vi omringet af milliarder af myg, mitter, eller lignende. Klik evt. billedet større.

Da vi nåede frem til fyret, spiste vi vores mad og hvilte benene. Vi gik rundt derude, og så et skilt vi undrede os gevaldigt over.

Godt nok er Albuen beboet, men det er også en ø, hvor der ikke sejler færge. Man kan komme dertil i firhjulstrækker, når landtangen ikke er oversvømmet, men der kommer bogbus? Eller mon der nu gør? Vi har vores tvivl.

Allan ville gerne have taget Postbåden tilbage til Nakskov, og gå de 4 km hjem til campingpladsen derfra, fordi det havde været hårdt for hans ben, og allermest hadede han de mitter, vi skulle slås med på hjemturen. Vi hørte der kom en båd, men det var en lystbåd, der lagde til. Postbåden havde desværre sejlet sin sidste tur i denne sæson allerede den 1. september, altså bortset fra de arrangerede ture.

Vi startede hjemturen, og heldigvis var hver eneste mitte forsvundet. Jeg kunne godt mærke at musklerne helt op i balden, blev brugt. Der er strid vestenvind derude. Det bærer træerne præg af, men også surfere kan mærke det.

På et tidspunkt gik vi ned ved stranden, i håb om at der var bedre at gå. Det var der dog ikke.

Her så vi et dødt marsvin, tror vi det var. Det havde ligget længe. Forrådnelsen var i gang. Endelig kunne vi se hjem, og meningen var, at vi skulle have været cyklet til Langø efter at have drukket en tår eftermiddagskaffe, men det orkede vi ikke.

Det blev i stedet bilen.
Vi aflagde gårdbutikken hos Højbakke Vingård et besøg. Gårdbutikken var utrolig lille. Rundvisningen kunne vi desværre ikke nå. Det kunne ellers være interessant, men der gik vi rundt ude på Albuen. Vi kunne få alle de smagsprøver vi ville, men vi Allan skulle køre, så han nøjedes med en birkevin. Jeg smagte på en af deres rødvine, men den var ikke noget for mig. Den søde birkevin, måtte vi have med hjem.
Langø er, selv her udenfor turistsæsonen åbenbart et attraktivt sted. P1130200

Her er der både en Café og indkøbsmuligheder. I Caféen kan man ikke bare købe is og mad, men også alverdens andre ting, som nips, madvarer, gavekurve. servietter og meget andet. Der var vist noget for enhver smag og pengepung. Vi blev noget overrasket over det liv, der var på Langø og på den lille havn. Ikke at der var sort af mennesker, men der var liv. Folk kom og gik. Det gjorde vi også efter at have spist softice og aftensmad. Vi orkede ikke at gå en aftentur. Der blev heller ingen solnedgang. Skyerne var for tunge, så aftenen blev brugt på kryds og tværs.

I dag gik turen hjemad, forbi Kappel Stubmølle, som er fra 1730 og stadig kan male mel.

Lørdag den 24. august og 4. feriedag.

Det er tørvejr og det tunge dis forsvundet. Det ser ud til at solen bryder igennem i dag. Det passer os ganske fortrinligt, da vi har planlagt at køre alle de nordøstlige øer tynde. Ikke flere sejlture til os. Ø-hop, der indebærer sejlture, har slet ikke været på tale, altså lige bortset fra Mykines.

Vi sprang alt over på Østerø, og kørte direkte til Leirvik, hvor vi skulle betale tunnelafgift, for at komme videre til de nordøstlige øer. Vi ville selvfølgelig allerhelst have det hele med for samme pris, så vi gik ud fra, at det blev en lang dag. Vi fandt dog hurtigt ud af, at vi havde rigeligt med tid. Så første stop blev allerede i Klaksvik, hvor Christianskirken skulle være et besøg værd. Altertavlen er fra Viborg Domkirke.
Der var også de fineste træskærerarbejder at finde i kælderen. Hele 12 styk i en anseelig størrelse. De tolv disciple, gætter vi på, det må være.

Vi fik hurtigt kørt på hver en vej der findes på Bordoy og fortsatte til Vidareidi, som også kaldes ‘Verdens ende’. Efter beskrivelsen skulle det være en spændende og hårrejsende vej, og byen en af Færøernes smukkeste.

Vi har nu oplevet veje, der er en hel del mere hårrejsende. Færingerne selv har, set med mine øjne, meget smukkere steder og hårrejsende veje. Bevares, turen var smuk nok, men beskrivelsen havde da skruet mine forventninger op på et noget højere blus. Jeg gætter på, at stedet er blevet udpeget til noget særligt, alene, fordi filmen “Barbara” med bl.a. Jens Okking og Bodil Udsen, blev optaget der. Vores rejsebeskrivelse anbefalede også frokost, eller kaffe på ‘Elisabeth’ men der var lukket, allerede den 15. august, og det var alt andet også, eller der findes vist ikke noget andet. Nu skal det ikke forstås, som det blev en dårlig tur, for det blev det bestemt ikke. Vi fik masser af oplevelser, og udsigten til både Svinoy og Fugloy, som man stadig skal sejle til, oplevede vi også.

Nu manglede vi bare Kunoy, hvorfra vi kunne se til Kalsoy. Den 3. af de østlige øer, man kun kan komme til med båd, eller helikopter.

Kunoy har en ultra kort vej, så det blev hurtigt overstået, og vi kørte tilbage til Eysteroy. Vi har set fjelde, fjelde og atter fjelde. Uendelige mange får, både på vejen og bag indhegninger. Her er der et, der synes græsset er bedre på den anden side af hegnet. Vi så græstørv til tagene flere steder. Vi har været i enhver bygd, der findes. Vi har passeret tunneller i stribevis. Kørt i hårnålesving og uanset hvor pokker man kører, er der udsigt til vand, lige bortset fra tunellerne selvfølgelig.

For at komme til og fra alle disse øer, kørte vi igennem den ene lange smalle og mørke tunnel efter den anden. Færøerne har ikke mindre end 19 af dem. De fleste er kun i et spor, og ikke baseret på modgående trafik, der er selvfølgelig vigepladser. Man skal i hvert fald ikke lide af klaustrofobi, for de føles uendelige lange, de tunneller. Godt 6 km er den nyeste og hidtil længste, og hører også til blandt de længste i hele verden. Lyskunsten i tunnellen skulle være en rigtig stor oplevelse. Hmm… Hvis man er meget opmærksom på, at kigge efter det ~~fantastiske~~ *) farvelys, kan man da godt få øje på det, et par steder, men man kan sagtens køre igennem uden overhovedet at opdage det. En regnbue er langt kraftigere i farven. Jeg havde forventet noget helt, helt andet.

Færøerne har planer om den længste undervandstunnel i verden. Først en på 11,9 km og senere en på 25 km.

Første og sidste billede, er den udsigt vi havde fra vores værelse. Det øverste er dagens morgenudsigt. Det sidste er fra om aftenen. Gjaargardur er absolut et anbefalelsesværdigt og dejligt sted at bo. Her spiser man godt, selvom det ´bare’ er ganske almindelig mad, og en fastlagt menu, man ingen indflydelse har på.
*) Vi har i skrivende stund googlet, og set billeder af det omtalte lys. Måske var alle pærer bare sprunget? Noget var der galt.

5. feriedag, søndag den 25. august 2013.

Vejret er skyet, da vi kigger ud ad vinduet. Efter morgenmaden er det blevet finregn.

Vi skal forlade Gjógv, da de sidste 3 nætter er booket på Tórshavn Hotel.

Det er ikke altid lige nemt, at holde nogen steder for at tage et billede. Så under hele ferien har jeg skudt ud ad forruden, mens vi kørte. Når Allan kunne se sit snit til at holde stille midt på vejen, blev vinduerne rullet ned. Nogen gange nåede jeg det slet ikke, før han sagde, så kører vi, når han så i spejlene at der kom trafik.

Det første vi mødte, da vi nåede frem til Torshavn var Skansin, en fæstning, som vi gik rundt på. Herfra var der en fin udsigt over hele byen.

Det var meget blæsende og koldt på toppen. Det hjalp lidt at komme i læ bag bygninger og stenvolde.

Vi ville finde vort hotel. Det var ikke nemt. Jeg ved ikke hvor mange gange vi kørte i ring. På det tidspunkt savnede vi fru Garmin. Vi spurgte om vej. Der blev sagt lige ud, og drej til højre i 2. lyskuv, og spørg igen. Enten kunne vi ikke holde, eller der var ingen at spørge, og hvis begge dele var muligt, kendte de ikke vejen. Vi havde et bykort, men vi kredsede stadig rundt i det samme, uden at finde hotellet. Til sidst lykkedes det. Her kom vi også alt for tidligt at tjekke ind. Hotellet havde reklameret med at de havde gratis p-pladser til os. De har ca. 10 ialt, som de deler med kommunen og andre erhvervsdrivende, så de var besat. Alle steder vi fandt, måtte vi kun holde fra ½ - 2 timer.

Vi parkerede bilen, og gik på udkig efter p-pladser, og lidt at spise. Begge dele var lidt af en opgave. Vi vidste at Færøerne lukkede tidligt om lørdagen, og alt var lukket om søndagen, men vi tænkte, at det vel var muligt at finde et par åbne forretninger i hovedstaden. Vi fandt også langt om længe en enkelt café, og det lykkedes også at finde en p-plads, der dækkede vores behov, og i overkommelig afstand til hotellet. I løbet af de 3 dage vi boede i Torshavn, vandrede vi rundt i gaderne om aftenen, men vi fandt ikke meget, der var værd at kaste et blik på. Lad os komme ud på landet, hvor vi hører hjemme.

Da frokosten var spist, fik vi udleveret nøglen til vores værelse på 4. sal, på Hotel Torshavn. Skulle man på toilettet, så havde man håndvasken på nakken, eller også havde man den som spytbakke. Vi har aldrig set så lille et værelse. Vi blev enige om, at vi har mere plads i vores campingvogn, og en meget bedre indretning. Pyt vi skulle jo sådan set kun bruge værelset til at sove i, og kunne tage et bad, så det kunne være lige meget. Den ene af os måtte bare sætte sig ned, når den anden skulle forbi. Værelset var helt uden udluftning. Der lugtede meget fugtigt og jordslået. Vinduerne kunne vi ikke lade stå åbne, fordi det regnede lige ind på gulvtæppet, eller direkte ned i vores kufferter.

Vi travede rundt i den gamle bydel indtil vi skulle spise, og efter aftensmaden tog vi endnu en spadseretur. Dagen var blæsende og regnfuld, men yr.no havde lovet tørvejr kl. 17:00. Allerede 16:45 holdt regnen op. Morgendagens vejr, så knapt så lovende ud. DMI og yr.no var ganske enige om vejrudsigten, så vi kunne lige så godt indstille os på et gedigent møgvejr.
.

Mandag den 26. august og 6. feriedag. Det var tåget og regnvejr. Alle billeder er fyldt med pletter fra regnen.

Torshavn var åbenbart ikke meget for at slippe os ud igen, for nu kørte vi atter i ring. Sjovt nok kom vi tilbage til hotellet hele tiden.

Jeg havde læst at Nordens Hus skulle være et besøg værd, så det startede vi med. Det er lidt i stil med Operaen i Kbh. & Oslo. Der var ret tomt, så vi fik hurtigt set det hele og forsvandt ud i regnen igen.

Vi skulle nu se det Strømø, som forsvandt i tågerne forleden, så vi kørte mod Haldarsvik, hvor vi på vejen ville møde Færøernes største vanfald, Fossá. Selvom det var regn og tåge, kunne vi da se til begge sider gennem forruden, når viskerne kørte. Det var bare at tage billedet på det helt rigtige tidspunkt, når viskeren var ude af syne og ruden ren.

Turen fortsatte til Tjørnuvik, hvor der skulle være en café og restaurent. Bygden er meget lille, og til at overse. Der var intet der tyde på nogen café. Vi mødte en mand, og spurgte os for. Han kunne fortællen, at der kun var åbent i skolernes sommerferie.

Når vi steg ud af bilen, kom der selvfølgelig regndråber på kameraets linse, og selvom vi blev i bilen og rullede vinduerne ned, regnede det ind. Det regnede skomagerdrenge stort set hele dagen.

Derefter gik turen til Saksun igennem Saksundalen. Her så vi en meget anderledes natur, end den vi hidtil havde oplevet. Saksun lagde kulisse til filmen “Barbara” og flere andre.

Der foregik et eller andet i kirken. Det kan vel næppe være andet end begravelse på en ganske almindelig mandag. Bemærk hestene foran kirken herunder. Der holdt også en bil og vi så et par mennesker gå fra kirken.

I Saksun var vi virkelig kommet på landet. Der var ingen grund til at udsætte Kvivik og Vestmanna, til næste dag. Vi kom jo relativ tæt på, på vej hjem, og havde masser af tid. Vejret indbød alligevel mest til bilture, eller at trække i regntøjet og blive ude hele tiden, men med det kendskab vi nu havde til Færøerne, var vi ikke i tvivl om, at det var alt for farligt at gå der, hvor vi allerhelst ville udforske naturen.

Om aftenen travede vi rundt i Torshavns gader, som dagen forinden, stadig i håbet om at finde et andet sted at spise, end på hotellet. Mørkt og lukket så der stadig ud sådan en hverdagsaften. Pizzarierne havde dog åbent, men så skulle vi stå op og spise og nøjes med en sodavand. Spiritus kan kun købes i specialbutikker, i lighed med Sverige, og vi fandt altså ikke sådan en butik heller. Den må jo være der et sted, men når vi var færdige med vores daglige udflugter, så var der lukket og slukket overalt. Vi fandt et supermarked, på størrelse med vores egen Brugs, men ingen vin. Allan plejer ellers altid at skal smage en lokal øl, når vi er på ferie, men det nåede han ikke denne gang. De lover tørvejr, men skyet vejr i morgen.

Vi har manglet både timer og dage i den forgangne uge. Desværre kan man ikke det hele,

så der må prioriteres, der må der også i dette indlæg. Vi har nemlig gabt over rigtigt meget. Her er et lille udpluk af en interessant uge. I hvert fald set med ~~mine~~ vores øjne.
GN ReSound havde for lang tid siden sendt os en invitation til en informationsdag, men det er selvfølgelig en hverdag. Selvom det er interessant, så syntes jeg mine feriedage er for kostbare at bruge på det, så Allan måtte tage til Ballerup alene.

I vores lille flække er der stablet et helt nyt tiltag på benene. Første dag var tirsdag aften, og vi havde besluttet at støtte op om det. I første omgang bare for at se hvad det var for noget. OM det i det hele taget var noget for os. Det er farligt for sådan en som mig, der gerne vil det hele. Det er ligesom at sende børn ind i en legetøjsbutik, og så kun må vælge en ting. Der var jo ikke det man ikke kunne. Vi jeg tager derop igen på tirsdag.
Mens vi sad der, og hørte på alle mulighederne, havde Camilla ringet. Hendes radiator var gået i stykker, og hun mente hun kendte en vvs-mand, der kunne klare den opgave. Allan hjem og pakke bilen med det nødvendige til næste morgen, afsted til Kbh. kigge på radiator, købe materialer og lave radiatoren mens Camilla var på arbejde.

På min ene arbejdsplads har vi haft besøg af en busfuld iranske landmænd, der gerne ville se vores roer og maskiner, samt høre om vores drift. Vi var faktisk slet ikke klar over at de dyrkede sukkerroer i Iran. De fotograferede flittigt og var forundret over mangt og meget. Det samme var vi. Rigtigt mange landmænd, har deres egen sukkerfabrik. Der findes 40 af dem i Iran. Vi morede os over, at en af de deltagende landmænd havde en Ph.d i sukkerroer, og vi undrede os over, at de sår hver enkelt roefrø med hånden. Deres maskiner er fra 1940erne, så der var en verden til forskel, for os og dem. De lærte noget, og vi lærte noget. Måske har de også lært, at vi har overnatningsmuligheder på både Lolland og Falster, så ikke de behøver at overnatte i Kbh. og tage turen til Lolland flere dage i træk.
I fredags, da jeg kom hjem fra job, sagde Allan, at nu var han kommet på den. Han havde skrabet sig til en gevinst, og vundet et mini-cruise til Oslo. Han vidste på forhånd, at jeg nok ikke havde den store lyst til at tage med. Det har jeg heller ikke. Vi har jo lige været der. Jeg har set det, der skal ses. Allan tager afsted alene, og så er vi begge glade.

Lørdag var det tid til at hygge med vennerne over lidt god mad. Drivhuset kaster stadig af sig i rigelige mængder, og hvad pokker skal jeg bruge alle de chili til. Det blev til et eksperiment med chilisuppe, og den faldt i rigtig god jord. Vennerne fik en pæn portion chili med hjem, og ville også gerne have opskriften på suppen, men sådan en har jeg ikke. Der blev brugt rødløg, hvidløg, tomater, peberfrugter, chili, bouillon, fløde, og lidt krydderier. Det blev serveret med brunet oksefars og nybagte suppebrød. Hovedretten var fasanbryster marineret med en krydderiblanding, brunet på panden, hvorefter det kom i en stegeso sammen med løg, selleri, champignon, portvin, piskefløde og bacon. Retten blev serveret med saltkartofler. Desserten var hjemmelavet skildpaddeis.

Hele weekenden har der været stor Frugtfestival i Sakskøbing, og LF Frugt havde åbnet dørene, så man kunne se hvordan arbejdsgangen ser ud, fra æbler i tonsvis bliver leveret, til de bliver pakket og distribueret. Håndplukkede og håndsorterede danske æbler. Vi så arbejdsgangen i mosteriet. Det hele var virkelig interessant. Man er vel arbejdsskadet. Der har også været Åbent Landbrug. Vi var ikke blandt det arbejdende folk, som sidste år, men nøjedes med at plukke en kasse æbler til os selv, og gå en tur i plantagen..

Tirsdag den 27. august og 7. feriedag.
P1120560

Der fandtes snart ikke en eneste vej, af de bro- og tunnelfaste, vi ikke allerede havde kørt på mere end en gang.
Hjemmefra Lolland, havde vi planlagt, at vi ville gå over fjeldet til Kirkjubuør, men med gårsdagens regn og turen på Mykines i erindring, var det vist alt for farligt. Det var også regnvejr i dag, men dog nogenlunde klart i vejret.

Vi manglede kun en vej syd for Torshavn, og det kunne ikke tage mange minutter. Der var også to små bitte afstikkere på Eysteroy, som vi var sprunget over. Det var godt nok en lang tur for at se de par km vej, men nu var vi jo kommet til Færøerne, så skulle vi da også have det hele med, når vi havde masser af tid til det. Derfor valgte vi at tage turen til Elduvik og Hellur med en omvej over Eidi, i håb om at få mulighed for at se, hvad der gemte sig i tågen, da vi skulle flytte til Gjórgv.

Vi havde ikke kørt længe, før den første regnbue viste sig på himlen, og har du et skarpt øje, kan du se en dobbelt regnbue på det allerøverste billede. Disse regnbuer forsvandt, men lidt senere så vi endnu en.

Det var et meget skiftende vejr med regn, tåge, skyer, sol og blæst. Vi kom til endnu en naturhavn, hvor vi gik helt ned, og så det flotteste klare blå vand inde i ‘gryden’. En farve man ellers kun ser sydpå.

Vi gik en tur rundt i den lille bygd Elduvik. På mange måder meget anderledes end de andre.

Tilbage ad de små snoede bjergveje og op til Hellur. Et par rigtige dejlige små ture, som vi sprang over i første omgang, den dag vi var på Ø-hop, fordi vi regnede med det lignede alle de andre små bygder

Men den der eftermiddagskaffe, var stadig ikke til at købe sig til, så jeg foreslog, at vi kørte til Gjáargardur, hvor vi have boet. Der vidste vi, der var åbent, og vi vidste at de serverede nogle lækre lune pandekager med rabarbermarmelade. Alt hvad de serverer er hjemmelavet og godt. Ikke noget industriproduktion her.

Efter kaffen, kørte tilbage til Eidi igen, for at prøve at se det hele fra en anden synsvinkel. Den anden mulige vej, havde vi kørt på masser af gange, så skulle vi nyde den samme udsigt en gang til, eller skulle vi satse på, at der også var noget smukt at se den anden vej. Heldigvis var der det. Selvom det var tåget kunne vi godt se Kæmpen og Kællingen, som vi på grund af regnen ikke kunne se fra Tjørnuvik i går.

Læs et af sagnene her.

Nu var der ikke mere at udforske der nordpå, så vi satte kursen mod Kirkjubøur syd for Torshavn. Ud fra landkortet at dømme var der en anden vej, der gik udenom tunellen til Torshavn, og den fandt vi denne gang. Skiltning er mangelfuld, men lige borset fra Torshavn, er der så heller ikke så meget at tage fejl af. Man opdager hurtigt, at man er havnet på en blind vej.

Kirkjubøur er også en fin lille plet, med glasmosaik på kirkelågerne. En lille bitte butik med strik og kunsthåndværk. Der var også lukket, og det lille hus, trænge til en kærlig hånd, med maling og den slags. Om aftenen gik vi vores sædvanlige aftentur i Torshavn. Billederne nedenfor viser henholdsvis et smalt stræde i byen, og kommunens bygning.

Jeg tog 330 billeder den dag, så det har virkelig været svært at udvælge dem, der bliver vist her. Landskabet ændrede sig fra det ene knips til det næste, bare fordi solen og skyerne flyttede sig hen over fjeldene og omgivelserne. Det var slet ikke så tosset at tage den lange vej til Eysturoy. Vi fik set alt det, vi gik glip af for nogle dage siden og lidt til.

Min nye chef tilbød, at jeg kunne komme ind og få en gang massage. Massage plejer at være godt, så jeg slog selvfølgelig til. Han havde fået en massagestol på prøve. Det er tængt som et gratis tilbud til kunderne, så de kan få massage, mens de venter på vi bliver færdige med det arbejde, de gerne vil have udført. Billedet har intet med det at gøre. I øjeblikket er landskabet bare fyldt med de gule marker, af enten sennep eller agerkål.

Det nye tiltag i vores lille samfund, kunne man som sagt alt mellem himmel og jord. Jeg har ikke brug for socailt samvær, og kan lave det meste af det herhjemme. Jeg havde vældig lyst til at gå med i en læseklub, for så fik jeg da læst noget. Det har været lidt småt med det, de seneste år. Jeg ved bare, at jeg vil føle det som et pres, at skulle nå en bog til en bestemt dato. Selvom jeg har svært ved at lægge den fra mig, når først jeg er begyndt, så er der altså også andre ting der skal passes, og meget andet der også er sjovt. Jeg hader snore der strammer.

Jeg vil helst selv stramme mine snore, så i stedet kastede jeg mig over knipling. Det er noget jeg altid har drømt om at lære, men nu er tiden jo en anden. ~~Man~~ jeg skal ikke have flakoner, jule- og påskepynt eller noget der bare skal ligge i en skuffe. Jeg vil kun have noget jeg bruger, men i og med at jeg kunne låne mig frem til nogle kniplepinde. Vi selv havde flamingo, skumgummi, og de andre remedier i huset, så det koster mig ikke en eneste jante, bortset fra den 10,- jeg måske på længere sigt, skal lægge i klubben hver gang, jeg møder op, så nu har jeg kastet mig ud i kniplingens kunst. Et bogmærke kan man jo altid bruge. Efter jeg er startet, har jeg så fået at vide, at jeg skal afsætte 3 timer, hver dag, hele ugen i to måneder, for at lære det. Tænk jer. Det er så vigtigt at sno garnet den rigtige vej rundt om pindene. I skrivende stund, har jeg kun brugt de par timer i hygge-hobbyklubben, og lige om lidt er det tirsdag igen. Jeg har ikke 3 timer om dagen til knipling. Nu ser vi hvor langt jeg når.

Strikketøjet kan jeg passe mens morgenkaffen drikkes, og har man 10 min. er det nemt at tage fat i. Jeg faldt over 20 nøgler strømpegarn på tilbud, så nu er der gang i sokkerne. 2. par er på pindene. Haven kalder på mig, hver eneste dag. Der er stadig hindbær, æbler, nødder, og det i drivhuset, at høste.

Jeg har eksperimenteret med æblechips. Tre aftener i denne uge er brugt på projektet. Det lyder voldsomt, men projektet passer nu mest sig selv. Æblerne skal blot skæres i skiver, drysses med rørsukker og kanel, hvorefter de lægges på bagepapir, og sættes i varmluftovn ved 120° i 2½ time. Det svære i arbejdet var, at finde den rigtige tykkelse for æblerne. Hverken agurkehøvlen eller foodprocessoren havde den rigtige størrelse. Til sidst blev de håndskårne. Så det er håndplukkede æbler der behandles nænsomt fra først til sidst. Efter tredie forsøg blev det rigtig, rigtig godt. Det er helt sikkert noget der skal laves mere af. De er knasende sprøde, og alligevel har de bevaret den rigtige gode æblesmag.
Hele weekenden er afsat til at høste forskellige ting, samt få det tilberedt og hældt på flasker, glas og lagt i fryseren.

Så fik jeg endelig plukket nogle hyldebær og lavet hyldebærsuppe til fryseren. Der blev også lagt en del ubehandlede hyldebær i fryseren. Så er der arbejde til senere på året.

For at få plads til naturens forråd, må der andet op. Det gik ud over en pose jordbær, som der blev kogt grød af.

Allerede sidste år, skulle vi have haft skiftet en punkteret termorude, men det nåede vi ikke. Allan fik målt glasset op, og det blev leveret til døren, inden vi tog til Færøerne, men han var afhængig af et par ekstra hænder, for at klare opgaven, så det skulle være når jeg var hjemme.

Vi fik løftet vinduet af, og Allan kunne fjerne lister og gøre klar, så vi kunne lægge den nye rude i, og derefter hænge vinduet på plads igen. Nu skal de nye lister bare males. Og så venter endnu et vindue. Værkstedsdøren skulle også udskiftes, men den nye dør har fået en transportskade, så vi venter på en ny plade.

Jeg fik tømt drivhuset for tomater. De få fuldmodne der var, blev langtidsbagt og fyldt i et glas, sammen med chili, basilikum og hvidløg. Ærgerligt at jeg først har fundet den opskrift nu, men nu ved jeg, hvad jeg skal lave til næste år. Alle tomatplanter er hevet op, og de siste tomater ligger nu i vindueskarmen for at modnes. De grønne skal jeg have syltet.

P1130483

Jeg fik kogt noget æble-lakridsmarmelade. Og lavet endnu flere æblechips. Denne gang helt uden kanel. De stod i ovnen, mens jeg fik ordnet en bid af haven.

Både lørdag og søndag var der svampetur, og ~~jeg~~ vi ville gerne have været med på dem begge, men måtte nøjes med søndag. I drivhuset har jeg haft et par kæmpe svampe. Jeg regnede ikke med de var spiselig, men tog den ene med til eksperterne på svampeturen. Interessant syntes de. Hvor har du fundet den? Vokser der noget eksotisk i nærheden? Tjaa.. min ananaskirsebær. Den var så interessant, at de gerne ville have den med til endnu mere analyse, når alle eksperter samles i morgen.

Der var kæmpe tilslutning til turen i dag. 70-80 mennesker var mødt op ved Barokhaven på Søholt. Desværre har vi fået alt for lidt vand på Lolland. Der er langt mellem svampene. Den Sorte Trompetsvamp, som man ellers kan være heldig at få en hel kurvfuld med hjem af, var der ikke en eneste af, men vi fandt da lidt andet spiseligt. Ikke det store, men lidt har også ret. Stor løghat, Violet Amatysthat, som ikke smager af meget, men giver en god farve til salatskålen. Den bedste af dem alle, er den fine Karl Johan. Sidste år fandt vi ikke en eneste Karl Johan, men et par andre svampe.

I dag ved jeg, at vi alligevel valgte den rigtige tur i denne weekend. De fandt nemlig slet ingen spiselige svampe ved Knuthenlund i går. Det er åbenbart heller ikke svampeår i år, men det kan jo komme, senere, hvis bare vi får lidt regn.

Onsdag den 28. august. 8. og sidste feriedag. Det var atter en dag med tåge, men det er jo også de dage, der er allerflest af på Færøerne.

Vi har ingen problemer med at være ude af hotelværelset kl. 10, og da vi først skulle være i lufthavnen halv to, havde vi masser af tid til rådighed. Der var ingen grund til bare at sidde i lufthavnen og vente, så hellere se det samme et par ekstra gange. Vi havde den lejede bil, lige til vi skulle flyve Militærbase, fængsel

Billedet til højre er den tidligere militærbase. Den falder vældig godt ind i landskabet. I dag er det omdannet til fængsel. Det ligger ret isoleret, men med den bedste udsigt over hele Torshavn.

Vi kørte til Kvivik, som Allan bestemt mente vi ikke havde været i. Det er mig, der sidder med landkortet, og har styr på hvor vi er, eller har været.

Da vi nåede frem, kunne han godt genkende det hele, men så gik tiden med det.

Her var der gratis, og høflig selvbetjening af kaffe eller te, men vi havde jo lige drukket. Ikke engang Allan kunne drikke mere på dette tidspunkt. Sidst vi var forbi, sad og stod folk med regntøj, gummistøvler og paraplyer, og nød en tår varm kaffe.

Da vi nåede Sandavagur på Vágar, havde vi stadig masser af tid, og da vi så et skilt med seværdighed, fandt vi et sted at parkere, og gik på fjeldvandring, ad en pæn lille sti. Hvad der var derude, vidste vi ikke. Vi gik rigtigt langt over vandløb og gennem låger. Hoppede fra sten til sten. Det sidste hop over et bredt brusende vandløb, skulle det rigtige lange skræv i brug, så det undlod jeg, på de våde sten, mens Allan tog den sidste lille tur alene, helt uden at falde i. Serværdigheden var en meget stejl klippe, Trøllkonufingur, som Allan tog billeder af.

Tilbage i bilen og vi afsluttede ferien med et besøg i Gásadalur, hvor vi faktisk startede. Vi havde talt om, at der måtte være en naturhavn, når båd var den eneste forbindelse til omverdenen, inden tunellen blev indviet. Vi tror også, vi fandt ud af hvor det var, men nu var der ikke tid til at gå mere på opdagelse. Vi ville, som altid, gerne have god tid, til at nå frem til check-in. Efter hjemkomsten, har vi fundet ud af at de stakkels indbyggere, måtte sejle til Bøur, og gå over fjeldet for at komme hjem.

Da vi landede i Kastrup var det 21° . Normalt står vi og småfryser, når vi kommer hjem fra ferie, men ikke denne gang. Skijakken virkede igen malplaceret, selvom den kun hang på kufferten. Vi nåede at køre lige knapt 1.000 km i bilerne, og gå 88.578 skridt, i snit 11.072 skridt pr. dag.

Vi kørte hjem i det fineste vejr. Varmere end man kan forestille sig, sådan en dag sidst i august måned. Vi nåede Farøbroen tids nok, til at tage et billede mens solen gik ned. Vi skyndte os videre helt ud til Alstrup Strand, for at få de sidste solstråler med. Her 8 dage efter sejlturen hjem fraMykines, bliver jeg stadig søsyg ved tandbørstningen.
Færøerne er meget mere, end jeg har vist og fortalt i disse 8 afsnit, så jeg har planer om et indlæg mere, der samler lidt andet op.

Jeg høster på livet løs. Det er vist ikke kun frugtår i år. Mine peberplanter i drivhuset giver meget mere end sidste år. Af den ene plante knækkede endda to store grene af, da vi var på campingferie i Silkeborg. Det var vist meget godt det skete.

Jeg har plukket 3 store kasser æbler på vores lille træ, så jeg skal vist ikke til mere pluk selv af den slags i år. Og dog… det er jo en helt anden slags æbler, så man ved aldrig. Efterårets første æbleflæsk kom på bordet denne uge.

Solopgange ser ~~jeg~~ mange af os i denne tid. Her er min fra i onsdags.

I mandags måtte Allan til læge med en rød, hævet og betændt storetå. Han blev sendt hjem med penicillin og en henvisning til en fodterapeut. Der var han så heldig at de havde et afbud allerede om onsdagen. Han har fået en fin lille bøjle på, som han skal gå med i 6 uger. Om den så bliver taget af, eller den bliver strammet, det vil tiden vise, når han skal til kontrol. Måske bliver den pillet af, eller måske skal den strammes.
Og så til den pærevælling man kan spise. Den kan vi rigtig godt lide, men… Foreløbig har jeg, i går, plukket 8½ kg pærer på vores lille træ. Jeg tror grenene var glade for at slippe af med noget af den tunge byrde. Det rettede sig helt op.

Jeg er ikke vild med syltede pærer, så jeg plejer at koge dem og fryse dem i lagen, lige klar til en gang pærevælling, men så meget pærevælling får vi altså aldrig sat til livs. I dag fløj jeg lige hjem fra arbejdet og skrællede to kg pærer, som jeg kogte og syltede. Allan kan nemlig godt lide dem. Jeg prøvede også lige en gang syltning til den varme mad. Pærer med citron, frisk estragon og peberkorn. Lidt vand, eddike og sukker. Nu må tiden vise om det er noget vi kan lide.
Min weekend skal bruges i haven og i køkkenet, men nu skal jeg ind og se ‘Vild med dans’ mens jeg tænker på alle vores sjove dansetimer, som vi desværre måtte droppe. God weekend til alle der læser med.

Vi har haft vores pæretræer i rigtigt mange år. Normalt giver det ene et pænt stort udbytte, og det andet giver absolut aldrig noget, men det skal være der for at få en bestøvning. Sidste år havde vi ikke en eneste pære. Det var også meget småt med æblerne. I år er det frugtår. Den danske sommer har, nemlig i år, givet frugttæerne de mest optimale betingelser, for en rigtig god høst.

Foruden de pærer jeg plukkede for et par dage siden, har jeg plukket 6 kg mere. Altså ialt 14½ kg, og da pærer ikke kan holde sig ret længe, med mindre de er tilberedt, eller opbevares ved en temperatur på 2-4° måtte jeg jo gøre noget.
Kage er altid et hit til Allans søde tand, så en stor pærebradepandekage blev bagt. Jeg prøvede at lave en portion ren pæresaft af 1 kg pærer, skrællet og skåret i små stykker, kogt og hængt til afdrypning, hvorefter saften igen blev kogt op og hældt på flaske. Det sorte, der ligger i flasken, er en vaniliestang. Pærestykkerne blev blendet til mos, og kogt op med sukker. Kan man lave æblekage med rasp og flødeskum, kan man vel også lave pærekage! Eller man kan bruge mosen til noget helt andet. Nu ligger den i fryseren.

Når nu jeg skulle have gang i ovnen, kunne jeg jo lige så godt bage lidt brød samtidig. Forskellige melsorter kom på bordet. Gær, æg osv. blev hevet ud af køleskabet. Jeg havde planer om det helt store, men fandt ud af, at køleskabet trængte til en afvaskning. Vasketøjet skulle passes, lige som andre småting, jeg mødte på min vej. Lige pludselig have jeg bare gang i alt for meget, så det blev kun til to sigtebrød, og alt det andet blev sat på plads igen. Jeg stod jo stadig med en masse pærer, selv efter at have kogt en stor portion til fryseren også.

Knapt 6 kg var der tilbage, og så fik jeg en lys ide, at spørge søster, om hun ville have nogle af dem. Det ville hun gerne. Min svoger, som ellers er en ret kræsen mand, elsker pærevælling. Da jeg lærte svoger at kende, for 40 år siden, kunne det han spiste, tælles på 10 fingre. I vore unge dage, når vi var til jul- påske- og pinsefrokoster, havde han altid en dåse makrel samt en dåseåbner med i jakkelommen. Så var han sikker på, at han fik lidt at spise.

Tilbage til lørdagens høst og køkkensysler. Mine hokkaido, som jeg ellers plejer at drukne i, har ikke givet meget i år, så den høst var hurtigt overstået. Noget helt nyt i år, er mine tyttebær og tranebær. Begge dele blev plantet sidste år, så det blev kun til et eneste tranebær, og ingen tyttebær. Tyttebærrene er endnu ikke høstklare, men jeg fik høstet den kopfuld tranebær der var.

Lørdagen forsvandt, mest hen i pærer, og søndagen blev brugt på meget mere frugt hos Pometet i Tåstrup. Det bliver vist for nørdet at fortælle om. Du kan evt. besøge deres hjemmeside, hvor der er rigtigt meget information at hente. Frøsamlerne efterlyser gamle frøsorter til deres genbank. Samme sted kunne man bl.a. købe frø fra lollandske rosiner og meget andet. Læs evt.mere om dette på Frøsamlerforeningens hjemmeside. Foruden alt dette nørderi, var der uddeling af smagsprøver på forskellige specialiteter på flaske. Nogle var temmelige dyre. I dagens anledning specialpris 500,- kr. for en maskulin dessertvin, og 300,- for den feminine. Der var kirsebærvin og alkoholfrie moste. Ellen bemærk æblesorten Filippa til venstre i billedet, som i dag kunne købes hos Pometet.

I 1955, før telefonerne fik deres indtog i de danske hjem, blev min jordemoders datter, mors kusine, sendt afsted med en besked til far, som passede sit arbejde i nabolaget. Han var ved at male stue hos en kunde, da jeg så dagens lys ved middagstid i min mormor og morfars stue.

I disse dage kan jeg faktisk fejre et par eller tre - fire fødselsdage mere, da det nu er et halvt år siden, jeg startede i mit nye bijob. De første fire måneder, tænkte jeg flere gange, hvad pokker det var, jeg havde rodet mig ud i. Et par gange kom tanken, at det klarer jeg aldrig, men knapt var tanken tænkt, før jeg sagde til mig selv, hvad er det dog for noget vrøvl, hvis du vil, så kan du. Derfor, sagde jeg til chefen lige inden vi tog på sommerferie, at der var ting, der skulle ændres på, hvis han stadig ville have hjælp fra mig. Han kunne selv vælge, om det var mig, eller en anden, der skulle sidde i stolen. Han mente stadig det skulle være mig, og han siger jeg er hård ved ham, men at det også er berettiget. Jeg ved, det går i den rigtige retning, og Rom blev jo ikke bygget på en dag.

I denne uge fik ~~jeg~~ vi en opringning. En navngiven person ville tale med mig, og spurgte til mit mobilnummer. Da Allan spurgte ind til, hvad det drejede sig om, fandt han ud af at det var et vikarbureau, der havde et ledigt job til mig indenfor jordbruget. De ville ikke forstyrre mere, da Allan fortalte, at jeg havde arbejde nok.
Denne fredag aftenen skal tilbringes i selskab med en flok unge mennesker. Ungerne, Mark og mor er inviteret til aftensmad. Vi bliver bare et lille hyggeligt selskab på 10 personer. Jeg kunne godt have brugt en fridag eller to til fødselsdagsforberedelserne. Jeg prøver dog at smutte tidligere hjem i dagens anledning, og Allan har fået ordre på at passe ovnen, dække bordet og andre småting, så vi når det nok.

Det hele startede fredag morgen, hvor jeg fik en ny telefon af Allan. Han har de sidste par år ment, at jeg skulle udskifte min gode ~~og topmodernede~~ Nokia 7500 Prism, til en Smartphone, men min telefon var god nok til mig og mit behov, og jeg ville gerne have tid til at sætte mig ind i hvilken ny jeg evt. skulle have, når den tid kom. Det blev så nu.
Jeg sværmede mellem en Nokia Lumia 925 og en Galaxy S4 Mini. Sidstnævnte løb med sejren, alene af den grund, at Lumia skulle være næsten umulig at stille på lydløs. Så nu skal hovedet igen fyldes med ny indlæring. Om aftenen strømmede det ind med blomster, penge og andre gaver. Fødselsdagen varede lige til lørdag over middag, og så var det ellers tid til at komme i festskrudet. P1130600

Mit festskrud, så dog noget anderledes ud end alle gæsternes, men det var helt efter reglementet. Jeg havde sagt ja til at hjælpe ved et stort uofficielt middagsselskab, hvor en masse prominente gæster, sammen med Dronningen og Prinsgemalen skulle indtage de herskabelige gemakker. Jeg var i forvejen advidseret om, at det var min opgave at servere for Dronningens bord. Jeg har prøvet det utallige gange før, så jeg vidste helt konkret, hvad jeg gik ind til. Der var derfor hverken kriller i maven, eller rystende hænder. Det gør det unægteligt meget nemmere at jonglere med de enormt store og tunge sølvfade, de dyre Flora Danica og monogramtallerkener, uden at smadre hverken dem, eller de meget højstilkede og tynde, flere hundrede år gamle glas, eller spilde på dug og gæster.

Vi var selvfølgelig en stor stab personale, som skal få det til at hænge sammen. Nogle mindre, men absolut meget vigtige arbejdsopgaver blev uddelegeret til bestemte personer af værtinden. De andre fordelte vi selv, og vi hjælper hinanden, som vi nu har tid til. Min opgave var at tage imod alle gæsterne, og få dem til at skrive i gæstebogen, mens en kollega skulle stå med en bakke og sørge for at alle herrerne tog et føre-til-bords-kort. Vi skulle også hjælpe gæsterne af med overtøjet, vise vej og svare på evt. spørgsmål. Andre havde fået opgaven at servere champagne og appetizere, og derefter gå rundt og sørge for at alle hele tiden har noget at spise og drikke, hvis de ønskede det. Der skulle holdes øje med kronebilen og tusind andre ting.

Der skulle tændes utallige stearinlys, skænkes hvidvin, ~~vievand~~, postevand, lægges varme kuvertbrød, og vi skulle stå klar, og helst se ud som om vi ikke havde lavet andet, end at vente på at gæsterne skulle gå til bords. Det hele skal hver eneste gang koordineres med køkkenet, så de ved hvor langt vi er nået. En anden garvet tjener og jeg var uddelt førertrøjerne, og havde aftalt hvem der styrede hvad. Selve middagen, som denne gang bestod af 4 retter mad, nogle gange 5 retter, skulle skal altid overståes på 1½ time. Absolutte max. er 1 time og 3 kvarter, så skal vi stå klar til at skænke kaffe, cognac og likør, som vi skal have gjort klar mellem de andre 4 retter, hvor vi også skal skænke vand og rødvin, tømme askebægre, servere cola eller øl, hvis gæsterne ikke drikker vin. Menuen var suppe, hovedret, ost og dessert. To af serveringsfolkene, var uøvede i faget, og havde aldrig serveret for sådan et selskab, så hvilken side der serveres fra, og hvilken side tallerkener fjernes osv. skulle lige indøves, og når der råbes: 'Så kører vi', sætter vi alle i gang med samme handling.

Vi går med en tallerken af gangen. Vi fjerner en to af gangen. Ikke stable. Retten bliver præsenteret gæsterne på en sølvtallerken. Hovedretten bliver dog for det meste altid fadserveret, også tilbehøret. “Etterne” går med kød- og grønsagsfadet, mens “toerne” går bagefter og byder kartofler, risotto eller hvad det måtte være, samt sovs til hver enkelt gæst. Ind imellem alt dette skulle PET- folkene også have informationer, også når de var på inspektion. Jeg havde fået den opgave af dem, at ringe når jeg observerede noget ganske bestemt, og allerhelst før det overhovedet skete.Jeg kan jo ikke være alle steder, så jeg allierede mig med værten, som gav mig et præg, og jeg fik ringet rettidigt.

Vi nåede 4 retter mad på 1½ time. Kokkene fik sved på panden, og det gjorde de to nye i faget også. Selvom kokkene er vant til at komme til fine middage, bare ikke der hvor jeg har færdes, har de aldrig før nået menuen igennem på 1½ time. De bruger normalt to timer, og så går det alligevel pænt stærkt, kan jeg godt hilse og sige. Værtsparret var ovenud tilfredse, og mange af gæsterne kom med en personlig tak til os. Selvom vi som personale ikke kendte hinanden, så er det i den grad teamarbejde, når det er allerbedst. De allerfleste havde fyraften kl. 23.15. Men 4 af os skulle blive en tid endnu. Jeg har taget turen over gårdspladsen. Og turen fra øst til vest, nord og syd, fra kælder til kvist utallige gange inden vi havde fyraften kl. halv to i nat, hvor jeg møder en snorksovende mand. Snorket har han så præsteret at gøre det meste af natten. I retfærdighedens navn skal siges, at han har har knoklet hårdt den sidste uge, med at hjælpe her og der. Han har ikke engang udsovet efter 10 timers søvn, han faldt i søvn på stolen, og har taget sig en skraber, mens jeg skrev dette indlæg. Mine fødder er slet ikke flade i dag. De føles i hvert fald helt runde og er også ømme at træde på. Jeg håber på at få en nattesøvn, der er en dronning værdig. Jeg mener, det må være min tur til at sove i nat.

Når der er ro og orden i mit liv, både det indre og det ydre, så trives jeg bedst. Lige nu halter det hele lidt. Det ser lidt tåget og broget ud overalt i denne tid. Det gjorde dagens morgenvejr også.

Hus og have flyder. Masser af ting, bliver ikke gjort og tingene hober sig op. Sådan noget kan jeg slet ikke trives med på længere sigt. Og nu er vi altså kommet rigtigt godt bagud, fordi arbejdet først og fremmest skal passes, for mit vedkommende. Dernæst har vi i lang tid haft booket vores kalender med aftaler, og en aftale svigter vi altså ikke. Jeg vil også meget gerne skrive her på bloggen og fortælle om vores spændende og interessante liv, samt følge med hos alle jer andre. Man kan som bekendt ikke det hele, uanset hvor gerne man vil det. Måske forsvinder jeg helt i en tid, måske kommer der et indlæg, der viser at jeg er i live, det afhænger af så meget. Et enkelt indlæg ligger klar til udgivelse.

Min familie har første prioritet, uden at jeg glemmer mig selv. Jeg bilder mig ind, at jeg er rigtig god til at mærke efter, hvordan jeg selv har det, så jeg trives optimalt. Jeg har brug for at få orden omkring mig, så derfor skruer jeg ned for aktivitetsniveauet i blogverdenen, og kaster mig i stedet ud i fysisk arbejde og støtte til familien. Vi skal igennem en hård tid igen, hvor vi alle hjælper efter bedste evne.
Mark har hverken badeværelse eller varmt vand i huset, så vi giver et nap, hvor vi kan. Allan, som er vvs-mand, har taget sin tørn over de sidste par uger. Jeg har lovet at lægge fliser i fyrrum og badeværelse, så de kan få fyret ind igen og få dem et bad i eget hjem.
Mor blev meget tidligt i morges, helt efter planen, indlagt på Rigshospitalet. Hun skal igennem en bypassoperation, hvor bare alene tanken om dette, kunne give hende et nyt hjertestop. Søster er taget med, og skal have en afløser på et tidspunkt. Kryds lige fingre for, at det hele går godt i morgen, og at det hjælper mor på længere sigt. Det har både vi og lægerne nemlig lovet hende. Søster, som overnatter på patienthospitalet, har lige meddelt os, at dagen i dag stadig står på undersøgelser, undersøgelser, undersøgelser og endnu flere undersøgelser, men at både mor og personalet er vældig søde.

Da jeg nærmede mig byen og dagens arbejdsplads 5 min. efter øverste billede er taget, skulle jeg holde for toget, og her var tågen lettet. Andre steder var den så tyk, at der ikke var nogen sigtbarhed.
Ingen af jer derude, behøver at være bekymret for mig. Jeg har det fint og har fået det bekræftet ved at måle mit blodtryk, som stadig er, som det plejer at være. 110/67 med en hvilepuls på 72. Sidstnævnte kunne dog godt være bedre. Det er der måske en lille chance for det bliver, hvis denne stol og pc-tid bliver udskiftet med lidt mere bevægelse. Jeg starter med at gå mig aftentur.
Opdatering: Onsdag aften kl. 21:00 ligger mor i koma og vil gøre nogle timer endnu. Vi ved først mere efter kl. 9 i morgen tidlig.
Torsdag: Hele familien har fældet et par tårer de sidste dage, men det er glædestårer. Operationen er gået godt. Hele 4 omkørsler 4 dobbelt bypass har hun fået. Hun var oppe og drikke eftermiddagskaffe i dag. Søster har fået lov at lægge et billede på FB, så alle der kender mor kan følge med.
Lørdag: Lægen siger mor er en sej kvinde. På afdelingen bliver hun kaldt den seje Qvinde, den usædvanlige og sjældne patient. Hun har i dag fået fjernet pacemakeren sikkerhedsforanstaltningen, de sidste treud af fem slanger i halsen, overvågningsapparatet, støttestrømpen og indsprøjtningen i maven. Hun er snart en fri kvinde. For som de siger derinde, kan de alligevel ikke holde hende i sengen.

I tre måneder, har mor nervøst gået og ventet på den bypass, hun i første omgang fik stillet i udsigt for 4 år siden. På det tidspunkt havde det, i hver fald psykisk, taget livet af hende. Lægerne sagde derfor, at det kunne hun altid få lavet senere. Mor, som altid har været en hvirvelvind, og stadig er det, tabte mere og mere pusten, når hun skulle gå, og brugte længere og længere tid på at komme fra A til B. Hun undlod også at cykle. Når hun gik, tog hun de mange nødvendige pauser, også på meget korte strækninger. Som nogen af jer ved, skete der jo det, at jeg fik lov at ringe til lægevagten, og hele apparatet blev sat i sving. Først skulle hun ‘bare’ have en ballonudvidelse, men det ~~ville~~ kunne de ikke udføre. I tirsdags, for nøjagtig en uge siden, blev hun så indlagt på Rigshospitalets hjertekirurgiske afsnit på 15. etage, hvorfra dette billede er taget.

I onsdags fik mor en 4 dobbelt bypass. Søster og svoger var med ved mors side de første 4 dage, så søster har taget det store slæb. Søster er eminent til at tage sig af børn, samt syge og gamle mennesker. Tirsdagen bestod af den ene undersøgelse og samtale efter den anden. Elleve ialt. For bl.a. at berolige mor, sagde søster, prøv at se ham der, og hende der. De blev opereret i går og i forgårs. Se hvor friske de ser ud allerede nu. Ja, ja, sagde mor, og søster kunne godt høre, at hun ikke skulle komme alt for godt i gang. Det var jo et stort indgreb.
Operationen skulle foretages af Rigshospitalets dygtigste læge og professor, Daniel

Steinbrüchel. Mor blev kørt på operationsstuen kl. 13:30 og det ville tage 1-2 timer at få gjort hende klar, fra narkose til de kunne gå i gang med at operere. Selve operationen ville tage samme antal timer og ditto timer til at fjerne alt udstyret fra hende igen, før hun kunne komme til opvågning. Kl. var kun 17:00 da lægen meddelte søster, at mor var kørt til opvågning, og alt var forløbet stille, fredeligt og roligt. Hun fik taget en vene fra benet, og de andre tre omkørsler direkte fra hjertet.
Allerede torsdag morgen står mor på benene, støttet af personalet. Over middag render hun rundt på gangene, dog med rollator. Samme eftermiddag står en mandlig portør og redder en seng til mors "nabo" og han spørger mor: Hvornår skal du ned og opereres? Mor siger, mig? Ja… Jamen, det blev jeg da i går. Hvad? Nu har jeg arbejdet på denne afdeling i 2 år og på en anden i 3 år, og jeg har aldrig nogen sinde før oplevet så frisk en nyopereret patient som dig. Vi så selv med egne øjne, ganske unge piger i tyverne, som så mindre friske ud end mor.
Mor skulle ringe efter hjælp til toiletbesøg osv. Hun blev også fulgt derud, og fik besked på at ringe igen, når hun var færdig. Inden nogen får set sig om befinder mor sig igen på stuen, og søster siger mor… du skulle jo ringe. Nåhh, er hendes svar. Da personalet kommer, må søster sige, at mor allerede er væk og har klaret det hele selv.

Da mor fortæller mig, at lægen sagde hun var sej, spurgte jeg om det var at skære i, men det fik hun altså ikke lige spurgt om. Sygeplejerskerne kalder hende for en usædvanlig og sjælden patient og en sej Qvinde En af dem, har arbejdet der i 15 år, og har aldrig oplevet noget lignende. Alle på afdelingen hviler et par timer i sengen til middag, men ikke mor. Alle patienter er væk fra opholdsstuen 19:30, men ikke mor. Hun er og har altid været uvenner med sin seng. I dag henter søster og svoger hende hjem, og så bor hun hos os en tid. Allan er jo hjemme i dagtimerne. Det er vist på tide at søster får en afløser. Hun har brugt sin ferie på dette projekt, og jeg ved hun er savnet på sin arbejdsplads, især af beboerne, som spørger efter hende i tide og utide, så snart hun ikke er der. Søster, ikke bare passer sit arbejde, hun engagerer sig også med beboerne i fritiden, hvor hun bruger tid på dem.
Da søster tog hjem fredag aften, havde de gået 50 km og kørt i elevator 40 gange. Søster blev afløst af Mark. Vi tog over lørdag morgen og var der lige til sengetid. Vi fulgte med i den arbejdsgang, der var omkring mor med måling og tjek af hende, røntgen osv. Da de skulle fjerne pacemakeren, spurgte de mor om hun havde en høj eller lav smertetærskel. Mor mente nok den lå lidt højt. Godt, for dette kommer til at gøre ondt og svie. Du tager en dyb indånding, og når jeg siger 3 puster du ud, og så hiver jeg til af alle kræfter, for elektroderne sidder rigtigt godt fast i hjertet. Mor måtte skrige, bande og slå, men hun nøjedes med en enkelt trækning i mundvigene. Sidste søster tog søndagen. I går mandag måtte mor klare sig helt uden en eneste af os. Hun skulle til et informationsmøde om hvad der skulle ske efter denne operation. Personalet så gerne at en pårørende deltog i dette, men vi får informationen på anden vis.

Det hele er gået over al forventning, men “faren” er ikke drevet helt over, set med mors øjne. Hende hun delte stue med, blev opereret for ½ år siden. Nu var der gået betændelse i det, så hun blev åbnet igen og skal igennem 3 narkoser og sugninger ialt. Så man kan ikke vide sig helt sikker. Nej, det kan man jo aldrig, men man behøver heller ikke at se spøgelser alle vegne.
Nu må vi se om mor selv kan komme op og ned i sengen, eller hun skal have hjælp til dette, også om natten, hvor hun altid skal op et par gange. Vi har ikke sådan et hæve-sænke-hovedgærde, som på hospitalet, så vi må se hvordan vi klarer det. Brystbenet skal have fred til at gro sammen igen, så der er helt bestemte måder, hun skal rejse og sætte sig på. Nogle foranstaltninger til hoste, nys osv. skal tages. Der er ting hun slet ikke må, så vi må være lidt på nakken af hende, men hun er søreme ikke nem at styre.
Her vil stadig være lidt stille fra min side.
Opdatering søndag: Mor klarer selv at komme op og ned i sengen. Værst er "støttekorsettet" som hun skal gå med alle døgnets 24 timer i en hel måned. Det generer og fylder godt under tøjet, så hun skal have hjælp til at få tøj på overkroppen, og strømper, da korsettet forhindrer hende i at nå fødderne. Det er en befrielse, når sulet bliver luftet to-tre eller flere gange dagligt. Hun er træt, og hviler/sover/snorker et par gange i løbet af dagen. Hun går allerede stærkere end før operationen. Tirsdag skal hun have taget sting.

Vi fik fremsendt en rejsebeskrivelse, fra North Travel, om hvad der var værd at se. Den var også ganske udmærket, men når vi får pillet underholdning, teater, koncerter, og diverse sejlture fra, så skulle vi finde alternativer. Jeg fandt yderligere et par gode kilder her, her og her, men det var stort set de samme udflugter, dog med enkelte fravigelser, som blev noteret.

Vejnettet er kun på ialt 600 km, så man kan så let som ingenting se Færøerne på 4 dage. Det påstås endda, at man kan nå Færøerne rundt til fods, i løbet af 7 dage. Så 8 dage incl. en bil, siger lidt om, at der er masser af tid til rådighed også til fods.

Vi var ikke i tvivl om, at får er deres levebrød sammen med fiskeri. På morgenbordet, var der altid det store udvalg, på alle de hoteller vi boede på. Skærpekød, vindtørret fårekød, lammerullepølse og andet lammepålæg. Jeg smagte det meste, mens Allan veg udenom, men at der findes 50 fårearter deroppe, vidste vi ikke hjemmefra.

Det er ikke løgn, når man læser, at alt går langsomt på Færøerne. Der er virkelig ikke noget hastværk nogen steder. Man tager sig rigtig god tid. Det samme gør naturen.

Hyldeblomsterne var først ved at blomstre, mens de hang i sorte klaser herhjemme.

Heller ikke kartoflerne var nået længere end til blomsterstadiet. Selv laksene vokser langsommere.
Alt er også småt på Færøerne. Lufthavnen, husene. Mange døre er så smalle, at man vist er nød til at gå sidelæns ind. Bygderne, kartoffelstykkerne og brandstationerne er små. Sågar nogle af kagerne og hotelværelserne var små. Vi fandt dog Café Carrello i Torshavn, den allersidste aften. Der var madportionerne bestemt ikke små, og maden var også god.

Selvom Færøerne er en del af Danmark, så har campingpladserne langt fra den samme standard, som vi er vant til. Efter vores mening egner de sig kun til autocampere. Der var heller ikke trængsel nogen steder, men gad vide hvordan de ser ud i sæsonen?

Vi undredede os også over, at man kan få lov at drive café på de vilkår. Der blev endda lavet en slags mad også. Der er vist ikke noget, der hedder fødevaremyndigheder deroppe. Bemærk lige loftet. Den gik ikke i vores del af Danmark.

Arbejdstilsyn er der vist heller ikke noget af. Se dette stillads, og dem så vi flere af, med håndværkere på.

Der bliver slået hø, med le. Høet bliver hængt til tørre i fiskenet, for ikke at blæse væk.

Der blev blandet cement med en skovl i en trillebør, nøjagtigt som far gjorde da jeg var barn. Vi så både store og små stengærde blive bygget.

Det eneste, der er vist er stort på Færøerne, er deres laksefiskeri. De er MEGAstore de bassiner, og de findes overalt. Vi så de var ved at samle sådan et bassin, og på billedet nednenfor til højre, er der 19 af slagsen. De to sidste ses på den anden side af molen. Det er ikke en lille båd, der ligger derude. Det er et meget stort skib.

Jeg skrev at man ikke kan benytte GPS på Færøerne. Det betød at mit lille Lumix også var uden GPS. Det er ellers rigtigt rart, at man til hver en tid, kan se hvor billedet er taget. Jeg fik taget ca. 1100 billeder, og Allan har taget det samme.

Færøerne er absolut et besøg værd, men hvis man ikke er til vandring og det rene driveri, så er 4 dage altså nok, til at opleve en helt anderledes natur. Vil man have liv, og flere muligheder, skal turen lægges i skolebørnenes sommerferie, eller man skal være med i et rejseselskab, og ikke tage ud på egen hånd. Vi har det nu stadigvæk bedst med at klare os selv. Selv vejret vil vi ikke klage over. Vi havde forberedt os på noget der var meget værre. Vi oplevede endda solen skinne, fra en skyfri himmel, de første par dage.
Vil du læse mere om hele vores tur kan du finde beretningerne dag for dag her.

Jeg har længe haft en stor trang til at sy. Det er ikke ideer og lysten jeg mangler, men kun lidt tid. Vores bærbare computer, manglede en taske. Selvom jeg stadig har en del stof liggende, var der intet der kunne bruges. Allans krav var ensfarvet, sort eller blåt. Jeg manglede også noget polstring, men stof til for havde jeg masser af. Hele weekenden har jeg brugt på sjove ting, og jeg har hygget mig.

Jeg havde intet mønster, men målte og klippede efter computeren. Indvendige lommer blev syet i til musen og andre småting. Til sidst en lynlås, så vi kan lukke for det hele. Der blev et lille stykke stof tilbage. Af det syede jeg mig en taske, som jeg kan have min vanddunk, frugtboks og madpakke i, når jeg kører på arbejde. En fin lille størrelse.

Jeg fik sømmet nogle arbejdsbukser op og lavet et lille etui til mine hæklenåle af en silkerest. Aftenen står som regel på strik, og i den sidste tid har det været sokker, men forandring må der til. Det tog ikke mange timer før et par tøfler var helt færdige. De er strikket i dobbelt strømpegarn. Bindebåndene er syet fast.

Ind imellem dette håndarbejde, har jeg også hygget mig i køkkenet. Da jeg både havde pærer og marcipan, der skulle bruges, bagte jeg en rigtig lækker pærekage. To pakker gær i køleskabet skulle også anvendes og jeg mente også jeg havde noget groft mel, der skulle udryddes, men der var kun hvedemel i skabet, så en ganske almindelig portion bolledej blev tilsat havregryn og lidt finthakkede æblestykker. Lette, luftige og mættende blev de.
Jeg har tit skrevet om den hokkaidogratin jeg laver, men aldrig bragt opskriften. Flere søger på den, men må gå forgæves. Nu er den her.

Siden mor kom hjem fra Rigshospitalet i tirsdags har hun opholdt sig hos os. Hun har dog været til “aflastning” hos søster 1, nogle timer et par gange i løbet af ugen. Det går stadig fint med mor, hun kommer selv op og ned i sengen, men hun kan ikke selv tage tøj af og på overkroppen, for slet ikke at tale om det “korset” hun skal være snørret ind i, i en hel måned. Det generer hende, så vi jeg tager det af hende 2-4 gange dagligt, og sætter det på igen, også bare for at give hendes krop lidt luft. Den træthed de sagde hun ville møde, har meldt sin ankomst, så hun hviler, siger hun selv, men vi ved hun snorksover et par gange eller tre om dagen/aftenen. Når vi går ture, er hendes gang allerede hurtigere og helt uden pauser.

Allan havde jo vundet det mini-cruice for to til Oslo. I dag er han taget afsted på en lille velfortjent ferie helt alene, så i formiddags blev mor igen afsat til søster 1, som kører hende til strik i Røde Kors. Når det er forbi, afleverer hun hende hos søster 2 til aftensmad og natlogi. Søster 2 kører hende til læge i morgen, hvor hun skal have fjernet sting. Jeg henter mor igen hos søster 2, i morgen når jeg har fri fra arbejde. Det kræver lidt koordinering at få det hele til at gå op i en højere enhed. Mor håber at lægen siger hun må tage korsettet af allerede nu, og hvis hun får lov til det, bliver livet lettere for hende og os. Hun kan flytte hjem til sig selv, og vi kan nøjes med at handle, gøre rent, vaske tøj og den slags for hende de næste 4-6 uger. Det er ikke fordi hun er en belastning, men jeg vil gerne have min hverdag tilbage, så jeg stornyder denne aften i helt stille omgivelser.
Opdatering: Tirsdag fik mor lægens ord for at tage korsettet af, på den betingelse at det blev udskiftet med en sports-bh, som hun skal have på 24 timer i døgnet. Valget var mellem pest og kolera, mente mor, men hun og søster var ude at investere i det nye klædningsstykke, så nu kan hun selv tage bluse på også.
Torsdag: Nu tæller hun dagene, til hun må køre bil igen om små 14 dage.

I den tid mor har boet her, har vores hjem set en del anderledes ud end det plejer. Omrokering af møbler. Ekstra stole, som ikke plejer at være inde i huset, så hende den kortbendede mor kunne nå gulvet, samt selvfølgelig alt det der hører med til at huse en ekstra person, der ikke skal flytte permanent ind. Billedet er solopgangen tirsdag morgen.

Tordag aften havde mor besluttet, at hun lige så godt kunne være hjemme hos sig selv, også selvom soveværelset ligger på 1. sal og toilettet/badeværelset i stuen. Hun mente, vi efterhånden skulle have lidt fred for hende, så vi kunne få vores normale hjem tilbage. Jeg kørte mor hjem, og vi fik sat møbler på plads igen. Så skulle alt være i den skønneste orden igen. Det er det bare ikke.
Jeg roder. Symaskinen, syæsken og alt mit stof flyder stadig på stuebordet. Jeg havde nemlig planer om at sy noget mere. Jeg har gang i hækletøj i stuen. Jeg har hevet flere poser garn frem, som står i gangen, mens jeg leder efter et mønster til at strikke noget der passer til hende den vanskelige mig selv. Jeg har været i garnbutikken for at købe et mønster og supplerende garn, men intet er fundet godt nok til fruen. Faktisk har jeg brugt rigtigt meget tid på at nå frem til absolut intet.

Kniplebrættet ligger og flyder i køkkenet. Ialt har jeg været afsted til tre knipleaftener. I tirsdags blev jeg sat i gang med min 2. prøve. Denne gang 20 pinde, altså dobbelt så mange som jeg startede med. Jeg knipler, trevler op, knipler trevler op i en uendelighed. Hvor svært kan det lige være! Rigtigt svært, vil jeg bare sige. Jeg fatter ikke de arbejdstegninger. Jeg kan ikke se hvad jeg skal, men jeg kan se det er forkert. Alle ‘trøster’ mig med, at de havde nøjagtig samme problem da de startede. Jeg må vente til tirsdag, hvor jeg igen kan få hjælp. Faktisk er der kniplemesse i Slagelse denne weekend.
Jeg har længe ønsket mig de sidste 4 bøger, men har ikke kunnet skaffe dem. Fik dog, med hjælp fra Ditte fat i en, men manglede stadig 3. En sød pige har nu fundet dem hos Pensum og foræret mig dem. De ligger også fremme, fordi jeg selvfølgelig skal læse dem, men har bare ikke nået det.

Drivhuset er stadig fyldt med masser af peberfrugter, som jeg faktisk ikke vidste hvad jeg skulle gøre ved. Jeg har både syltet og lagt i fryseren, og det bliver ved med at vælte frem. Hele min opvaskebalje blev fyldt til randen. Jeg måtte kunne langtidsbage dem, som jeg gjorde med de sidste tomater. Det er hermed gjort, men hvordan de smager vil tiden vise. Nu har jeg hevet den ene peberplante op, og den anden må snart følge efter.
I aften er vi inviteret til spisning hos vennerne, så jeg er stukket af fra hele roderiet. I morgen må jeg se at træffe nogle beslutninger, så noget af det rod kan blive fjernet.

I sidste uge fik jeg pludselig nogle gevaldige lyn for venstre øje. Fænomenet er mig bekendt, fra mit højre øje. Både Allan og jeg har været igennem møllen og fik begge

meldingen, at der ikke var noget galt, og man vænner sig til de evige lyn, som man mest ser i mørke, og de små lykker eller fluer der er findes foran øjet. Denne gang var lynene noget voldsommere end dem jeg ellers lever med i perioder på venstre øje. Jeg ved at det er vigtigt at blive undersøgt af en øjenlæge, men med min viden, trak jeg opringningen til øjenlægen. Lynene blev også svagere i løbet af et par dage, men mandag morgen, da jeg sad på min pind, opdagede jeg at synet var blevet uskarpt, så jeg måtte hellere se at få det tjekket. Sekretæren sagde du skal tjekkes af en øjenlæge, men jeg kan ikke give dig en akuttid før i morgen tidlig 7:50 og du SKAL komme. Ja, ja, tænkte jeg, det er jo derfor jeg ringer. Du skal også sørge for at finde en chauffør, for du må ikke køre bil bagefter. Selvfølgelig adlød jeg, men katastrofalt var det i hvert fald ikke, for så ville hun have sagt, jeg skulle komme aldeles omgående.
Jeg måtte ringe til Allan og sige han ikke skulle lave nogle aftaler, fordi jeg havde brug for en chauffør. Derefter ringede jeg til den anden arbejdsplads, og sagde at jeg ikke kom fra morgenstunden, men forventede at dukke op senere. Tirsdag morgen blev jeg så tjekket godt og grundigt. Øjenlægen kan ikke se nogen rifter eller nethindeløsning. Det nedtrukne rullegardin, som slører synet ret meget, og de store sorte pletter, der hele tiden farer forbi, eller sidder mere permanent foran øjet, er ret så irriterende. Jeg ser ikke skarpt, når jeg skal fokusere på tekst, tråde en nål, kniple og den slags småtterier. Det er heldigvis ikke nær så utydeligt som inden min operation, for jeg bruger trods alt begge øjne. Det går meget bedre at se langt. Sker der noget, hvor jeg tænker, at det ikke er normalt, skal jeg ringe. Jeg har tid for årlig kontrol for den arvelige grønne stær om ca. 14 dage, og så vil han kigge på det igen.

Et lysglimt er det også, at vi her på matriklen slap fuldstændig helskindet igennem stormen. Både drivhus, campingvogn og alt andet har overlevet uden skader. Andre var knapt så heldige, men generelt er vi nok sluppet billigt her på øerne. På min vej har jeg dog mødt nogle af skaderne. Dette kastanjetræ er først væltet efter jeg var kørt hjem fra arbejde. Det væltede ret heldigt, væk fra vejen og uden at ramme huset. Var det faldet lidt skråt, var hele huset, som man ikke kan se på billedet blevet ødelagt, og mennesker måske kommet til skade. Nu gik det kun ud over hækken. P1130758

Sidst vi havde orkan, i december 1999, var vi til bisættelse på Fyn, Assens og nåede lige akkurat over Storebæltsbroen som de sidste, inden den også blev spærret for den helt almindelige personbilstrafik. Man kan godt forstå, de lukker broen, når man har prøvet at køre der i sådan et vejr. Man har jo ikke kontakt med vejbanen hele tiden.

Vi har været på weekendophold på Comwell Borupgaard. En enkelt overnatning inkluderet entre til både Kronborg Slot og Frederiksborg Slot, og da denne udflugt næsten gik lige forbi Camilla, aflagde vi hende et lille visit, og blev trakteret med kaffe og nybagte snegle. Derfra kørte vi til Kronborg. Det fik vi dog hurtigt ~~løbet igennem~~ set, da det ikke er så længe siden, vi var der sidst, og der var ikke sket noget nyt.
Vi gik en tur i Helsingør og smuttede ind i Kulturværftet. Sikke et eldorado i 3 etager. Vi var også en tur i det enorme Søfartsmuseum. Allan havde langt fra tid til at dvæle ved det hele, da vi skulle nå at tjekke ind på Borupgaard, og blive klar til middagen.

På vejen dertil mødte vi dette skilt. Min helt egen vej. Tænk, det anede jeg slet ikke. Jeg ved der findes veje med blomster- fugle- og mange andre gruppenavne, men er aldrig før stødt på pigenavne på stribe.
Efter at have klædt om, gik vi til restaurenten, hvor vi blev hentet af en tjener, ikke noget med selv at gå ind, som fulgte os til vores bord. Der blev holdt en lille ‘tale’ over aftenens menu, og derefter henvist til menukortet, som lå på bordet. Når nu det hele skal være så fint, så er det altså at filmen knækker for mig, når tjenerne rækker ind over bordet og henover gæsterne, for at skænke og servere. Hver eneste gang de kom med en portionsanrettet tallerken til os, fortalte de, hvad det var. Fint nok, men så kunne de altså godt tage at servere den fra den rigtige side og ikke bare række ind over på cafémaner, og plante den tilfældigt. Ikke engang til en abefest i et festlokale, vil serveringen foregå så forkert.

Nu er det heldigvis ikke noget, der ødelægger hverken min appetit eller mit humør, men med et ben i den branche i næsten 40 år, kan man altså ikke lade være at lægge mærke til den slags. Kun EN eneste tjener, serverede og skænkede fra den rigtige side og tog også tallerkener ud igen fra den rigtige side.

Vi kunne ændre på vinen, men ikke menuen. Vi valgte at tage det glas hvidvin, som kokkene havde valgt til første menu, men bestilte en chilensk rødvin til resten af middagen. Klik evt. menukortet større.

Kvædechutneyen til terrinen og de syltede rødløg til sværdfisken smagte virkelig godt. Allan var ikke meget for fisken, da han så det på menukortet, men det var kun den første mundfuld der smagte af fisk, sagde han, så det gled fint ned. Hovedretten var oksefilet med dejlige jordskokker og desserten Mazarin.

Alt i alt en god middag. Vi blev også mætte, men det var ikke noget overdådigt kulinarisk.
P1130785

Morgenbordet var til gengæld det helt store, med et væld af muligheder. Allan valgte det helt traditionelle morgenbrød med ost, kaffe og juice, og sluttede af med den evindelige kage, mens jeg prøvede at smage mig igennem ~~alt~~ meget af det andet. Scrambled æg med spinat, yoghurt med blød müsli, yoghurt med alger. Smoothie af broccoli, spinat og ananas, ditto af jordbær og appelsin, samt en gulerod/ingefærjuice med appelsin. Jeg sluttede af med en ostemad og en tår kaffe. Der var ikke plads til at smage alt det jeg gerne ville. Der var heller ikke plads til den frugt, jeg plejer at spise, men jeg havde jo også fået frugt i mine smoothies. Vi tjekkede ud og kørte til Frederiksborg Slot.

Hold da op. Det er enormt stort. Vi har brugt hele dagen på at gå rundt og studere hver eneste etage. Det er absolut et besøg værd. Man må gerne fotografere, men man må ikke bruge blitz. Desværre er der ikke meget lys derinde, så det er ikke nemt at tage billeder.

Vi har kigget på lofter, så vi har helt ondt i nakken. Vi har kigget på møbler og malerier. Vi har set den ene væg efter den anden broderet med gobeliner. Vi har set gallakjoler og meget, meget mere. Det hele er et gevaldigt flot stykke håndværk der er udført. Det er bare så flot, så flot.

Vi var også så heldige at kirken var åben, og der hænger tusindvis af disse skjold, eller hvad de nu kaldes. Hele kirkens vægge er broderet med dem, mens der også hænger rigtigt mange ved trappeopgangene.

Vi nåede også en lille tur rundt i Frederiksborgs have. Den kan man heldigvis gå en tur i året rundt, hvor der er fri entre. Vores ben var ved at være trætte, efter to dage med mange trapper og mange mange tusinde skridt. Dagen var også ved at være forbi, så vi satte atter kursen mod Lolland, hvor det bliver dejligt at sove i sin egen seng, med åbent vindue og sommerdyne. Der var godt nok varmt at sove på Borupgaard. Sengene var så bløde, at vi begge var helt radbrækket i morges, og det nærmest uden at have lukket et øje. Ude godt men hjemme bedst.

En weekend på Albuen giver balder af stål

Ø-hop på Færøerne

Ankomst til Torshavn

Streymoy rundt i silende regn

Iranere, roer, maskiner, gevinst, æbler, mad og…

Når regnen stilner af, og tågen letter lidt igen

Chefen gav massage. Knipling, æblechips og andet tidsfordriv

Naturen- og havens overflod, svampetur og nyt vindue

De sidste gensyn, inden vi siger farvel

En gang pærevælling

Pærekage, pæresaft, pæremos og andre sysler

Fødselsdag

En kongelig weekend med kronebil og meget mere

Jeg skal have styr på mit liv

En sej kylling

Lidt opsamling om Færøerne

På stoffer, plejeområdet - nu forladt og helt alene

Rod – så enkelt kan det siges

Små og store lysglimt

Kongernes Nordsjælland med gourmetmiddag